Uheldsramt rumsonde tæt på Jorden efter asteriode-besøg

Den japanske rumfartsorganisation Jaxa oplyser, at den uheldsplagede Hayabusa stadig er på rette kurs mod den planlagte landing den 13. juni kl. 14 dansk tid på Woomera Test Facility i det sydlige Australien.

Her vil Hayabusa frigøre sin landingskapsel som er cirka 40 centimeter i diameter. Kapslen vil blive frigjort tre timer inden landingen, mens rumsonden befinder sig 40.000 kilometer fra Jorden.

Under turen ned gennem atmosfæren vil temperaturen omkring kapslens kulfiberskjold nå op på 2.700 grader celsius. Efterfølgende vil faldskærmen blive foldet ud og bringe kapslen til landing i den australske outback.

Hjemkomsten bliver afslutningen på syv dramatiske og uheldsplagede år for Hayabusa.

Rumsondens fire ion-motorer har voldt problemer siden opsendelsen i 2003, og i dag benytter rumsonden en kombination af delsystemer fra forskellige motorer. Da dens brændstoftanke er tomme, er det de defekte ionmotorer som har fået rumsonden hjem. De benyttes også til de afsluttende manøvrer.

Den eneste fungerende ionmotor har, ved at benytte forskellige delsystemer, gennemført fire affyringer siden april for at bringe Hayabusa på kurs til mødet med Jorden.

Den seneste affyring blev afsluttet sidste torsdag efter, at ionmotoren havde kørt i 100 timer. Den ændrede rumsondens hastighed med 17 kilometer i timen og rettede sonden ind mod et punkt 200 kilometer over Jordens atmosfære.

Hayabusa skal gennemføre endnu to affyringer i de kommende to uger for at få den korrekte bane ind mod Woomera Test Facility. Den første er den 6. juni, hvor banen bøjes fra punktet over Jordens atmosfære og ned mod Australien. En sidste manøvre, tre dage før landingen, skal korrigere for eventuelle fejl og unøjagtigheder.

Hayabusa har besøgt asteroiden Itokawa, hvor det lykkedes at tage 1.600 billeder af den kartoffelformede asteroide. Men et forsøg på at landsætte minirobotten Minerva på asteroiden i november 2005 mislykkedes, og den drev i stedet væk i rummet. Efterfølgende fløj Hayabusa to gange ned på Itokawas overflade i forsøget på at indsamle prøver.

Dokumentation

Jaxa om Hayabusa: