UMTS- auktionen virkede - i mangel af bedre

Da telebranchen i 2001 endte med at betale 950 mio. kr. pr. UMTS-licens, skete det til akkompagnement af et ramaskrig.

Politikerne havde valgt en lukket auktionsform, hvor teleselskaberne hverken vidste, hvor mange der bød, eller hvad der blev budt. Derudover betød de lukkede bud, at byderne ikke kunne udveksle vurderinger af risikoen ved at satse på UMTS-teknologien, og af frygt for ikke at få en licens pressede de hinanden op i pris.

Politikerne udpinte telebranchen og drev rovdrift på branchen hed det. Og teleanalytiker John Strand sammenlignede auktionen med at gå ind på en intensivafdeling og holde auktion over respiratorerne. De patienter, der havde råd, kunne få en.

I dag ved vi, at de fire teleoperatører, der fik en licens klarer sig ganske fint - på hver deres måde.

Godt nok gik en af de oprindelige vindere, Orange, ned i Danmark, hvilket dengang blev begrundet med auktionen. Men det var ikke derfor, siger teleprofessor på Aalborg Universitet, Knud Erik Skouby.

»Oranges i forvejen store underskud blev over fem år en halv mia. kr. større. Det gør - lidt flot sagt - ikke den store forskel i teleindustrien,« siger han.

Generelt er der også blandt iagttagere og industrien selv en erkendelse af, at den langsommelige udrulning af 3G ikke skyldtes auktionen i 2001, men slet og ret, at markedet ikke har været parat før nu.

I dag er der således ifølge IT- og Telestyrelsen godt 560.000 personer, der har et mobilt bredbåndsabonnement. Det skal ses i forhold til de i alt seks millioner mobilabonnenter og de to millioner faste bredbåndsforbindelser.

»Forklaringen er nok, at vi endnu ikke har set killerapplikationen til UMTS. Det har ikke udviklet sin egen identitet endnu - vi har endnu de særlige mobile tjenester til gode,« siger juridisk direktør i Telia, Jens Ottosen-Støtt. Telia er som det sidste teleselskab i Danmark ved at rulle 3G-nettet ud, fordi man først nu mener, at markedet er modent.

Men hvad fik staten så for pengene? Som man kan se andetsteds her på opslaget er det især unge forskere, nanoteknologi og regionale it-satsninger, pengene er gået til. Om det så får det store regnestykke til at gå i plus eller minus beror til syvende og sidst på en politisk vurdering, mener både Knud Erik Skouby og professor Jan Damsgaard fra CBS.

De konstaterer imidlertid begge, at der ikke er blevet brugt mange penge på teleforskning, selvom en særlig dansk forskningsindsats her måske kunne have skærmet Danmark mod den internationale opbremsning i telesektoren på grund af de meget blodige tyske og engelske auktioner.

Pengene var gået til ejerne

Men at den danske teleindustri selv ville have givet danskerne bedre dækning eller mere teknologi, hvis de ikke havde betalt dyrt for licenserne, tror professor på DTU Fotonik Lars Dittman ikke på.

»Jeg tror ikke, at teleselskaberne havde brugt de ekstra penge på teknologi - de var gået direkte i lommerne på f.eks. TDC's kapitalfonde eller til den svenske og norske stat, der har en stor aktieandel af Teliasonera og Telenord. I den forstand er teleoperatørerne jo alle pengemaskiner,« siger Lars Dittman.

Jan Damsgaard mener imidlertid, at det helt principielt er en dårlig idé at holde auktion, som man gjorde det med UMTS-licenserne.

»En dyr indgangsbillet på en bestemt teknologi kan tvinge virksomhederne til fortsat at investere i den pågældende teknologi for at forrente investeringen, selvom det ikke er den smarteste teknologi. Og det kan skævvride den teknologiske udvikling. Når der eksempelvis er bundet så mange penge i 3G-teknologien, skubbes andre konkurrencedygtige og måske bedre alternativer som eksempelvis WiMax ud på sidelinjen,« siger Jan Damsgaard, der foretrækker den såkaldte 'skønhedskonkurrence', hvor teleoperatørerne i stedet for at betale for at få adgang til en licens, får adgangsbillet ved at konkurrere på hvor hurtigt de er oppe at køre, hvor god en dækning og teknologi, de kan tilbyde osv.

Branchedirektør i DI, Tom Togsverd er uenig.

»Der er ikke nogen garanti for, at kravene til teleindustrien bliver lempeligere af en skønhedskonkurrence. De kan være lige så hårde som ved en auktion. Det vigtige er, at staten ikke stiller urimelige krav og udpiner teleindustrien, når den sælger frekvenslicenser,« siger Tom Togsverd.

Venstres telepolitiske ordfører Torsten Schack Pedersen er principielt imod en skønhedskonkurrence, fordi de kræver en politisk vurdering af teknologier, hvilket han er imod.

»Objektivt set mener jeg, at det langt er at foretrække, at interessenterne afgiver et pengebud. Vi skal ikke som politikere opstille kriterier. Det kan føre til langt større problemer end dem der kan opstå ved auktionerne,« siger Torsten Schack Pedersen.

Han mener, at det til syvende og sidst var teleoperatørerne selv, der besluttede prisen.

»Branchen har lært noget om prisfastsættelse. Hvis de havde budt lavere, havde vi som politikere jo måttet acceptere det.«