Ugens debat: Plastic- eller mulepose? Hvad er bedst for miljøet?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ugens debat: Plastic- eller mulepose? Hvad er bedst for miljøet?

Miljøstyrelsen udsendte i sidste uge en undersøgelse lavet af forskere på DTU. Den konkluderede, at plastikposer var så meget bedre for miljøet end stofposer, at en bomuldspose skulle bruges 7.100 gange, før den havde tjent sig klimamæssigt hjem – og 20.000 gange, hvis posen var økologisk. Rapporten førte til heftig debat på ing.dk i flere artikler og en blog, fordi Miljøstyrelsen kun havde fokuseret på en enkelt parameter i sin fortælling til pressen. Her bringer vi et uddrag af debatten under artiklerne.

Læs også: Miljøstyrelsen: Plastposer er mest miljøvenlige

Læs også: Miljøstyrelsen afviser kritik af plastposerapport: Den viser blot et øjebliksbillede

Læs også: Misinformation om plastikposer versus bomuldsnet

Læs også: Forskere: Plastpose-konklusion var for kæk

Illustration: MI Grafik

Matias Bennike
Personligt var jeg da også overrasket. da jeg hørte om denne undersøgelse, men jeg mener nu nok, at de har mere styr på miljøet på DTU Miljø, end jeg selv har (og så har de lavet benarbejdet, det kan jeg ikke prale af).

Allan Astrup Jensen
Jeg har ved diverse konferencer inkl. om LCA/LCM (Life Cycle Assessment/Life Cycle Management, red.) fået udleveret en sådan mulepose, som efter konferencen er affald. Alligevel benytter jeg dem i stedet for som indkøbspose i mange år. Poserne fra 1998 og 2001 fungerer stadig fint og er kun positive for miljøet, hvad en ny bomuldspose og en plastpose aldrig kan være, ligegyldigt hvilke effektparametre der medtages, og om den bagefter benyttes til skrald.

Ebbe Holleris Petersen
At lave en LCA for poser er naturligvis en god idé, men de miljøeffekter, man beregner i en LCA, er måske ikke de mest relevante for netop plasticposer. Hovedproblemet med plastic er, at det ofte ender i naturen, og det er på flere måder problematisk. Ikke mindst hvis det ender med at blive spist af dyr eller på anden måde skader flora og fauna.

Helge Andersen
At økologisk bomuld er næsten tre gange mere miljøbelastende end andet bomuld giver ikke anledning til kommentarer? Er det noget, der ikke kommer bag på nogen, eller er det noget, der ikke skal ud i lyset ?

Berit Asmussen, miljøbiolog og vicedirektør i Plastic Change, i ing.dk-bloggen Ekspedition Plastik
Gør man sig den ulejlighed at læse rapporten og sætte sig ind i dens resultater, vil man opdage, at de konklusioner, der er trukket ud, er misvisende, fordi de kun handler om ét ud af 15 miljøproblemer, som undersøgelsen har fokus på. Nemlig det, der skiller sig mest ud til fordel for plasticposen.

Henrik Eriksen
Umiddelbart kan jeg bedst lide ideen med stofposer, men jeg tror min holdning er farvet af, at plastic altid har været sådan noget kunstigt, andenrangs noget i forhold til naturlige ting.

John Johansen
Jeg plejer at have min termopose til frost- og kølevarer i en almindelig plastikbærepose. Da den sidste til sidst var for laset, viste det sig, i juni, at være en 1 1/2 år gammel julepose fra Spar. Dét ville sgu kræve nogle år med mulepose.

Brian Norsk Jensen
Jeg bor i Sverige. Her sorterer vi vores affald i 10 fraktioner ved havelågen. Vi bruger plasticposer når vi handler, og de bliver brugt igen og igen, til de er færdige og ender derefter som skralde­pose. Vi bruger også muleposer, som nok bliver ubrugelige/snaskede/hullede, hurtigere end de har tjent sig hjem på hvilken som helst skala.

Jesper Hansen
Det er nok rigtigt, at plasticposer har en bedre effektivitet i en livscyklus-analyse, men plasticposers bidrag til CO2- belastningen er jo ingenting sammenlignet med transport, byggeri, m.v. Personligt tænker jeg, at den CO2, jeg udleder på at køre til købmanden og tilbage igen, nok er mere end miljøbelastningen fra min indkøbspose.

Claus Hindsgaul
Hvor ville det være praktisk og klogt, hvis vi alle – også miljøinteresse­organisationer – lod de forudindtagne holdninger ligge og så fordomsfrit på de fakta, der præsenteres. Lige nu ser jeg i stor udstrækning DN, Plastic Change og andre stædigt holde fast i slogans, der lyder grønne, simple og let forståelige.

Martin Jessen
Rapporten understreger jo bare endnu en gang, at det, der ‘føles godt’, ikke nødvendigvis er det.

Ole Laursen
Det er egentlig en lidt spøjs betragtning, som illustrerer kompleksiteten i det her med miljøpåvirkning. Hvis vi skal dyrke noget, skal der bruges energi og vand osv., så i den forstand påvirker det miljøet mindre bare at pumpe lidt olie op og raffinere på det. Savner dog lidt en kategori med bæredygtighed. Når vi er på vej væk fra at pumpe den olie op, så er det jo, fordi det tager lang tid at få dannet ny olie til oppumpning.

Michael Mortensen
Udfordringen er, at der er forskel på miljøbelastning og miljøbelastning, for hvad fokuseres der på, og hvorledes er de forskellige elementer vægtet i forhold til hinanden? Energiforbrug, CO2, mikroplast,giftige kemikalier, arbejdsmiljø, genbrug og genbrugsmetode, globalt, DK? Ca. 42.000 andre parametre kan medtages.

Forskere: Plastposekonklusion var for kæk

I kølvandet på debatten erkendte forskerne fra DTU i onsdags i Information, at konklusionerne på undersøgelsen måske var kommet lidt skævt ud:

Læs også: Forskere: Plastpose-konklusion var for kæk

»Det er det værste scenarie, der bliver præsenteret, når man alene ser på nedbrydningen af ozonlaget,« sagde Anders Damgaard, seniorforsker på DTU og rapportens hovedforfatter, til Information.

Han synes, det er ærgerligt, at historien er blevet vinklet lidt kækt, da den blev sendt ud, og medgiver, at de andre parametre viser bedre resultater for bomuldsposen. Han understreger dog, at de stadig viser, at bomuldsposen ville skulle bruges et par tusinde gange.

Fortsæt gerne debatten her under artiklen

Emner : Plast
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg plejer, at være meget hys med at have en af vore mange stofmuleposer med på indkøb, men efter at jeg har læst, at plasticposerne ikke er så slemme, har jeg taget mig selv i, at være ligeglad og så bare snuppet en plasticpose ved kassen. Mon andre er lige så fjollede som jeg er?

  • 0
  • 0

Det er nok forkert ensidigt at fokusere på olie (for lidt) og CO2 (for meget). Der er andre ressourcer der er meget mere kritiske. Vand er et eksempel på dette. Det tænker vi nok ikke så meget over her i landet, men det er et stort problem andre steder. Som omtalt i pressen så er der problemer i Cape Town og store dele af Indien vil mangle vand om 10 - 15 år. Dette er til dels til en følge af en masse bomuldsdyrkning der bruger meget store mængder vand. Måske var det en ide at lede efter et andet (genbrugs)materiale i stedet for bomuld. Hvad kan man f.eks. få ud af træ i stedet for at det brændes som flis.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten