Underjordisk s-tog kan aflaste flaskehalsstrækning

Underjordisk s-tog kan aflaste flaskehalsstrækning

En alternativ s-togsbane mellem Svanemøllen og København H kan løse flaskehalsproblemerne og give 50-100 procent flere passagerer, foreslår trafikforskere. DSB er lutter øre.

En s-togsbane under Nørrebro og Vesterbro kan afhjælpe flaskehalsproblemerne på s-togsnettet. Det kan betyde kortere rejsetid og færre forsinkelser til 300.000 daglige passagerer i Københavns s-toge.

Forslag stammer fra de to trafikforskere Alex Landex og Otto Anker Nielsen, Center for Trafik og Transport på DTU. Det er lavet blandt andet til inspiration for regeringens infrastrukturkommission, skriver Berlingske Tidende i dag.

Den dobbeltsporede ekspresbane vil løst anslået koste syv milliarder kroner, skal aflaste strækningen Svanemøllen-København H og stoppe ved Vibenshus Runddel, Rigshospitalet og Forum

»Med forslaget styrker vi det svageste led på S-banen, hvor kapaciteten er opbrugt. Samtidig udnytter vi jernbanens største styrke. Det er transport af mange mennesker over lange distancer og storbytransport. Anlægsprisen per kilometer er høj, men vi forbedrer hele grundstammen i hovedstadsområdets kollektive trafiksystem med det her,« siger Alex Landex til Berlingske Tidende.

100 procent flere passagerer

De to trafikforskere forslår, at der fra alle endestationer på s-togsnettet, undtagen ringbanen, skal afgå to linier hvert tiende minut, som skiftevis vil køre via den nye og den eksisterende bane. I så fald vil s-togsnettet blive i stand til at betjene mellem 50 og 100 procent flere passagerer, når Metro Cityringen åbner i 2018.

Den ekstra togstrækning vil også gøre s-togsnettet langt mindre sårbart end i dag. Hvis der sker fejl på tog, signaler og køreledninger, vil trafikken kunne genoprettes hurtigere end normalt, når man kan undgå "røret" mellem Vesterport og Østerport.

S-tog planlægningschef hos DSB, Anne Pilegaard, siger, at forslaget ikke ligger langt fra DSB's egne forestillinger om, hvordan flaskehalsproblemerne kan løses og kapaciteten øges.

»Med den nye køreplan, der træder i kraft til september, er kapaciteten på den centrale strækning i København udnyttet tæt ved 100 pct. i myldretiden. Og vores nuværende system kan ikke klare presset, hvis København indfører trængselsafgifter og prognosen med de 135.000 ekstra påstigere ved cityringens åbning holder,« siger Anne Pilegaard til Berlingske Tidende.

Kommentarer (5)

Virkelig lækker linieføring. Udover at afhjælpe flaskehalsproblemerne, der sørger for at lamme hele nettet når noget går galt i city, vil det snildt skære 10 min af transporttiden mange mennesker der arbejder eller bor eller studerer tæt på de nye stationer, der er naboer til bl.a. universitetsparken, Panum og Rishospitalet. Samtidig er det en lækker detalje at den rammer metroen ved forum, så der ikke kommer ekstra skift for at komme på den.

Så mangler vi bare en ringbane og en metrolinie ud af Nørrebrogade, så vil det meste af Kbh. være til at nå inden for en halv time. I myldretiden.

  • 0
  • 0

Ja, en metrolinie fra Refshaleøen, med station ved Operaen [med opgang på begge sider af havnen, forbindelse til parkeringskælder i forbindelse med den fremtidige motorvej under havnen, fra Nordre Frihavn til Sjællandsbroen], over Kgs Nytorv og Nørreport, under Nørrebrogade og Frederikssundsvej til Husumvej, og derefter op til Tingbjerg, Høje Gladsaxe og Gladsaxe Trafikplads. Muligvis med fortsættelse til Værebroparken og Skovbrynet S-togsstation, med højbane langs Hareskovsmotorvejen.

Og en Ringbane [endelig ikke en sporvognslinie] der følger Ring III, fra Ishøj til Lyngby, og gerne fortsat til Lundtoftesletten, cirka Bygning 101 :-).

  • 0
  • 0

Til Per: Kan du komme med nogen argumenter for hvorfor en forbindelse lange ring 3 ikke skal anlægges som letbane (eller sporvogn so du kalder det)..??

Jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor danskerne stadig ikke har fattet potentialet i moderne letbaner. Svenskerne har, nordmændene også, tyskerne og franskmændene ligeså. Alle steder i verden bygger an letbaner og det hæver virkelig kvaliteten af den kollektive trafikafvikling. Og så er det forholdvis billigere og hurtigere at anlægge end metrolinier.

Mht. til det her stillede forslag om en ekstra parallel s-togslinie tror jeg det er et skridt i den rigtige retning for en bedre og mere fungerende kollektiv trafikafvikling i københavn. så mangler vi bare en havnetunnel og letbanelinier som fødelinier til metroen (jf. forslag fra www.letbaner.dk)

  • 0
  • 0