USA skyder første interkontinentale missil ned nogensinde
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

USA skyder første interkontinentale missil ned nogensinde

Illustration: Missile Defense Agency

Kun én dag efter Nordkoreas seneste affyring af et ballistisk missil gennemførte USA sin første succesfulde test af landets missilforsvar i næsten tre år. Testen foregik tirsdag i sidste uge og var samtidig den første nedskydning nogensinde af et interkontinentalt ballistisk missil, et såkaldt ICBM. De er, som navnet antyder, langtrækkende og udgør den største klasse af ballistiske missiler.

Prisen for at teste systemet lyder på svimlende 244 millioner dollars, svarende til 1,6 milliarder kroner. Attrapmissilet, der var mål for nedskydningen, var modelleret efter de mest moderne kendte nordkoreanske ballistiske missiler. Det var desuden akkompagneret af decoys, der skulle lede interceptormissilet på vildspor.

Læs også: Efter årtiers tilløb: Nu når Natos missilskjold til Europa

»Dette er en vigtig dag for det nationale missilforsvar og en dårlig dag for Kim Jung-Un,« udtalte den amerikanske militærforsker og missilekspert Thomas Karako samme dag.

Hit-to-kill

Nedskydningen af et ICBM er da heller ingen nem opgave, om end resultatet blot viser, at det amerikanske missilforsvar er i stand til at gøre, hvad det er designet til. Til sammenligning bliver Natos europæiske missilforsvar, der i øjeblikket befinder sig i slutfasen af udviklingen efter godt 60 års tilløb, ikke i stand til at nedskyde ICBM’er. Det bekræftede det amerikanske missilforsvarsagentur, Missile Defense Agency, sidste år over for Ingeniøren.

Læs også: Missilskjold beskytter ikke mod langtrækkende missiler

Det europæiske missilforsvar er udviklet til at nedskyde kortrækkende og mellemrækkende ballistiske missiler, mens interkontinentale ballistiske missiler flyver så højt og hurtigt, at de tidligt i flyvningen når uden for rækkevidde af det europæiske missilforsvars interceptormissiler SM-3 Block IIA. Det stationære amerikanske missilforsvar, der affyrer Raytheons store Exoatmospheric Kill Vehicle fra nedgravede siloer i Alaska og Californien, er derimod udviklet til at beskytte mod ICBM’er.

Såkaldte hit-to-kill-interceptorer som Exoatmospheric Kill Vehicle og SM3 indeholder ikke eksplosiver og ødelægger deres mål alene ved hjælp af kinetisk energi. Med andre ord ved at kollidere med det fjendtlige missil undervejs i missilets ballistiske bane, hvilket den tidligere amerikanske præsident Eisenhower betegnede som at ramme en kugle med en kugle.

Et realistisk scenarie?

Under tirsdagens test blev interceptormissilet affyret fra Vandenberg Air Force Base i Californien mod attrapmissilet, som blev affyret fra Marshalløerne i Stillehavet.

Mens testen udgør en milepæl i udviklingen af det amerikanske missilforsvar, er den også blevet kritiseret for ikke at afspejle et realistisk scenarie i tilfælde af et egentlig angreb fra eksempelvis Nordkorea, fordi operatørerne i forvejen vidste nøjagtigt, hvor de skulle sigte hen og hvornår.

Læs også: Missilskjold kan knækkes med byge af billige missiler

Chefen for Missile Defense Agency, viceadmiral James Syring, har afvist, at attrapmissilet var udstyret med en sender, og at missilforsvars-temaet blev orienteret ved affyring, således at de ikke ligesom under et virkeligt angreb måtte forlade sig på systemets radarer og satellitter. Operatørerne var imidlertid informeret om både dagen for affyringen og et groft tidsestimat, medgiver James Syring; men det skyldtes alene sikkerhedsforanstaltninger, eftersom det var nødvendigt at lukke ned for luftrummet i testområdet.

Emner : Forsvar
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

ICBM'en indeholder et atomsprænghovede?
Bliver debris oppe i atmosfæren, eller vil det hele dale ned?

  • 0
  • 0

Der vil selvfølgeligt falde noget materiale ned, og alt efter helt præcist hvordan missilet bliver ramt vil det blive fordelt forskellige. Det radioaktive udslip må dog anses for at være mindre end hvis missilet havde ramt, da spaltningsprodukterne er langt mere radioaktive end de materialer bomben er lavet af. Er dog ikke helt sikker på hvor stor en betydning denne radioaktivitet vil have, men den er klart mindre end hvis man ikke skød missilet ned.

  • 10
  • 0

I hvad højde blev missilet ramt? Navnet Exoatmospheric antyder at det er uden for atmosfæren.

Risikerer man at fragmenter går i kredsløb og øger mængden af rumskrot?

  • 1
  • 1

Så har USA endnu engang tilføjet brænde til atomkapløbet. Nu vil det kræve flere ICBMs at sikre M.A.D. end før og missilskjold vil (med god grund) pisse Russerne endnu mere af end det allerede gør.

  • 1
  • 2

Så har USA endnu engang tilføjet brænde til atomkapløbet. Nu vil det kræve flere ICBMs at sikre M.A.D. end før og missilskjold vil (med god grund) pisse Russerne endnu mere af end det allerede gør.

USA har blot gjort det alle fornuftige lande der har muligheden bør gøre: De forsøger at udvikle en teknologi som sikrer at alverdens atombevæbnede lommediktatorer - fra Iran over Pakistan til Nord Korea ikke kan true deres land. Europa bør snarest følge i amerikanernes fodspor.

Ruslands 7000 nukleare sprænghoveder er der ingen der tror på at man kan standse på denne måde. Så Rusland har ingen grund til at opruste. Det kan være at Kina vælger at opruste, men det ville de nu nok gøre alligevel.

Alligevel kunne man ønske at russerne valgte at bygge endnu flere sprænghoveder, bedre missiler og mere avancerede ubåde. Sidst de forsøgte at følge med vesten, da gik Sovjetunionen ned med flaget. Jeg har et svagt håb om at Putins Rusland ender på samme måde, sådan at russerne kan få en ledelse der er mindre diktatorisk, mindre korrupt og som ikke invaderer deres nabolande.

  • 2
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten