Undergrundsforsker afløser kontroversiel direktør på DTU
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Undergrundsforsker afløser kontroversiel direktør på DTU

DTU har nu fundet afløseren for den kontroversielle direktør på DTU Kemi, Ole W. Sørensen, der blandt andet er hængt ud for at bruge Scientology-ledelse og som har scoret en absolut bundkarakter i en trivseslundersøgelse på DTU Kemi. En undersøgelse som Ole W. Sørensen har gemt på sit kontor og kun vist frem på forlangende.

Afløseren bliver et kendt ansigt fra DTU, Erling Stenby, der i øjeblikket er direktør for DTU's tværgående Center for Energiressourcer, der bl.a. driver forskning i CO2-lagring i undergrunden, samt hvordan man kan forbedre indvindingsgraden af olie i producerende felter.

»Men jeg føler, at jeg kender DTU Kemi ganske godt. Både fra min ph.d.-tid og som formand for henholdsvis Statens Teknisk Videnskabelige Forskningsråd og Forskningsrådet for Teknologi og Produktion, hvor instituttets mange dygtige forskere har indsendt ansøgninger,« siger han til Ingeniørens hjemmeside ing.dk.

På trods af den ringe score på trivselsundersøgelsen, har Erling Stenby ingen fornemmelse af, at der er særlige problemer med instituttet, og han forventer da også, at en kommende undersøgelse vil ende på et højere niveau.

Den hidtidige direktør Ole W. Sørensen har været meget klar i udmeldingen omkring medarbejdernes tilfredshed ved at være på instituttet, hvor Ole W. Sørenser har kritiseret medarbejdere for ikke at være i stand til at følge med i forhold til instituttets mål, men helt så markant vil Erling Stenby dog ikke udtrykke det.

»Jeg bruger muligvis et andet ordvalg, men der er ingen tvivl om, at man på et universitet er nødt til at være ambitiøs for at kunne give en god uddannelse, og for at ens forskning skal være konkurrencedygtig internationalt, og det er helt klart min ambition. Så hvis man ikke mener, at det er de rigtige målsætninger, så tror jeg, at det vil være naturligt at overveje, om man har valgt det rigtige job. Men jeg skal ikke ud og skræmme medarbejdere eller true med barske konsekvenser, det er ikke min stil.«

Direktør skal sidde på to stole

På trods af at Erling Stenby nu skal være direktør på DTU Kemi, forlader han ikke jobbet på Center for Energiressourcer, men er i øjeblikket ved at finde frem til en organisatorisk model, så han kan være direktør begge steder. Fysisk vil han dog være at finde på DTU Kemi.

Erling Stenby har været direktør for Center for Energiressourcer i femten år, og mener selv, at tiden for nye udfordringer er inde.

»Jeg følte, at efter femten år var det et naturligt skridt for min karriere, at prøve en større ledelsesmæssig udfordring, og et institut med 150 medarbejdere er selvfølgelig en større udfordring. Jeg tror, at jeg kan bruge de ting, der har gjort centeret til en stor succes, altså bruge nogle af de samme ideer om ledelsesmæssige metoder, til at gøre instituttet endnu bedre, end det er i dag. Fagligt set er instituttet meget stærkt, men jeg tror, der er et potentiale for at udvikle det mere endnu,« siger han.

Erlin Stenby peger blandt andet at hans kontakter til danske og internationale kontakter kan være med til at bringe instituttet længere frem, og så skal en række områder have øget fokus.

»Nogle steder vil der være behov for nye rekrutteringer, hvor der er for lille en aktivitet - ikke fordi personerne ikke er gode nok, men eksempelvis analytisk kemi står lige nu lidt svagt rent bemandingsmæssigt, og i overskuelig fremtid vil fysisk kemi være et område, hvor der skal rekrutteres nye medarbejdere, fordi der er nogen der går på pension. Så der er områder, hvor der er muligheder for at være med til at udvikle instituttet,«

Erling Stenby tiltræder stillingen den 1. maj.

Emner : Ledelse
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først