Undervandsmølle haler strøm ud af tidevand
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Undervandsmølle haler strøm ud af tidevand

Det franske selskab Hydrohelix Energies har netop overstået et års afprøvning af en turbine, der fanger hydrokinetisk energi fra tidevandsstrøm.

På 20 meters dybde ved Odet-flodens udmunding i Atlanterhavet har prototypen Sabella D-03 vist, at selskabets konstruktion er holdbar.

Tidevandet har drevet den tre meter store prototype rundt med 10-15 omdrejninger i minuttet - nok til at producere 10 kW ved den forholdsvis svage havstrøm på stedet.

Andre steder i Bretagne er havstrømmen otte gange stærkere. Derfor vil Sabella D-03, placeret et andet sted i Bretagne med en stærkere strøm, producere 80 kW med en gennemstrømning på 2,5 meter per sekund.

Det særlige ved den bretonske hydrolienne, som maskinen hedder på fransk, består i, at den er forankret på havbunden og meget tæt på kysten i modsætning til offshore-projekter og anlæg, der rager op over vandets overflade.

»Vi har valgt en meget enkel og solid teknologi med en rotor med faste og ikke variable propelblade,« forklarer Hydrohelix' præsident Jean-Francois Daviau efter et års afprøvning.

Møllen udnytter den udadgående stærke vandstrøm fra Odet-floden, kombineret med havets kraft, når Atlanterhavet ebber ud, og den anden vej, når floden sætter ind og oversvømmer Bénodet-vigen.

Møller på ti meter

Sabella D-03, der vejer syv ton og som blev opkaldt efter en havorm, der klamrer sig fast i havbunden, er kun en tredjedel af den industrielle version, der skal drive en generator. Det franske selskab planlægger at bygge en mere ambitiøs model, Sabella D-10, der skal levere mellem 300 og 500 kW. Planen er at forbinde fem til et kraftværk på samlet 1 MW.

Sabella D-10 får en diameter på 10 meter. Projektet hedder Marénergie (marée betyder tidevand på fransk) og var allerede klart i 2005, men det blev ikke opført på grund af manglende finansiering. I dag oplever man projektets genfødsel, og det vil kunne realiseres overalt, hvor man kan finde havstrøm: det være sig floder, tidevandszoner og områder med regelmæssig havstrøm.

Ifølge Jean-Francois Daviau kan potentialet i hele Frankrig nå op på fem GW. Det er selvfølgelig lidt i forhold til atomkraft, men flere firmaer og investorer er fast besluttet på at fortsætte projektet.

»Vores turbiner bliver på havbunden,« forsikrer Jean-Francois Daviau og drager en parallel til det britiske system SeaGen som ligger tættere på vandoverfladen og derfor kan komme i karambolage med fiskeriet og fritidssejlerne.

Sabella D-03 lå i en dybde på mellem 20 og 27 meter i forhold til høj- eller lavvande.

»Selv Queen Mary 2 med en dybgang på 10 meter vil kunne sejle over,« siger Jean-Francois Daviau.

Selskabets beregninger angiver en investeringspris på mellem 18 og 23 kroner per Watt.

Produktionsprisen per installeret kW ligger på omkring 52 øre mod 59 øre for en vindmølle, 97 øre for offshore-vindmøller ifølge Hydrohelix.

Energiselskabet EDF støtter projektet, så Hydrohelix mener, at det er realistisk at opføre et anlæg på 1 MW inden for de næste tre år.

Propel på ti meter

Sabella D-03 var en prototype. Den endelige mølle, D-10, får en diameter på 10 meter. Soklen, der hviler på havbunden, bliver 15 x 20 meter per mølle. Planen er stille at samle møllerne i grupper af fem.