USA genåbner for støtte til stamceller fra fostre

Forskning i embryonale stamceller fra mennesker kan igen få offentlig støtte i USA. Det har en dommer i appelretten besluttet.

I august blokerede en lavere ret ellers for støtte til forskningen efter at to forskere mente, at præsident Obamas politik om at udvide den slags forskning var ulovlig.

Men appelretten mente altså ikke, at man kan forbyde finansiering af forskningsprojekter, hvor embryonale stamceller fra mennesker anvendes, selvom der er blokeret for finansieringen af selve den destruktive handling med at fjerne embryonale stamceller fra et foster.

Sagen kunne dog fortsætte helt højesteret. Forskerne har lagt sag an af moralske årsager og argumenterer for, at støtte til denne slags forskning gør det sværere for dem at få støtte til forskning i voksne stamceller.

Blandede reaktioner

Lederen af USA's National Institutes of Health (NIH), Francis Collins, var glad for, at blokeringen blev ophævet.

»Jeg er glad og lettet over at høre om afgørelsen fra appelretten. Dette er en betydningsfuld dag - ikke kun for videnskaben, men for tusinder af patienters og deres familiemedlemmers håb, der er afhængigt af, at NIH-finansierede videnskabsfolk jagter livreddende opdagelser og behandlinger, der kunne komme fra stamcelleforskning,« meddelte han.

Lisa Hughes, der er leder af Coalition for the Advancement of Medical Research, kaldte det en sejr for amerikanske patienter. Hun mener, at det sender en besked om, at useriøse angreb på vigtig biomedicinsk forskning ikke vil blive tolereret.

Lederen af California Institute for Regenerative Medicine Alan Trounson, der i stor stil støtter forskning i embryonale stamceller, advarede om, at kampen endnu ikke er ovre. Denne afgørelse er kun et skridt på vejen mod at få folk til at følge, at de kan fortsætte med deres banebrydende forskning.

Modstandere af stamcelleforskning erklærede da også straks, at de er sikre på, at videre retsafgørelser vil beskytte ungt humant liv og flytte støtten over til voksne stamceller.