Upræcis MRSA-test giver risiko for fejlbehandling

Lægerne kan let gå galt i byen, når de skal teste, hvor meget antibiotika der skal til for at dræbe en MRSA-bakterie. Testen er nemlig hængt op på bakteriernes genetik, men ny forskning viser, at stafylokokkerne kan udvikle højere tolerance over for antibiotika, uden at generne ændrer sig.

Dermed opdager lægerne ikke resistensen, og det kan betyde, at patienter bliver fejlbehandlet, mener professor Hanne Ingmer fra Københavns Universitet.

Ifølge hende udvikler MRSA-bakterierne højere tolerance over for vancomycin, hvis de kommer i kontakt med et andet antibiotikum – nemlig colistin.

Vancomycin er et af de sidste bolværker mod MRSA, men hvis patienten kort forinden har været, eller stadig er, i behandling med colistin, så ændrer bakteriens cellevæg - og altså ikke generne - sig midlertidigt på en måde, der gør den mere modstandsdygtig over for behandlingen.

»Det kan betyde en fejlbehandling af patienter, som man ikke opdager,« siger Hanne Ingmer og tilføjer, at de test man i dag bruger til at måle bakteriernes resistensniveau ikke længere er nok.

De fungerer nemlig kort fortalt ved, at man tager bakterien ud af kroppen og dyrker den i forskellige koncentrationer, som man så tester sammen med forskellige koncentrationer af antibiotika. Men da ændringen, til forskel fra traditionel resistensudvikling med genmutationer, ikke er permanent, vil bakterien se mindre resistent ud, end den egentlig er.

Og så vil lægen vælge en for lav koncentration af antibiotika.

»Man kan ikke bare tage bakterien ud i laboratoriet og måle resistensniveauet. Ved genmutationer er ændringen jo permanent, men dette her fænomen aftager, når bakterien ikke længere er udsat for colistin. Og man vil ikke opdage fejlbehandlingen, da testene jo viser, at det burde have virket,« siger Hanne Ingmer.

Læs også: Nyt antibiotikum dræber resistente bakterier

Bakterierne vil altså fremstå mindre resistente, når lægerne tester dem i laboratoriet, end de egentlig er inde i kroppen på patienten.

Colistin bruges til at behandle alvorlige bakterieinfektioner som eksempelvis E.coli, og der er altså i mange tilfælde tale om meget syge patienter. Og netop derfor, pointerer Hanne Ingmer, er det ikke usandsynligt, at en patient får en stafylokok-infektion samtidig.

»Det er ikke et urealistisk scenarie, og der er tilsyneladende en stigning brugen af colistin til behandling af infektioner med resistente bakterier. Det er typisk, når man har meget syge patienter, at der kommer flere infektioner,« siger hun og tilføjer, at det ikke længere rækker at teste resistensniveau med traditionelle metoder. Hun påpeger, at man bør begynde at lave følsomhedstest af forskellige stoffers samspil, når man skal lave flere antibiotikabehandlinger oven i hinanden.

»Når man tyr til en behandling med vancomycin, hvor en lille ændring i tolerancen gør en væsentlig forskel, så mener jeg, at de her standardtest er utilstrækkelige,« siger hun.

Hanne Ingmers forskning er netop publiceret i tidsskriftet mBio.