USA og Europa vil smadre rumsonde ind i asteroide-måne
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

USA og Europa vil smadre rumsonde ind i asteroide-måne

Den europæiske HERA-mission skal studere udfaldet af et sammenstød mellem den amerikanske rumsonde DART og asteroide-månen Didymoon. Illustration: ESA

Dinosaurerne uddøde som bekendt, fordi de ikke havde et rumprogram.

»Vi vil undgå den samme skæbne, der overgik dinosaurerne,« fortæller Michael Küppers, forsker ved European Space Astronomy Center (ESAC) i Madrid.

Han arbejder på det amerikansk-europæiske projekt Asteroid Impact & Deflection Assessment (AIDA). Det skal vise om menneskeheden er i stand til at ændre en asteroides bane, så den ikke rammer Jorden. Missionen er den første af sin slags.

»Det består af to dele; den amerikanske DART-mission, som skal smadre ind i en asteroide-måne. Derefter skal den europæiske HERA-mission analysere udfaldet af kollisionen,« forklarer Michael Küppers.

100-200 meter er kritisk

Forsøgskaninen er dobbelt-asteroiden Didymos. Den store asteroide er omkring 800 meter bred mens dens asteroide-måne er cirka 170 meter og har fået kælenavnet Didymoon.

»Fra 100 til 200 meter begynder det at blive kritisk, hvis de rammer Jorden. Dem er der mange flere af end de, der er endnu større,« siger Michael Küppers.

Didymos er en af de omkring 19.000 opdagede asteroider, hvis kredsløb krydser Jordens bane, og der bliver i gennemsnit fundet fem nye hver dag. Astronomer vurderer, at der findes cirka 6700, som har en diameter på omkring 140 meter. De bliver klassificeret Potential Hazard Asteroid (PHA). Indtil videre har man kun været i stand til at finde 1932 PHA’er.

Forskerne er usikre på, hvordan kollisionen vil påvirke asteroide-månen Didymoon. Illustration: ESA

»Det er ikke sandsynligt, at det sker lige foreløbig. Men på et tidspunkt vil der komme en asteroide på kollisionskurs med Jorden, som er stor nok til at lægge et større område af Jorden øde. I det øjeblik må vi være i stand til at kunne ændre sådan en asteroides bane rundt om solen. Derfor skal vi demonstrere og afprøve den nødvendige teknologi,« understreger Michael Küppers.

Med 21.600 kilometer i timen

Nasas plan er at sende DART-missionen af sted til Didymos i juni 2021. Efter ankomsten i oktober 2022 træder den 560 kilo tunge rumsonde speederen i bund, indtil den med 21.600 kilometer i timen kolliderer med Didymoon – det svarer til 17,5 gange lydens hastighed.

Nasa regner med, at sammenstødet vil ændre den tid, det tager Didymoon at gennemføre et kredsløb rundt om Didiymos med syv minutter. Det er altså ikke dobbelt-asteroidens bane rundt om solen, som Nasa forsøger at ændre.

»Men princippet er det samme. Hvis man skulle ændre kredsløbet rundt om solen, skal man have et større projektil,« siger Michael Küppers.

Asteroiode-parret er unikt fordi Didymoon set fra Jorden ‘formørker’ Didymos, når den flyver ind foran sin storebror. Det kan astronomer bruge til nøjagtigt at måle Didymoons kredsløbstid.

DART's kollision finder desuden sted på et tidspunkt, hvor asteroiden er så tæt på Jorden, at selv relativt små teleskoper med en åbningsdiameter på blot en meter kan holde øje med den. Dem findes der snesevis af rundt om på Jorden, og derfor har astronomerne god mulighed for at indsamle brugbar data om Didymoons forandrede kredsløb.

Svært at forudsige effekt

Nogle år senere skal HERA-missionen følge op på, hvordan dobbelt-asteroiden er blevet påvirket af sammenstødet.

»Hvis den europæiske HERA-mission får penge nok til næste år, vil den tage afsted i enten 2023 eller 2024 og ankomme til asteroiden i 2026. Der vil den observere krateret efter sammenstødet og se på overfladens beskaffenhed,« forklarer Michael Küppers.

Det er svært at forudsige, hvordan kollisionen helt præcist vil påvirke Didymoon, understreger Michael Küppers:

»Det kan man virkelig kun studere i praksis. Det er ikke som at støde til en billardkugle, hvor kraften fra kollisionen bliver overført til Didymoon. Det materiale, som bliver slynget ud af asteroide-månen ved sammenstødet kan give den ekstra acceleration,« siger Michael Küppers og tilføjer:

»Mange asteroider opfører sig desuden som flyvende murbrokker. Det er en bunke materiale fra utallige kollisioner, som kun bliver holdt sammen af deres egen svage tyngdekraft. Effekten af at kollidere med den slags objekter forstår vi endnu ikke særlig godt.«

Politikere i USA og Europa skal bruge resultaterne fra AIDA-projektet til at træffe beslutning om, hvor mange penge, der skal sættes af til at forsvare planeten mod truslen fra asteroider.

Se en præsentation af projektet i videoen herunder:

"som kun bliver holdt sammen af deres egen svage tyngdekraft"
Og den er svag, for tyngdekraften på et homogent legeme er proportional med diameteren, så den er måske en milliontedel af den på Jorden. Et lille nys kan sende dig på langfart.
Forhåbentlig vil Didymoon ikke få kurs mod Jorden.

  • 1
  • 2