Universal Robots lancerer eget økosystem

Hvilken slags griber skal man købe? Skal HMI-panelet være dén eller dén type? Og hvad med beskyttelseshætten? For slet ikke at tale om softwaren.

Jo, mulighederne er mange, når man skal have sin nye industrirobot konfigureret til brug. For ét er selve robotarmen, noget andet er de ekstra komponenter og den software, der skal til, for at robotten kan anvendes i praksis og betale investeringen tilbage.

Og det er her, det let bliver lidt mudret, for mulighederne er mange, og det samme er de potentielle faldgruber. Tilbagebetalingstiden forlænges, og implementeringen forstyrres hurtigt, hvis man køber den forkerte griber til sin applika­tion eller skal bruge alt for meget tid på at indkøre softwaren.

For at lette integrationen ude hos slutbrugeren lancerede Universal Robots derfor i forsommeren det digitale showroom Universal Robots+. Det er den danske robotproducents bud på et økosystem af applikationer til de populære UR3-, UR5- og UR10-robotarme.

»Det er et skridt på vejen mod plug and play. Det er der, vi gerne vil hen. Vi har robotten som basis, og så kan det ellers sammenlignes med en app store for robotter, hvor man kan finde forskellige apps, i dette tilfælde komponenter og software,« forklarer Stefan Tøndering Stubgaard, manager i Global Technical Support.

Onlin- katalog

Det er ikke en webshop, understreger han. De enkelte produkter skal stadig købes hos producenten.

Universal Robots+ er snarere et slags online-katalog, hvor man som slutbruger eller robotintegrator hurtigt kan danne sig et overblik over valgmulighederne.

Applikationerne er delt op i kategorierne ‘værktøjer’, ‘tilbehør’ og ‘software’, og man kan søge på produkter i henhold til robotarmstype, leverandørens verdensdel og opgavetype. I kataloget finder man for eksempel gribere fra den danske udvikler On Robot, en robot-co­worker LED-ring fra Blue Ocean Robotics og diverse kameraer og sensorer til visionapplikationer.

Under hvert produkt står der beskrivelser, tekniske data og link til leverandøren. Flere af produkterne er certificeret af Universal Robots selv. Dette kræver, at leverandøren kan dokumentere, at produktet allerede er anvendt succesfuldt under drift af en kunde.

Den dybe tallerken er opfundet

Humlen ved Universal Robots+ er dog, at UR samtidig har lanceret et gratis udviklerprogram; +YOU. Det indeholder blandt andet et såkaldt software development kit, der gør det muligt for udviklerne at forhåndsprogrammere deres produkter i forhold til UR’s brugerflade. Herved kan de enkelte produkter skræddersyes til UR-platformen, hvilket alt andet lige bør lette integrationen ude hos slutbrugeren.

»Vi hører fra vores integratorer, at de ofte har behov for at lave en hurtig og billig løsning i stedet for nærmest at skulle opfinde den dybe tallerken hver gang. Der ser vi UR+ og +YOU som et værktøj til at hjælpe dem,« siger Stefan Tøndering Stubgaard.

Foruden softwarepakken har udviklerne også mulighed for at få support fra UR, ligesom de kan købe testrobotter til fordelagtige priser.

Det er gratis at udstille sine produkter i Universal Robots+.