Ukrainsk ingeniør udstyrer drone med granatkaster
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ukrainsk ingeniør udstyrer drone med granatkaster

Sådan ser Yuriy Kasyanovs kampdrone ud. Illustration: ЮРИЙ КАСЬЯНОВ

I garager, forladte lagerbygninger og mere officielle kontorlokaler forsøger flokke af ukrainske loddekolbe-amatører og mere etablerede ingeniører at volde besvær for den russiske hær i forbindelse med konflikten i Ukraine.

De forsøger blandt andet at bygge droner til brug i den tilspidsede konflikt. Det er en nødvendighed, mener nogle, idet Ukraines hær – modsat Ruslands veludrustede militær – ikke rådede over nogen moderne former for pilotløse luftfartøjer ved begyndelsen af konflikten.

Dermed er den fortsatte konflikt i dette hjørne af Europa blevet skueplads for og potentielt billede på fremtidens krigsførelse, hvor forskellige typer kampdroner og jammingudstyr mod droner forventes at spille en større og større rolle.

Læs også: Fremtidens luftrum tilhører dronesværmene

Nyeste afsnit i denne oprustning har den ukrainske stifter af dronefirmaet Matrix UAV, ingeniøren Yuriy Kasyanov i en hovedrolle. På sin Facebook-side har Yuriy Kasyanov uploadet en video af firmaets nyeste påhit:

En mindre kampdrone ved navn Demon i stand til at bære skydevåben, sprængstof eller granatkastere med henblik på at gøre pansrede køretøjer ukampdygtige. Våbene bliver simpelthen monteret på selve denne quadrokopter – altså et luftfartøj, som får dynamisk opdrift og drives frem af fire rotorer.

»Enheden er designet til at forårsage pludselige, præcise angreb på pansrede køretøjer, brændpunkter, luftforsvarsudstyr og fjendens hovedkvarter i en afstand af op til 10 kilometer,« siger Yuriy Kasyanov i videoen.

Notorisk støjende

Kan Matrix UAV’s Demon vitterligt forvolde så stor skade, er der dog stadig en gevaldig forhindring på slagmarken at forcere. Russernes militær har efterhånden bevist, at de er blevet yderst ferme til brugen af kampdroner. Både gennem brugen af kamp- og overvågningsdroner samt modtrækket med avancerede elektroniske krigsværktøjer, som kan svække fjendens droner.

Ukraines hær har således åbent beklaget over, at nogen – formentlig russerne – tit har held med at jamme styresignalerne for droner på slagmarken. Eller det vil sige jamme styresignalerne for alle andre aktive kampdroner end netop russernes egne pilotløse luftfartøjer.

»Denne kampdrone, Demon, er et skridt I den rigtige retning, når det gælder nærkamp, men meget afhænger af dens faktisk ydeevne på slagmarken. Quadrokoptere kan være notorisk støjende og sårbare over for elektroniske modforanstaltninger«, lyder det overfor mediet Defense One fra Sam Bendett, sikkerhedsanalytiker ved tænketanken Center for Naval Analyses' International og fellow ved russiske studier hos American Foreign Policy Council.

Læs også: Kina sender ny generation af kampdroner på vingerne

»På den anden side af grænsen arbejder russerne også på en række kampdroner beregnet til nærkamp. Der er blandt andet tale om modeller med fastvinger og multirotoriske designs. Russerne udsætter også deres kampdroner for konstante tests, enten i kamp i Syrien eller med kontinuerlige runder af øvelser. Så denne ukrainske 'Demon' skal gennemgå en betragtelige mængde tests, før dens bebudede specifikationer kan verificeres,« siger sikkerhedsanalytiker Sam Bendett.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Officielt set ikke det russisk militær. Men selv Putin joker med at det jo "slet ikke er russisk soldater, bare patriotiske russere med militært udstyr

Ja, det er klart at der er frivillige, da det russisktalende og russiskvenlige østlige Ukraine jo ikke vil finde sig i at blive totalt skubbet til side af et kupregime, som ikke er i Østukraines interesse. Jævnfør det klare flertal som den kuppede præsidents regerinh havde med stor støtte i øst. Og FNs bestemmelser om ret til selvbestemmelse med ret til at blive hørt - som vi f. eks. så det i Sønderjylland efter 1. Verdenskrig..

Men er der kamp mellem Ukraine og de indbyggere som findes i øst ,hvor man har haft en meget åben grænse mod Rusland - f. eks. anslås det jo at der befinder sig 5 millioner fra Ukraine i Rusland .

Hvor fpregår kampen og hvad er formålet med kampen? Er der overhovedet en strategi? Det synes du jo at implicere når du taler om kamp...

Det er helt sikkert at der aldrig bliver tale om "rigtig kamp" da det vil føre til Ukraines tilintetgørelse, sådan er stormagtspolitik indrettet. Ligesom USA jo heller aldrig ville finde sig i at få baser fra et fjendtligt sindet land lige op ad grænsen. Med mindre Vestener villig til at tage en verdenskrig med Rusland kan man glemme alt om Ukraines ret til at vælge hvad det vil være medlem af. Rusland vil ikke akceptere det og det vil folk i Østukraine og på Krim heller ikke. Ukraine forbliver en "failed state" sålænge de prøver på nogetsomhelst vis-a-vis Rusland. Så derfor undrer det mig at du overhovedet taler om kamp mod Rusland...

Mange tror jo at Ukraine "har ret" til at vælge hvilken forsvarsblok de vil være medlem af. Den går bare ikke - se f. eks. den amerikanske professor i statsvidenskab John Mearsheimer forklare blandt andet dette i det nylige besøg han aflagde på Københavns Universitet i April i år

https://youtu.be/ZdRtX9YR7MQ

samt en samtale ved samme lejlighed med danske undertekster

https://www.youtube.com/watch?v=qSAlLpor5nM

  • 1
  • 17

Mange tror jo at Ukraine "har ret" til at vælge hvilken forsvarsblok de vil være medlem af. Den går bare ikke - se f. eks. den amerikanske professor i statsvidenskab John Mearsheimer forklare blandt andet dette i det nylige besøg han aflagde på Københavns Universitet i April i år

Jeg håber selv du kan se dette udsagn som tåbeligt. Jeg håber da at et selvstændigt land med sin egen regering selv må vælge, ellers er demokratiet da trådt under fode.
Det kan godt være at det ikke behager naboen, men lavpraktisk set, er det vel som hjemme på villavejen, man må godt plante græs selv om naboen ikke synes det er pænt.

  • 11
  • 1

Teknisk set er der jo ikke noget problem i at udstyre droner med en autonom fjendelokalisator - dvs en lille kunstig intelligens som kan finde fjender og skyde dem i smadder i fald radiosignalet afbrydes - eller måske endda blot fuldføre en kommando.

For eksempel:
Sådan en drone kan ligge helt kamufleret i græs og i samme øjeblik dens kamera laver et positivt id på en russisk tank indenfor det monterede våbens radius, kan den bruge en en lille katapult til at skyde sig selv opad, som en trold i en æske, inden at rotorerne spinner nok op til at stabilisere og løfte dronen. Når den er fuldt aktiv, har fjenden i sigtekornet, affyres våbnet og dronen flyver hurtigst muligt væk. Affyring af våben må kunne foretages indenfor 0,5-1 sekund efter aktivering.

Selvom det er er et kontroversielt emne og tankegang, så må det være utroligt spændende at arbejde med den slags udfordringer

  • 1
  • 0

Jeg håber selv du kan se dette udsagn som tåbeligt. Jeg håber da at et selvstændigt land med sin egen regering selv må vælge, ellers er demokratiet da trådt under fode.
Det kan godt være at det ikke behager naboen, men lavpraktisk set, er det vel som hjemme på villavejen, man må godt plante græs selv om naboen ikke synes det er pænt

Ja prøv at lytte til Mearsheimer, som forklarer stormagtspolitik i de links jeg gengav ovenfor.

Det synspunkt han forklarer har intet med retten til t vælge eller bestemme i sit eget demokrati at gøre.

Han forklarer såmænd bare hvordan verden er indrettet set fra stormagters synspunkter.

Hvor er du så uenig i Mearsheimers forklaringer?

  • 0
  • 6

Fotoet viser tydeligt at det ikke er en granatkaster, men derimod et raketstyr, der er monteret under dronen.

Forskellen på de to er at:
1) raketstyret er åbent i begge ender, sprænghovedet drives frem af en raketmotor, som giver en bagblæst og som derved gør våbnet omtrent rekylfrit.
2) granatkasteren er lukket bagtil, hvor en drivladning bringes til sprængning, hvilket giver rekyl (men ingen bagblæst), hvorefter granaten følger en rent ballistisk bane.

For en drone er bagblæsten ikke noget problem, mens rekylen nemt kunne blive det.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten