Unikt dinosaurfossil afluret nye hemmeligheder
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Unikt dinosaurfossil afluret nye hemmeligheder

Foto: Milanos naturhistoriske ­museum

Cristiano Dal Sasso sov ikke den nat i 1993. Dagen før var han blevet ringet op af sin chef, direktøren for det naturhistoriske museum i Milano, der havde fortalt, at museet var blevet tilbudt at købe et fossil, der var fundet i Pietraroja i det sydlige Italien.

»Bare beskrivelsen: at den havde tre kløer på hver fod. Det er et af de mest klare tegn på, at det ikke var en fossileret, uddød fugl, sådan som den amatørpalæontolog, der havde fundet det, troede. Det kunne kun være en Theropod (en dinosaurart, som også tæller de første fugle, red.),« fortæller palæontologen Cristiano Dal Sasso.

Indtil 1993 anså ingen palæontologer Italien for at være sted, hvor dinosaurer kunne have gået rundt på landjorden i den tidlige kridttid, altså for 145,5-65,5 millioner år siden. Da var alperne endnu ikke dannet, og Italien var hav lige som resten af det sydlige Europa. Derfor beskæftigede Cristiano Dal Sasso sig på det tidspunkt kun med dinosaurer, der havde levet i vandet. Men fundet af denne lille Theropod, der egentlig var blevet udgravet 13 år tidligere af amatøren Giovanni Todesco, vendte op og ned på dén forestilling. Den måtte have levet på en lagune eller i et øhav.

Som en lille pizza

Næste dag tog Cristiano Dal Sasso fra Milano til Verona for at tage fossilet i øjesyn.

»Det var ikke meget større end en lille pizza, men der var ingen tvivl om, at den var unikt bevaret. Man kunne se knoglestrukturen meget tydeligt, og dette var en art, vi ikke kendte,« fortæller Cristiano Dal Sasso.

Amatørpalæontologen, der havde fundet og udhugget 'den lille pizza', havde forbrudt sig mod den italienske lov, der påbyder folk, der har fundet noget historisk, arkæologisk eller palæontologisk værdifuldt under jorden at melde det til myndighederne 24 timer efter fundet. Han havde endda haft det 50 centimeter lange fossil liggende i sin kælder i årevis, overhældt det med lim for at bevare det og tilføjet det den hale, fossilet manglede.

»Den kunstige hale var faktisk meget vellavet. Det var meget svært at se med det blotte øje, at halen ikke havde været en del af fossilet hele tiden,« siger Cristiano Dal Sasso, der siden fik fjernet den kunstige hale.

Nyheden om den italienske dinosaur gik verden rundt, fordi det var det første dinosaurfossil fundet i Italien. Cristiano Dal Sasso gav interviews til blandt andre CNN og New York Times, og i 1998 kom den undersøgelse, Cristiano Dal Sasso og hans hold havde foretaget af den lille dinosaur, på forsiden af tidsskriftet Nature. De valgte at kalde den nye art for en Scipionyx som en hyldest til Scipione Breislak - geologen, der fandt de første fossiler i Italien.

Unikt bevaret

Nu har verdenspressen været der igen. For Cristiano Dal Sasso har brugt de seneste fire år på at nærstudere Scipionyxens cellestruktur, indvolde og bløddele. Den lille Scipionyx, der viste sig blot at have levet fire-fem dage og stadig havde en åbning i kraniet som fontanellen på et nyfødt menneskebarn, var usædvanligt velbevaret. Ifølge Cristiano Dal Sasso findes dens lige ikke i verden. Når Scipionyxen var så velbevaret, skyldtes det sandsynligvis, at den druknede og hurtigt efter sin død blev begravet under et stort lag finkornet mudder. Det fungerede som en slags kiste eller skjold.

»Det var en kombination af fysiske og kemiske processer, der gjorde, at Scipionyxen begyndte at fossilere allerede få timer, efter den døde. Det har gjort, at bløddelene er bevarede. Det er helt unikt. Normalt er det løsrevet fra knoglerne. Det har også haft betydning, at Scipionyxen var så lille. På den måde blev den tildækket meget hurtigt,« siger Cristiano Dal Sasso.

Det tog dog Cristiano Dal Sasso en del år at få Scipionyxen til Milano. Efter fundet blev det besluttet at den lille dinosaur skulle til det naturhistoriske museum i Salerno i det sydlige Italien - lidt langt væk, når man skal bruge fossilet dagligt til forskning. Og det var umuligt at få fossilet udleveret til dét formål. Så Cristiano Dal Sasso fik den idé at lave en stor udstilling om Italiens dinosaurer på det naturhistoriske museum i Milano og fik den lille dinosaur fragtet til Norditalien.

Nu kunne han begynde sine undersøgelser, og nu havde han også den seneste teknologi, så det var muligt at få belyst det bløde væv mere nærgående. Scipionyxen blev først belyst med uv-stråling, dernæst sendt i electron-mikroskopi - og så lagt under en CT-scanner på et hospital i Milano.

Efter obduktionen af babydinosauren kunne Cristiano Dal Sasso i samarbejde med freelance-kollegaen Simone Maganuco få kortlagt cellestrukturen og bløddelene - og sammenlignet med over 100 andre arter. Ikke mindst kunne de se, hvad Scipionyxen havde spist ved også at analysere indholdet af mavesækken og den rest af afføring, der stadig sad i babydinosaurens endetarm. På den måde kunne de udlede noget om dens - og forældrenes - adfærd.

Både kød- og planteæder

»Vi ved nu, at Scipionyxen både var kød- og planteæder. Den spiste meget varieret, de dage den levede. Undersøgelsen fortalte os også noget om dens fordøjelsessystem, der godt kunne minde lidt om nutidens pattedyrs med samme type bakterier. Vi fandt rester af fisk og også af et stort firben i mavesækken. Firbenet er meget større end babydinosauren selv, så derfor måtte vi konkludere, at den lille må være blevet fodret af sine forældre. Den kan umuligt have fanget det firben selv,« fortæller Cristiano Dal Sasso.

Analyserne af Scipionyxens cellestruktur i hornlaget har også fået Cristiano Dal Sasso til at ændre mening i for hold til dens 'hud'. I montren på det naturhistoriske museum i Milano kan man se to modeller af Scipionyxen: Sådan som Cristiano Dal Sasso forestillede sig den så ud i 1993 - og hvordan han nu, efter års analyser, regner med, at den må have set ud. Den ene har et sandfarvet hornlag, den anden en grøn og mørkerød fjerdragt.

»Nu er vi ret sikre på, at Scipionyxen var dækket af fjer,« siger Cristiano Dal Sasso, der efter snart 20 års intensive analyser af Scipionyxen og en 300 sider lang rapport om dens obduktion nu er klar til at gå over til en lidt større art. Næste projekt gælder en del af et 17 meter langt dinosaurfossil fundet i Marokko.

Udfra billedet kan man jo tro hvad som helst, men hvis der er tale om en forstening i kiselsyre og C14-undersøgelser viser en alder på 200-300 mio år, er sandsynligheden for dinosauer overvejende stor, og så er det nok ikke et firben, som vi kender dem i dag.

  • 0
  • 0

Udfra billedet kan man jo tro hvad som helst, men hvis der er tale om en forstening i kiselsyre og C14-undersøgelser viser en alder på 200-300 mio år, er sandsynligheden for dinosauer overvejende stor, og så er det nok ikke et firben, som vi kender dem i dag.

Var ikke det jeg mente :-) Lad mig præcisere: Hvordan kan vi vide at den lille dinosaur blev madet; den kunne vel lige så godt have ædt af et stort firben det havde fundet dødt; et halvråddent firben-ådsel lige til at spise?

BR SOE

  • 0
  • 0