Unikke film giver nye oplysninger om verdens kernevåben
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Unikke film giver nye oplysninger om verdens kernevåben

I begyndelsen af november 1962 ramte en sky af radioaktivt materiale Norge. I næsten en uge gled den over landet fra syd-øst og op mod nord. Op gennem landet lagde skyen radioaktiv forurening og en helt unik isotopsammensætning. Strålingsniveauet blev kraftigt øget.

Fra 30. oktober til 1. november 1962 var der nemlig sket noget meget usædvanligt. Rusland - det daværede Sovjetunionen - gennemførte atomprøvesprængninger på testområdet kaldet Polygonet, mens det blæste den forkerte vej - altså mod vest.

»Russerne var meget optagede af at passe på, at vindretningen ikke var mod vest, når de gennemførte deres prøvesprøngninger, så nedfaldet ikke ramte Vesteuropa - men det var sandsynligvis ikke, fordi de ville spare os for strålingen,« fortæller Cato Wendel, som forsker ved IFE og er ekspert i radioaktiv forurening.

»Man kan nemlig sige rigtig meget om en bombe ved at se på nedfaldet. Du får information om størrelsen, designet og sammensætningen, og russerne ønskede ikke at dele denne information.«

Tidligere militærhemmeligheder - nu på YouTube

Under den kolde krig blev der gennemført over 2.000 prøvesprængninger af kernevåben. Nu er film af de mange forsøg blevet digitaliseret.

Hemmeligheder, som tidligere blev vogtet nidkært, er nu tilgængelige for alle og bliver publiceret på Youtuibe i deres helhed. Vi har plukket nogle af de mest opsigtsvækkende bidder - se videoen øverst i artiklen.

Her ligger testområdet

De færreste af prøvesprængningerne har efterladt lige så tydelige spor i Norge som sprængningen på Polygonet i Kashakhstan. Men de førte til den jævne, høje baggrundsstråling, som er tydelig gennem hele perioden.

»Nogle af prøvesprængningerne var så højt oppe, at paddehatteskyen fra detonationen kom op i stratosfæren. Her blev nedfaldet fra disse sprængninger i flere måneder, før den blev ført mod troposfæren,« forklarer Cato Wendel.

Filmene begyndte at rådne

Hver af prøvesprængningerne, som amerikanerne gennemførte, blev fanget på film af flere kameraer med 2.400 billeder per sekund. Altså relativt avanceret kameraudstyr i forhold til, at det var i 60’erne.

Men efter den første analyse har de omkring 10.000 film ligget urørt. Ikke bare har de samlet støv, de er stille og roligt begyndt at rådne - i modsætning til den radioaktiviteten, de dokumenterer.

»Vi kunne lugte eddike, da vi åbnede filmkasserne,« fortæller våbenspecialist Greg Spriggs ved Lawrence Livermore National Laboratory (LLNL), som har stået for digitaliseringen.

Der er to dominerende og flere små aktører i det farlige kapløb. Storbritannien og Kina gennemførte hver 45 tests, Frankrig 201, Kina 45, Indien og Pakistan har gennemført 6 hver, og USA står alene for omkring halvparten af alle prøvesprængningerne, Sovjet lidt færre; de fleste enten på Novaja Semlja eller ved Semipalatinsk.

Og det er dem fra Sovjet, de mærker effekterne af i Norge.

‘The Polygon Nuclear Test Site VII, Kazakhstan’. Det blev til at begynde med hævdet, at disse områder var ubefolkede, men nu kan vi se, at det ikke passer. Man testede her over 400 atombomber og dokumenterede nøje, hvordan strålingen og den radioaktive forurening påvirkede omgivelserne, dyrene og menneskene, som boede her. (Foto: Nadev Kander via Flowers)

En uge med næsten dobbelte værdier

I slutningen af oktober 1962 lavede de russiskemeteorologer altså kuk i vejrmeldingerne, da 3 af de 456 prøvesprængninger ved Semipalatinsk skulle gennemføres.

De sidste overjordiske sprængninger blev foretaget i december samme år - da havde de gennemført 116. Efter dette fortsatte de med 340 underjordiske.

»I november 1962 kan vi helt tydeligt se, at der kommer en sky af radioaktivt materiale. Og vi ser en meget kraftig stigning i baggrundsstrålingen,« fortæller Cato Wendel.

Han brugte isotopsammensætningen af plutonium til at identificere kilderne til den radioaktive forurening i sin doktoafhandling.

Et af kraterne efter prøvesprængningerne ved Semiplatinsk.

Militærets luftfiltre blev brugt til målinger

»Jeg fandt en klar øgning i koncentrationerne af plutonium og uran, som faldt sammen med testserierne. Sammenholdt med meteorologiske data og ved at se på, hvordan sammensætningen af nedfaldet var, kunne jeg snævre det ind til tre prøvesprængninger ved Semipalatinsk-testområdet,« siger Cato Wendel.

Altså kunne han vise, at Norge har været udsat for direkte transport af radioaktivt nedfald fra prøvesprængninger inden for Semiplatinsk-testområdet i Kashakhstan, som da hørte under Sovjetunionen.

RDS-1, kodenavn ‘Første lynnedslag’ (Первая молния) eller Joe 1. Blev sprængt 29. august 1949. Af samme type som ‘Fat Man’, som blev sprængt over Nagasaki.

Han brugte overfladejord fra alle regionerne i Norge, en iskerne fra Svalbard, og så fik han adgang til det norske forsvars luftfiltre, som stod i hele landet fra 50’erne til tidligt i 80’erne.

»Filtrene blev dateret og skiftet hver dag. Dermed kan man følge hver dag gennem alle årene. Radioaktivitetsmålinger af disse filtre viser tydelige forskelle på perioder med og uden prøvesprængninger. Radioaktiviteten i luften blev typisk øget cirka en uge efter prøvesprængninger i Semipalatinsk eller Novaja Semlja, men man kan også se en reduktion af radioaktivitet i luften under den midlertidige standsning af tests i perioden 1958-1961, og at den hurtigt gik op igen efter de store prøvesprængningsserier i 1961 og 1962,« fortæller han.

Hele verden som laboratorie-rotter

Luftfiltrene blev undersøgt for bl.a. plutonium og uran.

»Vi fandt også en isotopsignatur med plutonium og uran i disse filtre, som matchede godt med små detonationer, som blev foretaget i Semipalatinsk nogle uger før denne episode. Sammenholdt med vejrobservationer fra denne periode og simuleringer af vindtransport gav det mulighed for at finde en forbindelse mellem niveauerne af stråling og radioaktiv forurening i Norge og de prøvesprængninger, som blev gennemført i Semipalatinsk-testområdet,« siger Cato Wendel.

I mange år lå resterne fra atomprøvesprængningerne usikrede i tunneler under jorden her. Lokalbefolkningen har fortsat store eftervirkningerne efter sprængninger - der er især en øget forekomst af visse kræfttyper.

'The Polygon Nuclear Test Site VII (Dust to Dust), Kazakhstan'. Billederne blev udstillet på Flowers Gallery i New York i maj i år. Området er næsten helt jævnet med jorden for at bevare de militære hemmeligheder. (Foto: Nadav Kander via Flowers)

Digitaliseringen bidrager til den afskrækkende effekt

De seneste fem år har forskerne ved LLNL arbejdet på at finde, scanne, gen-analysere og komprimere de offentliggjorte film af prøvesprængninger. Målet har været at passe på materialet for eftertiden.

De har fundet omkring 6.500 film. 4.200 er blevet skannet, 4-500 er blevet analyseret igen, og 750 er blevet komprimeret.

Og forskerne er sikre på, at de har lært noget nyt.

»Vi har en meget mere præcis måling af den eksplosive sprængkraft nu,« fortæller Nolan O'Brien, som forsker ved LLNL.

Han fortæller, at de originale data viste sig at være forkerte. I 1950’erne og 1960’erne blev de analyseret manuelt. Nu vil de opdaterede analyser bidrage til at give et bedre overblik over de amerikanske kernevåbens ødelæggende potentiale.

»Præcise data er meget vigtige, hvis vi vil sige noget som helst med sikkerhed om det lager med aldrende kernevåben, der stadig eksisterer«, siger Nolan O'Brien.

Han betegner våbenlageret som ‘afskrækkende’.

»Og for at det skal fortsætte med at være det, skal vi kunne sige, at det er trygt, sikkert og effektivt, uden at vi behøver at teste det,« påpeger han.

Samtidig kan man stadig finde rester efter de tests, de har gennemført.

Mest nedfald, der hvor det regner meget

»I atmosfæren vil nedfaldet bestå af små partikler. De vil kunne falde ned til jorden af sig selv, men opfanges mere effektivt af nedbør. Derfor vil der være mere nedfald, der rammer jorden, i områder med meget nedbør,« siger Cato Wendel.

Opdagelserne i Wendels doktorafhandling viser, at det globale nedfald korrelerer med nedbørsmængden.

Og så er det næppe nogen overraskelse, hvor i landet det meste nedfald havner.

»Globalt nedfald, som er sket over flere år, er derfor kraftigst i områder med meget regn - og i Norge er det i Vestlandet,« fortæller Wendel.

Koncentrationen af plutonium i jorden varierede fra mellem 0,7 og 149 mBq pr. kvadratmeter. Og sådan adskiller den globale forurening fra disse prøvesprængninger sig fra for eksempel Tjernobyl-ulykken (se grafik).

»Her vil nedfaldet ske sammen med nedbør i kort tid efter hændelsen. Derfor vil forureningen være afhængig af vejret på det pågældende tidspunkt,« siger han.

Fra store prøvesprængninger kan man holde øje med nedbørsmønstret over tid ved at måle radioaktiviteten.

Mindst nedfald i Østlandet

Der hvor det har regnet mest, er også der, hvor der er størst nedfald. Så i Norge er der mest nedfald fra kernevåben-detonationerne langs kysten og mindre i de tørre østområder.

Forureningen fra Tjernobyl-ulykken spredte sig på en anden måde. OBS! Selv om cirklerne er omtrent lige store som herover, var der nedfald i helt andre mængder.

Den sidste gang, USA gennemførte en prøvesprængning, var i 1991.

USA og Rusland har nu begge underskrevet to internationale aftaler, som regulerer prøvesprængninger af atomvåben: Partial Nuclear Test Ban Treaty og Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty. USA har dog ikke ratificeret den sidste endnu. Selv om den endnu ikke er trådt i kraft, har alle stater foruden Nordkorea accepteret at stoppe prøvesprængninger med atomvåben.

Brutalt at se i dag

»De nye data øger vores forståelse af den disse våbens underliggende fysik, og dermed øges vores tillid til, at de virker afskrækkende,« mener Nolan O'Brien fra Lawrence-laboratoriet.

»Hele pointen med det her er altså, at vi benytter nye metoder, teknikker og teknologier til at få bedre svar, uden at vi må udføre nye tests,« siger han.

Cato Wendel har også set de nye digitaliserede film. Han mener, det er interessant, men også skræmmende at se optagelserne i dag.

»Det er brutal viden for os nu, men de målte, hvor højt over jordoverfladen det var ideelt at sprænge bomben for at opnå størst muligt skade,« fortæller han.

Han fortæller, at hvis man sammenholder temperatur og information om sammensætningen af bomben, kan man sige meget om styrken af detonationen ud fra, hvordan ilden spredes i filmene. Og selv om det var de detonationer, der foregik højt oppe i stratosfæren, der førte til det nedfald, som han har forsket i, så er det de jordnære sprængninger, der gør stærkest indtryk.

»De prøvesprængninger, der blev gennemført tæt på landjorden, først og fremmest på nogle af øerne i Stillehavet og Semipalatinsk, havde store konsekvenser. Man vidste ikke lige så meget om det dengang, men de detonationer, som foregår på eller nær landjorden, forårsager også nedfald og større mængder regional og lokal forurening.«

Artiklen har tidligere været bragt på Teknisk Ukebrev, tu.no

Kommentarer (13)

Video - analoge optagelser på magnetbånd.
De omtalte optagelser er fotografiske film.
Fra omkring 1960 kunne man lave video til TV brug, men det var først i 1980'erne at det blev rigtigt anvendeligt uden for de store TV-studie, ellers var f.ek.s. tv-avisens reportage og Matador optaget på film.

  • 0
  • 4

I den originale artikel i Teknisk Ukeblad er der et animeret verdenskort der viser når og hvor de mere end 2000 tests af kernefysiske våben blev foretaget. Se også graf på Wikipedia.
Selv husker jeg de jævnlige rapporter om måling af strontium-90 i Nordnorge efter de mange atmosfæriske tester Sovjetunionen foretog i slutningen af '50-erne og begyndelsen af '60-erne over Novaja Zemlja, bare ca. 1000 km øst for det norske fastland. Det gav et dystert perspektiv på tilværelsen.
Nu er der situationen i Nord Korea. Den 5. juli publicerede The New York Times en undersøgelse der omfattede 1746 voksne amerikanere. Kun 36 % kunne placere Nord Korea korrekt. De øvrige viste en klart højere tendens til at foretrække en militær løsning af konflikten. Mon dette betyder at vi kan forvente en fremtid med massivt radioaktivt nedfald? Lad os håbe fornuften trods alt sejrer.

  • 2
  • 0