Upopulære partikelfiltre får regeringens velsignelse fredag

Det bliver uden oppositionens opbakning, når regeringen og Dansk Folkeparti på fredag vedtager en årlig afgift på 1000 kr. til dieselbiler uden partikelfilter.

Forud er stillet over 60 udvalgsspørgsmål til afgiften, og skatte- og miljøministrene har været kaldt i samråd to gange for at forklare sig. Eksempelvis over for SFs skatteordfører Jesper Petersen.

På trods af at forslaget ser ud til at blive til lov på fredag, håber han stadig på at der vil være kolde fødder at finde i regeringens egne rækker. Til Ing.dk siger han:

»Af hensyn til sig selv burde regeringens politikere ændre holdning. De står med en meget dårlig sag. De accepterer, at luftkvaliteten bliver ved med at være for dårlig i vores byer, og de pålægger folk en skjult skat. Med udsigt til en kommende valgkamp, ville jeg skifte mening i en fart, hvis jeg var dem.«

Omstridt forslag

Grunden til oppositionens kraftige protester under partikelfilterlovens fødsel, er den standard, der kræves af filtrene.

Oppositionen har fundet dokumentation for, at de åbne partikelfiltre er langt mindre effektive end regeringen med andre rapporter i hånden, holder på. Kritikken går på, at de åbne partikelfiltre foretager et såkaldt blowout, hvor de opsamlede partikler udledes på én gang i stedet for at afbrændes i filtret, som det sker i de lukkede filtre. Herudover beskyldes de åbne partikelfiltre for at få bilerne til at udlede mere NOx, end det er tilfældet før monteringen.

Oppositionen ønsker lukkede, dyrere filtre eller en udsættelse af forslaget for at kunne få mere entydig dokumentation for filtrenes virkning.

Samtidig skubber regeringen på for at vedtage forslaget inden juleferien, da partikelfilterkravet skal være med til at finansiere næste års skattestop og hjælpe Danmark til at opfylde EU's grænseværdier for forurening.

Partikelfilerkravet fremsættes af skatteministeren, der i løbet af første år forventer, at omkring 75.000 danskere vil vælge at betale afgiften på 1000 kroner for at køre uden partikelfilter på deres dieselbiler.

Det medfører samtidig, at miljøministeren kan forvente, at de øvrige 225.000 dieselbiler vil have påmonteret et filter næste år.

Det er en vigtig del af miljøministerens plan for at reducere transportens udledning af partikler, men oppositionen finder det usandsynligt, at så mange danskere vælger at modificere deres bil for omkring 7000 kr. allerede næste år, for at spare 1000 kroner om året fremover.

Både miljøministeren og skatteministeren nægter for øjeblikket at udtale sig om loven. Miljøministeren henviser til, at loven er fremsat af skatteministeren, mens sidstnævnte mener at have sagt nok om sagen i de to samråd, der har været.

Skatteministeriet oplyser, at det forventer, at loven vedtages på fredag.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Skatteminister Kristian Jensen har tidligere vist sig at være en dårlig politisk håndværker. F.eks. Ophævede han uden videre for få år siden en sambeskatningsaftale med Frankrig. Denne ensidige ophævelse blev at franske diplomater betegnet som en fjendlig handling. Kristian Jensen har også her i partikelfiltersagen vist, hvor dårlig en politisk håndværker han faktisk er. Om nogen i dansk politik, så går venstrefløjen ind for miljø-forbedringer. Når de melder fra i filtersagen, så er der noget galt. Hvordan denne elendige politiske håndværker kan komme til tops i partiet venstre er en gåde. Han gavner bedst ved at forlade politik. Men skal nok stemmes ud før han går.

  • 0
  • 0

Ja, dette bekræftes af, at den nye IT skat også er et makværk - en ommer, håbløs at administrere, skader virksomheder og bliver dyr for staten, da der er åbnet for bruttolønkøb, som kan mere end ophæve skatteindtægten i de første 3 år.

Men så længe lever ordningen nok ikke og skatteministeren må vel være færdig i toppolitik. Den nuværende regering ser også ud til at være kørt træt, så vi får nok valg til foråret. Så må vi se om det ændrer noget!

  • 0
  • 0

Oppositionen har fundet dokumentation for, at de åbne partikelfiltre er langt mindre effektive end regeringen

Til ingeniøren

Oppositionen har ikke fundet noget dokumentation, fra start har Liberal Alliance været det eneste parti i denne proces i tæt samarbejde med FDM, der har stillet spørgsmål og dokumenteret. Det er hermed en kæmpe fejl i artiklen, der straks må rettes.

Iøvrigt vil oppositionen have bedre filtre på bilerne, disse filtre findes ikke for mange biltyper, hvor stor skal beskatningen så være, svar kan vel stilles til oppositionen, således den enkelte bilejer får besked.

På samme vis med gulpladebiler og partikelfilter, vil oppositionen også her stille med kæmpe afgiftsforhøjelser.

Nu må altså stramme den journalistiske linje, det er vel ikke se og hør?

  • 0
  • 0

Stænklapper skulle alle biler engang have monteret, men viste sig at gøre ondt værre. At spilde kræfter på ubrugelige filtre medvirker kun til ekstra forurening ved produktion og bortskaffelse af disse. Nyere dieselmotorer, eller blot godt vedligeholdte ældre,forurener mindre og mindre. Desuden er der andre teknologier på vej, så problemet formindskes hen ad vejen. Ikke endnu en "Stænklapskandale"- vel?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten