Unik og forladt frøbank i bomberamt Aleppo bliver genskabt

17. oktober 2016 kl. 11:51
Unik og forladt frøbank i bomberamt Aleppo bliver genskabt
Friske frø blev hele tiden opdyrket på genbanken Tel Hadyas område i Syrien, indtil krigen fik gartnerne til at flygte til Beirut. Illustration: ICARDA.
To nye opbevaringssteder med frø fra særligt varmeresistente afgrøder bliver opført i Libanon og Marokko, efter at en unik frøbank i Syrien er forladt i ly af bomberegnen.
Artiklen er ældre end 30 dage

En samling af frø fra særligt varmeresistente bønner, linser og korn bliver nu genopført i Marokko og Libanon, efter at forskere har forladt en unik frøbank i Aleppo.

I årevis har Aleppo ellers været hjemsted for en samling af 141.000 frø, der repræsenterede 700 sorter af landbrugsprodukter. Frøene blev dyrket og siden opbevaret i et kompleks fyldt med kølefaciliteter hos organisationen ICARDA. Frøene er værdifulde for landmænd i dag og i fremtiden, fordi de indeholder gener, der er vigtige for at modstå klimaforandringer, og for eksempel har mange landmænd i USA længe fået korn fra netop frøbanken i Aleppo.

I takt med at bomberne begyndte at falde i Syrien i 2011, flygtede dog ikke kun almindelige borgere og forskere, men også frøene, som lynhurtigt blev sendt med skibe helt til dommedagsboksen i Svalbard, Global Seed Vault, hvor verdens frø bliver opbevaret under minusgrader under ledelse af Cory Fowler.

»Man skulle ikke forvente, at en frøbank, selv i Syrien, ville være et mål for krigens parter, men desværre er der tidligere eksempler: Frøbanker i Irak og Afghanistan er blevet udryddet eller alvorligt ødelagt i løbet af krigene i landene,« har Cory Fowler tidligere udtalt til avisen The Atlantic.

Århus-forskere har brug for genbanken

Kun 87 procent af frøene nåede ud af Syrien, men de bliver nu igen dyrket i Marokko og Libanon, hvor ICARDA's gartnere dyrker dem og opbygger frøbanken. Frøene er særligt vigtige, da de bliver indhentet fra verdens mest tørre steder i Nordafrika, Mellemøsten, Kaukasus og det vestlige Asien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De bliver sendt til egne, hvor landmænd har mistet deres afgrøder, og forskere bruger dem blandt andet på Aarhus Universitet, der gennem Global Rust Reference Center (GRRC) - som ledes af den danske planteforsker Mogens Hovmøller - er centrum for forskning i gulrust, der nogle år ødelægger halvdelen af landmænds kornhøst. GRRC er delvist finansieret af ICARDA.

Ny genbank er tæt på krigen

Den nye placering af en genban i Libanon er lidt paradoksalt. Da ICARDA blev grundlagt i 1977, blev hovedkvarteret nemlig placeret i netop Syrien, fordi her var fredeligt, mens borgerkrigen i Libanon rasede. Genbanken er også placeret nær grænsen til Syrien i Bekaa-dalen, hvor flygtninge strømmer over grænsen.

»Man undrer sig over, hvordan de kan have taget den beslutning med sindsro,« siger planteforsker Michiel van Slagaren til Nature. Han arbejdede for ICARDA mellem 1988 og 1994, men er nu i Kew Royal botanisk have i Storbritannien.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger