Undersøger havnetunnel i to etager

Illustration: Polfoto

En to-etagers vejtunnel kan blive løsningen, hvis der på et tidspunkt skal bygges en østlig ringvej under København. Det viser det forundersøgelseskommissorium, som transport-, bolig- og byggeminister Ole Birk Olesen (LA) har offentliggjort i dag, onsdag.

Læs også: Miljøfolk frygter at Nordhavnstunnel vil blive murbrækker for havnetunnel

‘Strækningen fra Kløvermarken under Amagerbro til Amager Fælled vil som udgangspunkt skulle bores. For de øvrige delstrækninger undersøges forskellige anlægsmæssige løsninger nærmere. Det drejer sig blandt andet om muligheden for at anlægge delstrækningen under havneløbet som en sænketunnel, muligheden for at grave flere delstrækninger og muligheden for at anlægge hele projektet som boret tunnel. For borede strækninger omfatter undersøgelserne både anlæg af vejbaner i to tunnelrør og i ét tunnelrør i to etager,’ står der i et af delkommissorierne.

24 mio. kr til forundersøgelse

Nordhavnstunnellen anlægges som sænketunnel, men hvis fortsættelsen - den østlige ringvej/havnetunnellen - vil det formentlig blive som en boret tunnel. Måske skal tunnellen være så stor, at der kan være vejbaner i to etager indeni. Illustration: Transport-, bygge- og boligministeriet

Den 24 mio. kr. dyre forundersøgelse er finansieret af staten (8 mio. kr.), Københavns Kommune (6 mio. kr.), Region Hovedstaden (2 mio. kr.) og Refshaleøens Ejendomsselskab (8 mio. kr.).

Havnetunnellen vil skulle gå fra Nordhavn til Refshaleøen på Amager og fortsætte sydøst under Amager, indtil den bryder frem på Amager Fælled ved Øresundsmotorvejen (linjeføring B4).

Læs også: Københavnerne kommer i anden række til havnetunnel til 27 milliarder kroner

Parterne har delt forundersøgelsen op i fire dele, som varetages af fire arbejdsgrupper

  • Tekniske undersøgelser og miljø (Vejdirektoratet): 7 mio. kr.
  • Finansiering og organisering (Transport-, Bygnings- og Boligministeriet): 5 mio. kr.
  • Trafik, betalingsvillighed og samfundsøkonomi (Vejdirektoratet): 7 mio. kr.
  • Trafiksaneringsplan (Københavns Kommune): 3 mio. kr.

Udover de forskellige tekniske løsninger skal Vejdirektoratet også undersøge, hvordan man kan minimere de trafikale gener for beboere langs Amager Strandvej og de miljømæssige konsekvenser for den i forvejen omdiskuterede Amager Fælled, hvor tunnellen sydlige udmunding foreløbigt er placeret.

Miljøorganisationer frygter fusk

Svarene skal ligge klar om to år, og de vil blive nøje gransket, for der er allerede kraftig modstand fra flere sider. Eksempelvis opfordrede Rådet for bæredygtig trafik og miljøorganisationen Noah i marts nogle af de pensionsselskaber, som tidligere har vist interesse i at medfinansiere tunnellen, til at droppe ideen.

‘En havnetunnel vil være en ny indfaldsvej, som vil forøge trafikbelastningen kraftigt i København og på indfaldsveje som Lyngbyvejen. Den vil undergrave miljøet og brugen af de mere miljøvenlige trafikformer. Derved undergraves alle de pæne tanker om København som en trafikal bæredygtig by,’ skrev organisationerne.

Læs også: Ingeniører bag sjuskede trafikprognoser må betale 580 mio. kr

Organisationerne kaldte blandt andet de trafikanalyser, der hidtil er blevet offentliggjort, misvisende.

Når prognosemagerne i rådgivningsfirmaerne skal vise fordelene ved en havnetunnel, ignorerer de nemlig, at trafikale flaskehalse er med til at ændre befolkningens transportvaner.

‘Hvis trafikken stiger, vil folk naturligvis tænke sig om og indrette sig derefter og i stedet benytte cykel eller den kollektive trafik. Helt i tråd med målsætningerne for trafikken i København,’ skriver organisationerne i deres brev.

Urealistiske trafikprognoser

De bruger eksemplet med trafik over broerne til Sjælland som eksempel.

Der har prognosemagerne antaget, at biltrafikken over broerne til Amager vil vokse med 16 pct. om året fra 2012 til 2015 og derefter 15 pct. om året fra 2015 til 2040. Derefter har de regnet på, hvor stor en del af denne vækst, der kan undgåes med en havnetunnel og kommer frem til, at en havnetunnel vil reducere trafikbelastningen på broerne med 19.000 biler..

Læs også: Borgmester: Havnetunnel vil flytte trafikken ud til københavnske boliger

Problemet med den sammenligning er ifølge organisationerne bare, at der ikke er kapacitet på broerne til en trafikvækst på 15-16 procent om året. Vokser trafikken over broerne, vil det medføre mere trængsel og derfor få nogle af bilisterne til at vælge andre transportmidler. Derfor er prognosemagernes sammenligning urealistisk.

Borgmestre imod

Desuden er både den tidligere teknik- og miljøborgmester, Ayfer Baykal (SF) og den nuværende, Morten Kabell (ENL) i København imod havnetunnellen.

»En havnetunnel er en kulsort investering, der kun skaber flere problemer med trængsel, luftforurening og udledning af CO2. Hvis vi skal løse hovedstadens trængselsproblemer, har trængselskommissionen anbefalet investeringer på op imod 42 mia. kr. i primært forbedringer af den kollektive transport og bedre forhold for cyklisterne. Samtidig skal vi indføre roadpricing. En havnetunnel indgår ikke i anbefalingerne,« sagde teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (ENL) i en pressemeddelelse i 2015.

Den valgte linieføring B4 forventes ifølge Vejdirektoratet at koste 20 mia. kr at anlægge. Den skal primært betales af grundejerne i de områder, som kan byudvikles, hvis tunnellen bliver anlagt, og af brugerne.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

hvorfor laver man ikke bare en tunnel over til prøvestenen, fra nordhavnsvej og så bare motor trafik vej hen til øresundsvej

udvid øresundsvej til dobbelt bredde med afkørsler til alle sidevejene på amager.. og udvid forbindelsen med motorvejen ude ved lufthavnen

samme løsning.. til en brøkdel af prisen.. ie. alt trafik fra nord sjælland til amager/lufthavnen uden om centrum af københavn..

  • 2
  • 2

...er imod må det være en fremragende mulighed for at omgå hans chikaner af os mange der gerne vil besøge vor hovedstad en gang imellem.

  • 2
  • 7

"Der har prognosemagerne antaget, at biltrafikken over broerne til Amager vil vokse med 16 pct. om året fra 2012 til 2015 og derefter 15 pct. om året fra 2015 til 2040"

Altså forstået som 15% af foregående års trafik? Så taler vi om om 43 gange flere biler når vi når til 2040. Er det bare 15% flere end i startåret, så der der "bare" tale om en 5-dobling.

Enhver der bor på Amager ved at dette er fuldstændigt umuligt. Jeg tror ikke engang om broerne kan klare 50% mere biltrafik.

Hvilke problemer er det at sådan en tunnel skal løse? Der er jo ikke plads på de omgivende veje til mere trafik?

  • 5
  • 1

hvorfor laver man ikke bare en tunnel over til prøvestenen,

Under Amagerværket/Amager Bakke?

udvid øresundsvej til dobbelt bredde med afkørsler til alle sidevejene på amager.. og udvid forbindelsen med motorvejen ude ved lufthavnen

Øh, Øresundsvej er en relativ stille boliggade, som du vil omdanne til motorgade, hvilket årti lever du i? Det var måske gået i 60'erne, men ikke på denne side af år 2000.

Armager Strandvej er heller ikke egnet til at være motorgade, det vil i øvrigt afskære strandparken fra resten af øen.

  • 7
  • 0

Hele strategien med tunnelen, er jo at lede den syd gående trafik uden om centrum i KBH indre by. Derfor giver en tunnel jo rigtig god mening, så det ikke bliver som da Amager skulle have metro, det endte med at blive en 3m høj Berlin mur, der blev kørt direkte igennem boligkvartererne.

/Tobias.

  • 1
  • 0

Når man alligevel skal bore, hvorfor så ikke direkte mellem slutningen af Helsingørmotorvejen og Øresundsmotorvejen det er så vidt jeg kan se ca 4 km kortere.

Så bliver det kun en forbindelse fra Gentofte til motorvejen, ved at slå et sving østover får man også forbindelse til Nordhavnen med den kommende containerterminal, Refshaløen som ejerne og kommunen håber at kunne byudvikle, Amager Banke forbrændingsanlæg, og Københavns havn på Prøvestenen. Dermed bliver det også en lokalvej som fjerner en del tung trafik fra Østerbro og Amagerbro kvarterene.

  • 1
  • 0

Har du da besvær med det Bjarke? Hvad afholder dig fra at tage S-toget fra Allerød, og være inde på Nørreport på ca. en halv times tid?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten