USA sagsøger Fiat Chrysler for NOx-svindel

Fiat Chrysler-samlebåndet i Melfi, Italien. Illustration: Fiat Chrysler Automobiles

Det amerikanske justitsministerium har tirsdag anlagt sag mod bilproducenten Fiat Chrysler, som er anklaget for at installere ulovlig software i 104.000 dieselbiler, der tillader bilerne at snyde på vægten under emissionstests. Det skriver blandt andre Reuters.

Justitsministeriet kræver, at Fiat Chrysler fjerner ordningen fra de involverede biler, indstiller salget af samtlige biler, der overskrider de amerikanske grænser for NOx-udledning, og betaler et endnu ikke fastsat erstatningsbeløb. Ministeriet indledte tidligere på året sin undersøgelse af Fiat Chrysler som følge af, at miljømyndigheden U.S. Environmental Protection Agency (EPA) i januar rejste anklager om, at de 104.000 biler overskrider emissionsgrænserne.

Læs også: »Bilindustrien har snydt, men kun Volkswagen har tilstået«

Fiat Chrysler har ifølge EPA udstyret biler af mærkerne Jeep Grand Cherokee og Dodge Ram 1500 med i alt otte forskellige kontrolmekanismer til at ændre indstillingerne for bilernes udledning og øge NOx-forureningen betydeligt i daglig kørsel. Fiat Chrysler har i strid med den amerikanske miljølovgivning i Clean Air Act undladt at oplyse myndighederne om de installerede kontrolmekanismer.

Afviser lovbrud

Sagen kan ifølge EPA løbe op i bøder i omegnen af 4,6 milliarder dollars, svarende til 30,6 milliarder kroner.

Læs også: Fransk bilproducent fremlægger data: Så meget snyder benzintallene

EPA opdagede den formodede ulovlige software under en række udvidede tests af biler flere forskellige producenter i kølvandet på Volkswagens svindelsag fra 2015, kendt som dieselgate. Volkswagen har siden midten af 2016 indgået en række forlig med de amerikanske myndigheder og bilejere, som tidligere på året rundede 25 milliarder dollars, svarende til 166,5 milliarder kroner. Beløbet dækker tilbagekøb af biler med svindelsoftware, erstatningsbeløb til de berørte bilejere samt 4,7 milliarder dollars til miljøtiltag.

Læs også: Tyskland stritter imod EU’s NOx-test

Mens Volkswagen har tilstået emissionssvindel, afviser Fiat Chrysler fortsat at have brudt loven, og den italienskejede bilkoncern agter ifølge Reuters at forsvare sig mod anklagerne. Fiat Chrysler planlægger dog at foretage softwareopgraderinger, som ifølge koncernen selv imødegår de amerikanske myndigheders bekymringer over bilernes NOx-udledning.