Bo Christensen
Jeg har i den sidste uge holdt maraton-opgave-vejledningsdage med omkring 80 unge studerende lige i starten af 20’erne. Langt, langt de fleste er fagligt velfunderede, reflekterede, fagligt nysgerrige og udfordrende (på den gode måde) og seriøse. Jeg bliver ofte imponeret og tænker, at der alligevel er håb for fremtiden. Men der er også en gruppe, der tilsyneladende har uddraget en uhensigtsmæssig læring fra gymnasiet af mantraet ‘alt er o.k., hvis man kan argumentere for det’.
Jeg må sommetider bruge lidt tid på at diskutere, at der er forskel på at ‘argumentere’ og at ‘fremføre en [vilkårlig] påstand gentagne gange’. At det første har noget med fagligt belæg at gøre, det andet har med stigende vokalt eftertryk at gøre, og at de to former ikke er ligestillede.
Dér kan det bekymre mig, at en udsendelse som denne giver vrøvl ligestillet, eller endda privilegeret, taletid og giver faglig viden en ikkeprivilegeret position.
Richard Dawkins har nægtet at diskutere evolution med hardcore kreationister med følgende argument: »Would you, if you were a geographer, agree to have a debate with a Flat-Earther? There comes a point when you have to say you are — by agreeing to appear on a platform with somebody like that — you are giving them status.«
Torben Rune
Jeg er fuldstændig enig. Hvis man i et demokrati accepterer, at alle synspunkter er valide – uanset hvor tossede de er – blot man kan argumentere for dem på en overbevisende måde, så stiger risikoen for, at de dygtigste demagoger bliver dem, der sidder på magten.
Når der sættes spørgsmålstegn ved videnskab og forskning, støber man fundamentet for et potentielt diktatur.
Og nej – det er ikke noget argument, at flertallet griner af det eller græmmes over det. Demokratiet slutter, når demagogerne sætter spørgsmålstegn ved dets grundforudsætninger og f.eks. påstår, at et valgresultat er ugyldigt, selv om flertallet siger noget andet, eller at videnskaben er upålidelig og derfor kræver tiltag som strider imod lovgivning.
Jens D. Madsen
Der er intet forkert i, at flat earth-tilhængerne får taletid, og heller ikke i, at en forsker forsvarer naturvidenskaben over for flat earth-tilhængerne. Information og oplysning er den bedste måde at håndtere konspirationsteorier på.
Jeg synes faktisk, at det som koncept er en virkelig god idé, som burde bruges oftere. F.eks. kunne man efter en science fiction-film have et forskerpanel, der diskuterer den og vurderer, om det hele er teoretisk umuligt og altid vil være det, eller om noget faktisk kunne blive muligt en gang i fremtiden, når vi bliver dygtigere. Mange film og meget underholdning er derude, hvor det er helt umuligt, og problemet er, at seerne faktisk ubevidst tror, at der er noget om det. Fejlen ligger i måden, DR gør det på. Naturligvis skal de interviewede acceptere, hvad de medvirker i, og de skal også acceptere resultatet. Det er særlig vigtigt ved satire. Meningen med satire er ikke, at dem der medvirker, skal fortryde deres medvirken. De skal gerne kunne se humoren – og acceptere det.
Snedker og psykoterapeut Ole Lochmann (th.) mener, Jorden er flad. I programmet ‘Ellen imellem’ får han lov til at lave, hvad DR kalder »et kritisk interview« med astrofysiker Anja C. Andersen (tv.), der troede, hun talte med DR-vært Ellen Kirstine Jensen (i midten). Foto: DR
