Uranminen i Grønland har været på vej i 70 år

Uranminen i Grønland har været på vej i 70 år

I 1940’erne håbede Danmark faktisk på, ikke at finde uran i Grønland. I 1950’erne ændrede situationen sig til det modsatte. Den store udforskning af Kvanefjeldet, hvor kommerciel minedrift snart kan blive en realitet, skete i 1970’erne.

Grønland står i den kommende tid over for en historisk beslutning om at etablere minedrift i Kvanefjeldet, hvor man foruden grundstoffer, der går under betegnelsen sjældne jordarter, også vil producere uran.

I april fremlægges i det danske folketing og det grønlandske landsting Inatsisartut et lovforslag, der skal gøre det muligt at eksportere uran fra Grønland i henhold til gældende internationale aftaler på dette område.

Beslutningen om, hvorvidt der rent faktisk skal etableres minedrift, er et rent grønlandsk anliggende. Danmark er kun involveret i lovgrundlaget, fordi eksport af uran er omfattet af sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Læs også: Så er aftalerne på plads for eksport af uran fra Grønland

Efterforskningen efter uran i Grønland har stået på i mange år, som det bl.a. fremgår af bogen 'Uranbjerget' skrevet af videnskabshistorikerne Henrik Knudsen og Henry Nielsen.

I al hemmelighed og uden at Danmark kendte til det, interesserede amerikanerne sig allerede under Anden Verdenskrig voldsomt for, om der fandtes uran i Grønland.

Læs også: USA ledte i hemmelighed efter uran i Grønland under Anden Verdenskrig

De tre faser

Med hensyn til uran var holdningen i slutningen af 1940’erne, at man egentligt håbede ikke at finde noget.

I slutningen af 1950’erne gik man for alvor ind i eftersøgningen med håb om at finde forekomster, og i 1970’erne blev der lavet store ekspeditioner og sendt flere tusinde ton malm til Risø med henblik på, at Danmark selv kunne levere uran til de atomkraftværker, som man forventede med tiden skulle levere elektricitet i stor skala.

Der var kun gået en måned, efter at atombomberne faldt over Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august 1945, da Richard Bøgvad, der var chefgeolog for Kryolitselskabet Øresund, sendte prøver opsamlet i Sydvestgrønland til Danmark, som han ville undersøge for indholdet af bl.a. uran og thorium.

Danmarks bekymring: Hvordan vil russerne mon reagere?

Det blev fulgt op i 1946 med en beslutning om, at danske geologer skulle undersøge, om der var uran på Grønland. Der var dog ikke umiddelbart de store forhåbninger om at finde store mængder, men det kunne jo kun afgøres med egentlige undersøgelser, var holdningen.

Sydvestgrønland var allerede identificeret som et oplagt område.

Alle var enige om, at en eftersøgning skulle sættes i gang, men folkeretseksperter Max Sørensen fra Udenrigsministeriet sagde i 1947, at det bedste ville være, at der ikke fandtes noget uran.

Årsagen til denne holdning var, at USA i disse år havde en voldsom interesse i et monopol på uran og tilmed i 1946 havde givet et købstilbud på hele Grønland.

Var der store mængder uran i Grønland, kunne man forvente, at USA ville kræve eneret og kontrol med ressourcerne. Og hvilken reaktion kunne det mon ikke give fra Sovjetunionen?

På grund af den håndfæstning, som Niels Bohr havde måttet underskrive i USA, havde Danmark ikke engang sit eget atomprogram, så vi kunne ikke hævde selv at have behov for uran.

Læs også: USA tvang Niels Bohr til tavshed og forhindrede dansk forskning i atomenergi

Hvad grønlænderne mente om sagen, vides ikke, for der er ingen kilder. Men Henrik Knudsen og Henry Nielsen skriver, at beslutningstagerne i København næppe heller fandt det relevant.

Efter flere ekspeditioner kunne man i 1948 til Max Sørensens lettelse konstatere, at der ikke var fundet uranforekomster, der var værd at tale om.

Niels Bohr bliver æresborger i Narsaq

Da Danmark efter et amerikansk kursskifte i 1953 om udnyttelse af atomenergi til fredelige formål i 1955 kunne oprette en atomenergikommission, blev der fornyet interesse for eventuelle forekomster af uran i Grønland.

Under et besøg i Narsaq i 1957 bliver Niels Bohr udnævnt til æresborger i byen.

Flere ekspeditioner undersøgte forholdene, og i juli 1957 besøgte Niels Bohr Kvanefjeldet, som var identificeret som særligt interessant og den nærliggende by Narsaq, hvor Bohr blev udnævnt til æresborger.

Året efter foretog man dybdeboringer og sprængte en lille tunnel ind i Kvanefjeldet. Nu var eftersøgningen for alvor godt i gang.

I 1959 kunne en rapport fra Atomenergikommission (AEK) og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU) oplyse, at det blev skønnet, at der var 300 gram uran pr. ton i området.

Nye og forbedrede estimater over mængden af uran blev foretaget i løbet af 1960’erne, men vurderingen var, at minedrift ikke ville være lønsom.

Det skyldtes bl.a., at prisen på uran blev mere end halveret fra midten af 1950’erne til 1970 - der var simpelthen meget mere uran i verden, end man tidligere havde troet.

Større efterspørgsel sætter gang i projekter

På et møde i den internationale atomenergiorganisation IAEA i 1970 blev der dog fremlagt nye estimater, der viste, at efterspørgslen på uran ville stige kraftigt de kommende år.

Alle lande blev derfor opfordret til at øge efterforskningsaktiviteterne, og der kom ny interesse for Kvanefjeldets uran.

Selv om der i midten af 1970’erne i Danmark og andre lande voksede en modstand frem mod atomkraft, begyndte Risø og GGU en systematisk undersøgelse af Kvanefjeld-uranforekomstens omfang og udnyttelsespotentiale.

4.200 ton malm sendt til Risø

I 1979-80 blev der brudt store mængder uranmalm i Kvanefjeldet. 4.200 ton blev sendt til Risø, hvor man ville afprøve metoder til udvinding af uran.

Omkring 1.000 ton blev brugt til forsøg, inden Risøs uranprojekt blev lukket, efter at det i midten af 1980’erne blev besluttet, at Danmark ikke skulle have atomkraftværker i elektricitetsforsyningen.

Resten af den grønlandske malm ligger stadig opbevaret på Risø.

Læs også: Risøs atomskrot gemmer på 50 ton sjældne jordarter

Jørgen Jensen, der i sin tid som projektleder på Risø stod for at bryde og transportere malmen, er i dag ansat i Greenland Minerals and Energy, der nu ønsker at etablere minedrift i Kvanefjeldet.

Han siger til Ingeniøren, at det bedste ville være at transportere den ubrugte malm tilbage til Grønland, for den adskiller sig ikke fra det materiale, der ellers findes i området.

Den forarbejdede malm udgør er et anderledes problem. Det skal holdes dækket for, at radioaktive materialer ikke undslipper til omgivelserne. Det sker på Risø i store vandbassiner.

Australierne kommer på banen

I 2007 fik det australske selskab Greenland Minerals and Energy en licens til at søge efter sjældne jordarter i en del af Kvanefjeldet.

Borerig fra Greenland Minerals and Energy.

Minedrift efter sjældne jordarter kan dog ikke i praksis lade sig gøre eller udføres økonomisk rentabelt, uden at der samtidig udvindes uran.

Det er nu op til Grønland på baggrund af diverse miljøundersøgelser at beslutte, om der skal gives tilladelse til kommerciel minedrift, der både omfatter sjældne jordarter og uran.

I den afsluttende artikel, der bringes i papirudgaven af Ingeniøren 1. april, ser vi nærmere på det planlagte mineprojekt i Kvanefjeldet og argumenterne for og imod for projektet.

Kommentarer (1)

Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til at alle menneskerne til Niels Bohrs lille ceremoni ligner de vanlige blegfesne danskere. I halvtredserkluns, naturligvis! Godt at tiderne har ændret sig siden da, selvom der vist stadig er problemer på den front.

  • 1
  • 7