USA: Nye robotter skal bekæmpe ebola

Med støtte fra det amerikanske Office of Science and Technology Policy, der rådgiver præsidenten om videnskab og teknologi, er en række amerikanske robotforskere gået i tænkeboks for at finde ud af, hvordan robotter kan bruges i kampen mod smitsomme sygdomme. Første møde i en runde af brainstorms vil blive afholdt fredag d. 7. november på fire forskellige universiteter i USA.

Målet er at samle viden inden for robotteknologi, som på længere sigt kan hjælpe med at inddæmme epidemier som det igangværende udbrud af ebola i Vestafrika. Det skriver New York Times.

Foreløbig peger de amerikanske forskere på tre forskellige typer af robotter som udgangspunkt for en teknologisk udvikling: telemedicin, desinfektion og flytning af patienter og døde.

Telemedicin er det område, som er længst fremme. Her kobler en ekspert sig op til en robot, som kan bevæge sig ind i karantæneområder på hospitaler, hvor ebola-smittede patienter befinder sig. Eksperten vil gennem robottens interface kunne konsultere patienter på hospitaler, som de ikke fysisk er i nærheden af. På den måde kan man få maksimal glæde af det begrænsede antal læger og eksperter, som ved noget om ebola.

I løbet af to minutter er robotten Little Moe fra den amerikanske virksomhed Xenex i stand til at ødelægge al virus og bakterier ved hjælp af pulser af kraftigt UV-lys. Robotten kan også bruges til at ødelægge MRSA på en hospitalsstue. Illustration: xenex

Lysrobot zapper virus væk

Når det gælder desinfektion, har det amerikanske firma Xenex udviklet robotten Little Moe, som ved hjælp af kraftige pulser af ultraviolet lys ødelægger al virus, også ebola, i en radius på tre meter. Ifølge producenten er lyset fra robotten 25.000 gange kraftigere end sollys, og i løbet af to minutter vil robotten kunne desinficere en normal hospitalsstue. UV-lyset ligger i C-båndet, som dækker 200 til 280 nanometer.

Læs også: Forskere forvandler et stykke papir til biologisk laboratorium

Little Moe vil også kunne bruges til at uskadeliggøre virus, som har sat sig på de beskyttelsesdragter, som sundhedspersonale er iført. Det udgør nemlig en sikkerhedsrisiko, når dragterne skal af igen. Xenex har udviklet protokoller for, hvordan personer i beskyttelsesdragter kan udsættes for lyset og derefter sikkert fjerne dragterne.

Robotten er allerede blevet brugt til at desinficere de områder på hospitalet i Texas, hvor den amerikanske ebola-patient Thomas Eric Duncan blev behandlet.

Langt til robotter i katastrofeområder
Men hvis en virus som ebola skal inddæmmes, så skal der helt andre robotter til. Kontakten mellem sundhedspersonale og sygdomsramte borgere skal minimeres, så robotterne skal være i stand til at gå rundt i gaderne, tage blodprøver, levere medicin og mad og i sidste ende hente døde ud af husene og begrave dem.

Læs også: Dansk ebola-vaccine købt af amerikansk medicinalkæmpe

Den slags robotter eksisterer ikke i dag, hvor robotterne for eksempel har meget svært ved at håndtere glas. Hvis de skal fungere som medicinsk personale, så skal de også kunne håndtere forskellige former for glasbeholdere.

Robotter skal respektere kultur

Men hvis man forestiller sig, at vi i dag havde fuldt funktionsdygtige robotter som 'førerløst' kunne gå rundt mellem husene i en afrikansk landsby og hente døde ebola-ofre, så ville man støde på nogle særdeles vanskelige kulturelle barrierer.

Det siger blandt andet Robin Murphy i et interview med Computerworld.com. Hun er professor i computer-science ved Texas A&M University og forfatter til bogen 'Disaster Robotics', og hun har arbejdet med eftersøgnings- og redningsrobotter siden 1995:

»Jeg frygter, at man vil bruge små robotter som dem, der skovlede affald op og dækkede ting med jord i Fukushima. Det ville være forfærdeligt og disrespektfuldt. Det var jo en person, så vi skal ikke bare bulldoze dem ned i en grav. Der er lokale begravelsesritualer, og folk har brug for at sige farvel til deres kære,« siger hun og tilføjer, at det godt kan lade sig gøre at udvikle robotter til for eksempel begravelser.

Læs også: Den første person er smittet med ebola i Europa

Nu skal de amerikanske forskere komme med gode ideer til, hvordan fremtidens katastrofe- og epidemirobotter skal se ud. Som Gill A. Pratt fra det amerikanske militærforskningsinstitut Darpa siger til New York Times, så har katastroferne i Fukushima og Vestafrika vist, at der er en kløft mellem, hvad robotter kan i dag, og hvad vi har brug for i katastrofeområder.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kom netop i forbindelse med Ebola til at tænke på at de læge robotter som ses i Star Wars filmene var løsningen. Der er jo nok lang vej, men når det kræver 8 sundhedspersoner at pleje en Ebola patient, så er robotter vejen frem.

Mest fordi man dermed fjerner en risiko for personalet, hvilket jo i første omgang var ved at få det hele til at bryde sammen i Vestafrika.

Der er jo allerede udviklet robotter som kan vaske personer. Hvorfor så ikke en robot som kan virke som en slags kuvøse.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten