Ukendt miniput på gasjagt i Midtjylland

I ro og mag er et internationalt investorselskab ved at lægge sidste hånd på 3D-seismiske undersøgelser, der skal vise, om der er kulbrinter i den midtjyske undergrund.

»Vi forventer, at der vil være gas. Hvor meget ved vi ikke, men det ser foreløbig meget interessant ud,« siger Hans Koch fra DK Consult.

Han er koordinator og 'praktisk gris' for det London-noterede New World Oil and Gas, der gennem to danske datterselskaber ejer tre arealmæssigt store licenser onshore i Danmark samt én i Belize. Nordsøfonden er som altid partner med 20 procent.

Det ene danske projekt kaldes Danica Jutland og dækker to licenser på godt 4.000 km2 (1.015 mio. hektar). New World Oil skriver på sin hjemmeside, at der umiddelbart ligger et potentiale på 48 millioner tønder olieækvivalenter i licensen.

Det andet projekt kaldes Danica Ressources og indeholder en licens med et areal på 6.680 km2 (1,67 millioner hektar) omkring Lolland, Falster og Langeland. Her estimerer New World Oil, at der kan være 97 millioner tønder olie og knap 40 millioner kubikmeter gas.

Læs også: Ukendt selskab i hidtil største olieeftersøgning på dansk jord

Selskabet er ved at være færdig med de seismiske undersøgelser af Danica Jutland-licenserne i Midtjylland. De nye 3D-undersøgelser bygger oven på gamle 2D-analyser og skulle oprindelig være færdige 14. januar. Tidsplanen er dog skubbet en anelse, så det nu bliver ved udgangen af januar, fortæller Hans Koch.

»Vi forventer med andre ord at have et godt bud på potentialet i licenserne, når vi har analyseret de store datamængder fra 3D-undersøgelserne. Det vil være om to-tre måneder,« siger den danske konsulent.

Når 3D-undersøgelserne er færdige i Midtjylland, rykker holdet videre til licensen på Lolland og Falster, hvor der i alt skal lægges 280 km kabler. Resultaterne af de analyser vil komme sidst på året, men også her er Hans Koch positiv over for at finde gas. Spørgsmålet bliver nærmere, om gassen vil være i god nok kvalitet, mener han.

»Undersøgelserne giver et halvt hundrede millioner datainput, hvilket vil levere os et fortræffeligt billede af undergrunden. Hvis analyserne er tilstrækkeligt positive, vil der kunne prøvebores i 2014,« siger Hans Koch.

Ingen fracking

Oprindeligt var det olie, som selskaber gik efter i Jylland. I dag ved man dog, at undergrunden gemmer på gas, hvilket normalt plejer at kølne interessen en del på grund af gassens lavere priser.

Men selv om verdensmarkedet tilmed nærmest strømmer over af billig gas - og med de amerikanske fund af skifergas ser ud til at blive ved med at gøre det - stopper det ikke New World Oil og deres datterselskabers jagt på dansk gas.

Det skyldes blandt andet, at der modsat i Nordjylland ikke er tale om skifergas med konventionel gas, fremhæver han. Det betyder, at Danica-folkene modsat franske Total ikke skal anvende hydraulisk frakturering, som ud over at give problemer med lokalbefolkningen også gør selve produktionen dyrere.

»Gas er fremtidens energiform i hvert fald i de næste mange årtier. Vi er overbeviste om, at der er økonomi i projektet,« siger Hans Koch.

Der er søgt efter olie og gas flere gange onshore i Danmark indtil videre uden held. Det statsejede polske selskab, PGNiG, som Hans Koch også var konsulent for, forsøgte sig med boringer i Sønderjylland i 2011 uden at finde olie eller gas i kommercielt attraktive mængder. I løbet af året er det som nævnt Total, der prøveborer efter skifergas ved Frederikshavn.

Læs også: Oliejægere tror på fire millioner ton olie i Sønderjylland

Også New World-selskaberne har boret. Det er sket to gange ved Givskud og nær Aabenraa. Men begge gange var der for meget nitrogen i gassen, til at den var i god nok kvalitet, fortæller Hans Koch.

Det stopper nu ikke selskabet. Potentialet for gas i de geologiske lag er umiddelbart stort, og sammenlignet med offshore er det tårefremkaldende billigt at lave prøveboringer onshore, som den danske konsulent udtrykker det. En prøveboring som ved Givskud koster i omegnen af 35 millioner kroner.

»PGNiG estimerede, at der kunne være op til 30 millioner tønder olieækivalenter. Så sammenholdt med det potentiale, der kan ligge i den danske undergrund, er det peanuts, vi taler om,« lyder det fra Hans Koch.

Uanset hvad de seismiske undersøgelser viser, kræver det altså held at kulbrinterne er til stede, og at de er af god nok kvalitet, fremhæver han. Det, og et presset marked for borerigge, kan give problemer for de to projekter.

»Tommelfingerreglen er, at man er heldige i 10 procent af tilfældene. Vi håber og er positive, for det ser absolut lovende ud,« siger Hans Koch.

Skifergas

Produktprisen 2013 Skal Danmark udnytte skifergassen i undergrunden eller ej? Beslutningen kræver indsigt i tekniske, økonomiske og miljømæssige forhold. Ingeniøren dækker emnet hele vejen med artikler og debatmøde. Følg hele skifergas-dækningen her

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvorfor undersøge om der er muligheder for et hente gas op af DK? Hvis der er gas vil Dong vel hente den op for os? Firmaet her vil blot bruge penge på undersøgelserne for os.

  • 0
  • 0

Man må sandelig håbe det ikke resultere i landsænkninger hvis man skal pumpe olie/gas op ved Lolland, det ligger lavt i forvejen.

  • 0
  • 0

Det ene danske projekt kaldes Danica Jutland og dækker to licenser på godt 4.000 km2 (1.015 mio. hektar).

1 km^2 = 100 ha - så må 4000 km^2 svare til 100.000 ha.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten