Ukendt dinosaurus på 20 meter gravet frem på Svalbard
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ukendt dinosaurus på 20 meter gravet frem på Svalbard

Med et skulderblad på en kvadratmeter og en lårbensknogle på en meter har norske fundet rester af en dinosaurus, der er så stor, at forskerne taler om en helt ny art af såkaldte svaneøgler.

»Den er enorm. Tyve meter lang. Og det er langt større end de fossiler, vi hidtil har fundet i området - eller andre områder for den sags skyld. Noget tyder på, at der er tale om en helt ny art inden for svaneøglerne,«, fortæller Jørn Hunum, der lige er vendt tilbage til civilisationen i Longyearbyen, Svalbard, efter at have været tre uger i felten.

Sidste sommer var forskerne på rekognosceringsrunde i området, hvor de kortlagde 28 skeletter af svaneøgler, deriblandt kæmpen, som nu er gravet ud. I år fandt de endnu flere.

Svaneøglen er formentlig gået på jagt efter fisk og blæksprutter.
Omfanget af monsterøglen blev markeret med flintesten - øglen havde en imponerende længde på 20 meter. (Foto: Naturhistorisk Museum)

»Der ligger en kæmpeøgle til. Den er lige så stor, som den vi nu har udgravet, og den ser ud til at være endnu mere intakt. Så derfor skal vi tilbage til udgravningsområdet allerede næste sommer for at udgrave den,« fortæller Hurum.

Jurassic Waterworld

Svalbard er en slags forhistorisk Jurassic Waterworld. Fra Longyearbyen, Svalbards hovedby, kan man, hvis man går mod vest, vandre i skifer med plantefossiler, der er omkring fem millioner år gamle.

Hvis man vandrer mod nordøst, finder man et mangfoldigt udbud af marine dyrearter, der levede for 150 millioner år siden, den tid vi kalder jura.

Forklaringen på de marine fossiler er, at Svalbard er aflejringer fra gammel havbund. Dengang lå Svalbard nogenlunde på den breddegrad, hvor Danmark ligger i dag. For 150 mio. år siden svømmede de marine reptiler rundt i havene. Når de døde, faldt de ned på havbunden, hvor de med tiden er blevet dækket af beskyttende slam.

Over mange millioner år er havbundens lag blevet begravet og trykket sammen og omdannet til skifer, mens kontinentalpladerne har bevæget sig, og skabt det månelandskab, som karateriserer Svalbard i dag.

Hvorfor fossilerne er så righoldigt bevaret i netop disse klipper, kan forskerne kun gisne om.

»Vi ved det faktisk ikke. Men jeg tror, det har noget med skiferen at gøre. Til næste år vil en ph.d-studerende kigge nærmere på lige netop det fænomen«, fortæller Jørn Hurum.

Fandt snudespids uden hoved

Allerede sidste år fandt forskerne snudespidsen af fossilet. Ud fra dets størrelse havde forskerne regnet med at grave et to meter langt velbevaret kranium ud af klipperne. Men hovedet manglede.

»Skelettet lå indlejret på siden af fjeldet, og snudespidsen var faldet af. Vi havde håbet at finde resten af hovedet, men det må være skredet i havet. Ærgeligt,« siger Jørn Hurum.

Inden årets feltsæson havde forskerne ansøgt og fået tilladelse til at grave tre fossiler ud af fjeldet. Tilladelsen var givet af Sysselmannen i Svalbard, under forudsætning af, at stedet blev efterladt i samme stand, som de fandt det.

Knogler blottes med pensel

Fossiludgravning foregår i mange tempi. Først udføres det grove arbejde med at grave ned til knoglerne. Efter, at knoglerne er blotlagt, foregår resten med pensler og koste. Når knoglerne først er gravet fri, er de uhyre skrøbelige og går let i stykker. For at stabilisere dem inden de flyttes, bliver de pakket ind i vådt toiletpapir og gipsbandager inden de kan puttes i transportkasser.

På sommerens udgravningsekspedition har der været 13 frivillige med, og der er blevet knoklet i døgndrift med udgravningsarbejdet. Vejret har været mildt mod dem med midnatssol og kun lidt sne.

"Der er ikke meget andet at lave, når man er på udgravning. De fleste er med, fordi de synes, at det er spændende, og fordi de får en god oplevelse," fortæller Hurum og understreger, at der er tale om yderst kompetente amatør-palæontologer.

Turister strømmer til udgravning

I modsætning til anden etableret forskning, som foregår rundt om på Svalbard, er Jørn Hurums forskning finansieret gennem private fonde og sponsorer. Og det seneste fund af kæmpeøglen har givet mange kroner i kassen - pengene er både kommet fra private sponsorer og fra det lokale turistbureau.

"Vi har etableret et samarbejde med Splittbergens Turistbureau. De har sørget for, at turister kunne komme ud til udgravningsstedet for at se, hvordan vi palæontologer arbejder, og hvad det er, vi har fundet herude," fortæller Jørn Hurum.

Hurum kalder samarbejdet for en win-win situation. Turisternes interesse for palæontologi og fossiljagt er nemlig stor.

"I USA har man forenet forretning og forskning på den måde gennem længere tid, og jeg kan kun tilskynde andre til at gøre det samme. Almindelige mennesker er meget interesserede i at se og opleve det vi forskere går og laver. Og det er første gang, at det har været muligt for mig at dække udgifter til transport og ophold for de mennesker, der er med for at grave fossilerne ud," siger Jørn Hurum.

Fakta om svaneøglen Plesiosauria

Den kæmpeøgle som forskerne har fundet på Svalbard er en såkaldt Plesiosauria, på dansk kaldet svaneøgle. Plesiasauriaen var et vandlevende krybdyr med luffer. Dyret lignede en gigantisk havskildpadde.

  • Palæontologerne skelner mellem to grupper af svaneøgler. De såkaldte Plesiosaurer havde en lang hals og et lille hoved, som formentlig har levet af fisk og blæksprutter. Pliosaurerne havde derimod en kort hals, et stort hoved og meget kraftige tænder. De to arter har jagtet alt fra fisk til hvaløgler.

  • Plesiosauen var klodset i sin form, mens Pliosauen er langt mere strømlinet, med et krokodillelignende hoved og kæber. Pliosaurerne var hurtige svømmere, der brugte begge par store luffer som hydrofoiler, ligesom søløver bruger forlufferne. Kæmpen som Jørn Hurum har gravet ud, hører til de korthalsede svaneøgler.

  • Med en længde på tyve meter, er den pliosaur, som Hurum har gravet ud, den største, der nogen sinde er fundet. Med den kompakte krop og kæmpemæssige for- og bagluffer, kan de måske have vejet ca. 40 ton. De største skeletter, man hidtil har kendt inden for begge grupper, har været 12-13 meter lange.

  • Om der virkelig er tale om en hel ny art, vil mere detaljerede studier den kommende tid med tiden vise. Knoglerne er bragt til Oslo Naturhistoriske Museum, hvor de skal præpareres. Derefter vil forskerne rekonstruere dyrenes formodede form. Ifølge planen skal fundet udstilles om et år.

Kommentarer (1)