US Air Force sender vejrsatellit op med 15 års forsinkelse
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

US Air Force sender vejrsatellit op med 15 års forsinkelse

I går klokken 7.46 lokal tid blev den militære vejrsatellit DMSP-19 sendt op fra Vandenberg Air Force Base i Californien. Det må siges at være på tide, for satellitten har ligget på lager i mere end 15 år.

Ifølge Spaceflight Now blev Lockheed Martin færdig med at bygge satellitten i 1998, hvor den blev leveret til det amerikanske luftvåben. Den skulle have været oppe for mange år siden, men opsendelsen er blevet udskudt adskillige gange.

Udskydelsen er faktisk lidt af en succeshistorie. Den skyldes nemlig, at de nyeste DMSP-satellitter har vist sig at holde meget længere end forventet. Først nu er der blevet brug for DMSP-19. En af de fungerende seks militære vejrsatellitter, der nu har fået selskab af en syvende, har faktisk fungeret upåklageligt lige siden 1995, hvilket siger en del om seriens robusthed.

Så kom satellitten endelig af sted fra Vandenberg Air Force Base i Californien. (Foto: ULA) Illustration: ULA

DMSP står for Defense Meteorological Satellite Program, og satellitterne skal først og fremmest forsyne det amerikanske militær med detaljerede oplysninger om vejret, for eksempel om skydække, nedbør og overfladetemperaturen i områder, hvor militæret er til stede.

Det militære vejrsatellitprogram har eksisteret i 52 år, og i de seneste mange år har billederne fra satellitterne ikke været mere hemmelige, end at de også bruges til at give bedre vejrudsigter til civile. Siden 1998 er DMSP-satellitterne blevet styret af civile fra National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA).

DMSP-19 har dog ikke ligget fuldstændig uberørt i 15 år. Et par gange er satellitten blevet opgraderet med ny teknologi, og den er blevet testet adskillige gange.

Den 1.200 kg tunge satellit blev sendt op med en Atlas V 401-raket fra United Launch Alliance. Satellitten skal kredse om Jorden i en polær bane, hvor et kredsløb tager 101 minutter.

Emner : Satellitter
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten