Ung fysiker: Cern er charmerende på sin egen masochistiske måde

Illustration: Mie Stage

Jagten på Higgs-partiklen var stadig i fuld gang på Cern, da 22-årige Maria Hoffmann i sommer drog til Schweiz for at arbejde på partikeldetektoren Atlas. Ligesom de tre andre store eksperimenter på Cern er denne detektor koblet op til acceleratoren LHC, hvorfra den måler på afledningerne af alle proton-kollisionerne.

Maria Hoffmann havde netop afsluttet sin bachelorgrad i teoretisk fysik på Niels Bohr Institutet og var blevet udtaget som den eneste kvinde af den lille håndfuld studerende fra Danmark, der hver sommer får lov at deltage i Cern Summer School. Her begyndte hun at skrive software-algoritmer, som rekonstruerer partikelspor i detektoren, og det er derfor, hun nu er tilbage.

»Det var lidt syret at komme her, fordi det var min barndomsdrøm. Jeg var en af de der nørdede unger fra 1990'erne, som var interesseret i naturvidenskab og opsnappede, at de var i gang med at bygge den her maskine,« siger Maria Hoffmann, som dog måtte revidere lidt af drømmen, da hun først stod i det store Cern-område, der strækker sig fra en forstad til Genève og et stykke ind i Frankrig.

Læs også: Sådan bliver protonerne skudt af sted til LHC

Læs også: Sådan er Cerns acceleratorer bundet sammen

»Udefra lød her enormt spændende, men så kommer man herned, og så ligner det hele et trist scenarie fra Østeuropa. Så de første uger brugte jeg på at beklage mig over det og over den dårlige mad og hvor kedelig Genève er. Jeg ville bare hjem til Nørrebro, men efter et stykke tid accepterer man, at sådan er her bare. Det er charmerende på sin egen masochistiske måde,« siger hun med et smil.

Høje ambitioner

Dårligt vedligeholdte barakker ligger i lange baner langs hele den 27 km lange LHC-accelerator og vidner om, at Cern blot skulle have været en midlertidig foranstaltning tilbage i 1950'erne. Ifølge de ansatte på stedet er forskerne da også langt mere interesseret i resultater og partikler end i gardiner og trægulve.

»Her er meget konkurrence, hvis man vil være med blandt de forreste. Der er knald på hele tiden, og folk er ikke bange for at stikke en albue i siden på dig og stjæle nogle resultater,« siger hun og forklarer videre:

»Ambitionerne er høje, og man skal holde tungen lige i munden og ikke sove for meget hernede. Men det er jo også sjovt, når man er i gang, og jeg konkurrerer heldigvis ikke direkte med nogen om mit projekt,« siger hun.

Maria Hoffmann arbejder på to ting på Cern. Dels har hun vagter i Atlas-detektorens kontrolrum, hvor hun sidder nat eller dag og kigger på skærmene for at se, om alt er, som det skal være i detektoren. I løbet af hendes nu fem uger på Cern skal hun tage 16 8-timers vagter ud over det projekt, hun faktisk er hernede for.

»Efter at jeg havde været på summer school, spurgte de mig, om jeg ikke ville komme tilbage og arbejde på et projekt. Og eftersom NBI er pålagt at tage et vist antal vagter i Atlas, kunne det passende kombineres med, at jeg kunne komme afsted igen. Så jeg har travlt,« siger hun.

Inden juleferien skal hun nemlig præsentere sine algoritmer, der skal hjælpe fysikerne med at aflæse og vise de spor, som myonerne danner i detektoren efter en proton-proton-kollision.

Jagten på Higgs

Myonerne hører til de ladede partikler, som fysikerne holder nøje øje med, fordi de mener, at den berømte Higgs-partikel - og flere andre nye partikler - netop vil henfalde til bl.a. myoner.

Algoritmerne udregner så at sige partiklernes 'flugtveje' efter kollissionen ved at trække linjer gennem sporene. Denne metode bliver allerede brugt på Cern i dag, men Maria Hoffmanns opgave er nu at prøve at gøre metoden endnu mere nøjagtig og tjekke for usikkerheder i den eksisterende software.

»Lige nu er der f.eks. et problem med, at myonerne mister energi et bestemt sted i detektoren, og det skal algoritmerne tage højde for,« siger hun og forklarer videre, at det først er for nylig, hun rent faktisk er begyndt at programmere.

»Det kom som lidt af en overraskelse for mig, at vi skulle kunne programmere, da jeg startede på fysik. Da jeg startede for 3½ år siden, var det ikke obligatorisk, men rigtig meget eksperimentel fysik er baseret på programmering,« fortæller Maria Hoffmann, som programmerer i C.

»Man kan ikke bare få andre faggrupper til at gøre det, for man skal have enormt meget indsigt i fysik for at vide, hvilke egenskaber, der skal bruges og se, om de fungerer. Men der er nogen, der kvitter fysikken, fordi der er for meget programmering i det,« siger hun.

Lange dage med fysik

Derudover kan dagene også være lange på det lille kontor, som hun i øjeblikket deler med en medstuderende fra NBI samt en lektor, der er dybt involveret i partikelfysik og vejleder i emnet.

»Lige i disse dage er jeg på kontoret ved 8-9-tiden og går først hjem ved midnat, hvis jeg er heldig,« siger Maria Hoffmann, som dog understreger, at de lange dage blot skyldes, at præsentationen står lige for døren, og at tempoet derefter bliver mere 'normalt'.

Alligevel tænker hun nogle gange over, hvordag fysik og familieliv kan komme til at hænge sammen på længere sigt.

»Det er svært at få et fast job inden for fysik. Der er ikke det oplagte industrielle overlap med samarbejdspartnere, så det er også en usikker branche. Når man får familie, har man nok brug for mere trygge rammer, men det er svært at få inden for fysik,« siger Maria Hoffmann.

Vælger hun den mere tekniske vej, regner hun nu nok med, at der kan være nok at lave de næste mange år på Cern, for der bliver hele tiden finjusteret og opgraderet på detektoren, som tusindvis af mennesker har arbejdet på, siden eksperimentet begyndte i 1992.

»Meget af arbejdet hernede handler bare om at vedligeholde maskinen, så jeg er egentlig mere tekniker og ingeniør hernede end partikelfysiker, vil nogle nok påstå. Men jeg synes, at eksperimentet er fantastisk, og selv om det tekniske måske ikke er lige så sexet som at vinde Nobelpriser, så er det en fin pligt at påtage sig,« siger hun og er vild med tanken om, at selv om hendes navn ikke står alene og flot nogle steder, så er hun en af de 5.000, der arbejder på Atlas.

»Det er godt at have været med i et projekt, som går over i verdenshistorien. Bare at have været her er fantastisk. Får jeg lov, laver jeg fysik resten af livet,« siger hun.

Følg med hele ugen mellem jul og nytår, når Ingeniøren sætter ekstra fokus på danskerne på Cern. Mød også den danske elektronikingeniør, som byggede det gamle kontrolrum ud af bl.a. en bowlingkugle og noget gulvlak og få en rundtur i LHC's kontrolcenter sammen med den danske maskinmester.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

spændende at læse om projektet udfra en studerendes personlige synspunkt. Tak for det Maria og Mie !

*<:o)

  • 0
  • 0

Selv om eksperimenterne på CERN ligger langt væk fra min hverdag, og at jeg ikke har den fulde forståelse af hvad der rent faktisk foregår dernede, synes jeg at det er utroligt imponerende at en 22 årig studerende rent faktsk kan bidrage til det arbejde der foregår på det absolut højeste faglige niveau.

Bare fortsæt derudaf Maria :)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten