USA og FN åbner op for at samarbejde med Kina i rummet
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. Newsletters and emails from Mediehuset Ingeniøren may contain marketing from marketing partners.

USA og FN åbner op for at samarbejde med Kina i rummet

Efter fem år med et amerikansk forbud mod rum-samarbejde med Kina er en opblødning i gang. Og FN har netop indgået samarbejdsaftale.

Da filmen The Martian rullede over biograflærrederne verden over sidste efterår, oplevede biografgængere den kinesiske rumfartsorganisation i rollen som nationen, der hjalp USA med at få en strandet astronaut sikkert hjem fra Mars.

I virkeligheden har den rolle været komplet utænkelig siden 2011, hvor USA forbød enhver form for kontakt med kinesere omkring rumfartsaktiviteter. Faktisk må Nasa ikke engang modtage kinesiske gæster på sine faciliteter.

Men en ny æra synes at nærme sig.

I midten af maj holdt USA og Kina deres første dialog i fem år om et muligt samarbejde om rumfartsinitiativer og sikkerhed i rummet. Og chefen for Kinas nationale rumfarts-administration, Xu Dazhe, kunne ikke lade være med at nævne The Martian på pressemødet bagefter, eftersom filmen også havde været en stor publikumsucces i Kina.

»The Martian viser mig, at vores amerikanske modpart også har et stort ønske om at samarbejde med os,« lød det fra Xu Dazhe.

Læs også: Kina tager stormskridt på den lange march mod rummet

Ifølge den kinesiske delegation var mødet 'pragmatisk, dybdegående og frugtbart,' og de to lande har aftalt at møde igen inden udgangen af året.

Kina vil have USA med ombord på ny rumstation

Til den tid vil Kina formentlig have opsendt sin anden rumstation, Tiangong 2, der bliver omtrent på størrelse med Tiangong 1 med en masse på 8,5 ton og et rumfang på 15 kubikmeter. Tiangang 1 har kredset om Jorden siden 2011. Men Tiangong 2 er kun opvarmning til stor kinesisk rumstation på 20 ton, der skal være klar i 2022, og til den tid håber Kina, at også amerikanske astronauter vil deltage.

Kina står nemlig klar til at træne udenlandske astronauter til missioner på den nye rumstation, lød det fra landets første astronaut, Yang Liwei, den 24. april på 46-årsdagen for Kinas første satellitopsendelse.

»Fremtiden for udforskningen af rummet afhænger af internationalt samarbejde. Det er virkeligheden for os og for USA,« lød det fra Yang Liwei ifølge Space Daily.

ESA og FN er længere med samarbejde

I FN er der også gang i et øget samarbejde med Kina. I slutningen af jun underskrev FN og Kina en samarbejdsaftale om Kinas kommende rumstation, skriver Space Daily.

Med aftalen kan FN-lande få mulighed for at få eksperimenter med ombord på rumstationen, ligesom der bliver plads til landenes astronauter og ingeniører.

Aftalen blev præsenteret for FN-komiteen for fredeligt brug af det ydre rum (COPUOS) af generaldirektør Wu Ping fra Kinas agentur for bemandet rumfart (CMSA).

De seneste år har Kina samarbejdet med Rusland og ESA om flere rumfartsaktiviteter, herunder Mars-500, hvor forskere har undersøgt udfordringerne ved en mission til den røde planet. Det tyske luftfartscenter DLR har også samarbejdet med kineserne på det bemandede Shenzhiu-program i 2011.

ESA har desuden haft et eksperiment med på blandt andre Shijian-10-satellitten, der blev sendt op den 4. april, og ESA har samarbejdet med den kinesiske rumfartsadministration CNSA om satellitter til måling af Jordens magnetosfære.

Kommentarer (4)

Er jeg den eneste som kommer til at tænke på ovennævnte projekt, hvor man for første gang samarbejdede mellem Øst (Sovjet) og Vest (USA) omkring rumfart? Her havde der ellers været noget nær fuldstændig stilhed mellem de to blokke, og få år forinden denne flyvning (i 1975) havde det været utænkeligt).

I øvrigt ganske fornuftigt at samarbejde om et sådant projekt.

  • 2
  • 0