Det amerikanske agentur National Nuclear Security Administration (NNSA), der bl.a. ansvaret for at sikre, at de amerikanske kernevåben til enhver tid er klar til at kunne blive taget i brug, har fået sig et uranproblem.
Det er ikke uran til våbnene, der er mangel på, men til produktion af hydrogenisotopen tritium.
Tritium anvendes til at booste fissionsprocessen, der er første led i et kernevåben. Da tritium har en halveringstid på 12 år, skal man jævnligt – ca. med fem års mellemrum – udskifte dette materiale.
Læs også: Sådan laver man en brintbombe
I bombens anden del, hvor deuterium og tritium fusioner, dannes tritium ved en proces, der begynder med neutronindfangning i lithium-6.
USA producerer i dag sit tritirum i kernekraftværket Watts Bar ved bestråling af stænger med lithium.
Selv om der er rigelige mængder af lavt beriget uran med et indhold på ca. 4 pct. uran-235 på det kommercielle marked, så er der dog et problem, skriver Physics Today.
Som en del af USA’s ikke-spredningspolitik er det nemlig fastlagt, at tritiumproduktionen skal foregå med amerikansk teknologi, og vurderingen er, at man kun har lagre nok til at opretholde tritiumproduktionen til 2038 med 'amerikansk' uran.
Det kan måske synes langt ude i fremtiden, men da det tager tid at opbygge en produktion af beriget uran, »tikker uret«, som den tidligere amerikanske energiminister Ernest Moniz fra Obama-administrationen formulerede det på et møde i januar.
Indtil 2013 benyttede USA en gasdiffusionsteknologi oprindeligt udviklet i forbindelse med Manhattan-projektet under Anden Verdenskrig til at producere lavt beriget uran, men anlægget i Kentucky blev permanent lukket i 2013, da det ikke kunne konkurrere med moderne centrifugemetoder.
Sammen med virksomheden Centrus udvikler det amerikanske energiministerium en ny type centrifuger, AC100, der muligvis fra og med 2022 kunne danne basis for et anlæg med 1.440 centrifuger udelukkende til produktion af beriget uran (lavt såvel som højt) til militære formål. Højt beriget uran med mere end 20 pct. uran-235 har amerikanerne bl.a. behov for til de 'atomdrevne' ubåde.
Problemet er dog, at et anlæg til militær produktion skønsmæssigt vil være mange gange dyrere i drift end de meget større og mere effektive anlæg, der leverer lavt beriget uran til kommercielle kernekraftværker.
Og sikkert overraskende for de fleste, er den amerikanske kapacitet til berigning af uran ikke særlig stor – pænt under 10 pct. af verdens samlede kapacitet ifølge World Nuclear Association.
NNSA skal derfor overveje, om man vil bruge store beløb på egenproduktion af lavt beriget uran til militære anvendelser, eller om man skal genoverveje beslutningen om ikke at bruge lavt beriget uran fra fremmede lande – og dermed også i højere grad sammenblande civile og militære projekter.
Det første skridt i den retning blev taget allerede i 1999, da man besluttede at bruge reaktorerne ved Watts Bar til at producere tritium frem for at bygge en dedikeret reaktor til formålet.
Internationalt vil der også blive holdt øje med, hvad amerikanerne beslutter sig for, for et militært anlæg vil ikke være under internationalt opsyn fra den internationale atomenergiorganisation IAEA, som et civilt anlæg vil være det.
