Ugens debat: Mere frihed til selvkørende biler?
Læs nogle af holdningerne her og resten under artiklen.
Niels Vinding
Det er altid spændende, når teknologi flytter vores adfærd og dermed udfordrer (national) lovgivning. Frihed er så værdifuldt for os, at vi gerne tager den, når vi selv vurderer, at det ikke skader andre, uanset love og regler.
Søren Lund
Med det in mind giver vi i dag mennesker lov til at køre 2 ton biler individuelt mellem hinanden i trafikken. Med autonomous driving har bilerne kun de friheder, man giver dem.
Jens D. Madsen
Det er positivt, at briterne vil tillade selvkørende biler. Men måden, det sker på, er forkert. Bilerne, som briterne vil tillade at køre selv, er ikke designet til det. Dem, der har udviklet bilerne, har ikke forestillet sig, at teknologien skulle bruges til det. Den er beregnet som en ekstra sikkerhed og ikke til helt at overtage styringen. Ingen vil kunne holde en virksomhed ansvarlig for en ulykke. De eneste, som vil kunne holdes ansvarlige, er politikerne og loven.
Søren Lund
Briterne tillader næppe at bruge bilerne på en måde, som producenten fraskriver sig ansvaret for, at de kan bruges på. Det briterne giver lov til er netop, at bilerne kan bruges som de er beregnet til, når de er beregnet til det, frem for at stille sig i vejen for udviklingen. Den eneste måde, man kan tillade biler at køre førerløst på, er at producenten tager ansvaret for færdselsforseelser og ulykker, og at passagererne holder sig fra ‘styretøjet’, når bilen kører autonomt. Signalet, som briterne nu sender, er at når producenterne er klar til at tage det ansvar, så er lovgivningen også klar. Ejerens ansvar er selvfølgelig fortsat et holde bilen er i behørig teknisk stand og stille til de eftersyn, producenten kræver.
Jens D. Madsen
At lade bilerne køre selv kræver helt anderledes sikkerhedskrav til elektronikken. Sådan som lovene er i dag, er de beregnet på, at føreren styrer bilen, og elektronikken kun er en ekstra sikkerhed. Skal bilerne kunne køre selv, så må en fejl i f.eks. en ledning, en motor eller CPU’en aldrig kunne medføre en ulykke. Og vi bør egentlig også sikre os, at ingen programmør alene må kunne lave en fejl, der medfører en ulykke, og at der skal flere konstruktive (bevidste) fejl til, for at opnå det.
Baldur Norddahl
Selvom det er klart, at kompleksitetsniveauet er i helt anden skala i de nye systemer, så er det faktisk ikke korrekt, at elektronikken i nuværende biler kun er en ekstra sikkerhed. Hvis ABS-computeren, herunder det program der kører på den computer, beslutter at tage bremsetrykket, så kan du ikke bremse, ligemeget hvor hårdt du trykker på bremsen.
Fortsæt gerne debatten under denne artikel.
