Ugens debat: Leverede Tesla nok på Batteridagen?

Tesla og Elon Musk formår at skabe hype af et omfang, som minder om, hvad Apples Steve Jobs kunne præstere i 00’erne. Selv ikke corona-pandemien kunne sætte en stopper for årets ‘batteri-dag’, selv om den godt nok var blevet udskudt nogle gange. På parkeringspladsen foran fabrikken i Fremont, Californien, sad tilhørerne i deres biler, og når Elon Musk sagde noget specielt spændende, blev der truttet i hornene. Illustration: Tesla Live Stream

Læs nogle af holdningerne her og resten under artiklen:

Læs også: Tesla vil gøre elbiler endnu billigere med ny batteriteknologi

René Low

En reduktion af batteriprisen på 56 pct. – var det ikke, hvis alle de fem effektiviseringsmetoder kunne gennemføres: Ikke kun den større batteri celle i sig selv, men også tør elektrode, mere effektiv samling af cellen, smartere samling af hele batteripakken og mere effektiv konstruktion af hele bilen? Ret mindblowing at opleve deres måde at nytænke fabrikationsprocessen på.

Jørgen Ramskov

Hvis det lykkes dem at nå en produktion på 3 tWh i 2030, så svarer det til 40 millioner Tesla Model 3 Long Range-batteripakker på 75 kWh. De vil selvfølgelig ikke blive brugt sådan. Tesla Semi og MegaPack vil sandsynligvis æde en del.

Franz Krejbjerg

Nøglen til, at al transport kommer over på el, er batteriet. Det, der bremser udviklingen af el-biler, er derfor bl.a. 1. Hvor mange batterier kan man producere, 2. Hvor meget fylder fabrikken, og hvor meget energi bruger den, 3. Hvad koster batteriet, og hvad vejer det, 4. Hvor meget energi kan det indeholde, hvad er energitætheden, 5. Hvor hurtigt kan det lade op, 6. Hvor lang tid holder de, hvor sikre er de, og 7. Hvor meget sviner miner og produktionen, og kan materialerne genbruges osv. Det helt centrale er forbedringer i produktion, men i går viste Tesla forbedringer på alle områder, selv på spørgsmålet om forsyning af silicium og lithium har de udviklet deres egen metode til at trække grundstoffer ud, lokalt i USA. Det kræver derfor ikke den store maskinmestereksamen at konkludere, at i det kommende årti vil elbilrevolutionen rulle hen over verden, Anders Eldrups afgifter eller ej. Alle de lande eller eksisterende motor- og bilfabrikker, der ikke når at komme med på vognen, vil forsvinde. Alle tankstationer vil forsvinde, sammen med olieindustrien.

Harry Jessen

Det kommer vel til at gå, som fremtidsforskeren Tony Seba har sagt de sidste mange år. Og han får endda nogenlunde ret i årstallet, hvor en elbil bliver ligeså billig i indkøb som en fossil.

Baldur Norddahl

De nye batterier passer ikke i noget eksisterende Tesla-produkt. Det er et nyt format. Lige nu er det testproduktion. Men mon ikke det vil blive brugt i nye produkter såsom Cybertruck og Semi?

Mikael Hansen

Model Y fra Berlin burde have de nye celler. Elon Musk har i hvert fald sagt, at det kun er på ydersiden, at den ligner Model Y produceret i USA. De store casting-maskiner vil blive brugt i Berlin, og det var netop én af forbedringerne, hvor der støbes en hel forende og bagende, som så kobles sammen via batteripakken. Her indgår det nye celledesign (hvis jeg ellers forstod det rigtigt). Vi står altså med en Model Y, der bliver produceret i to udgaver, så man må alt andet lige formode, at Tesla også ønsker at skifte Model 3 over på den nye celletype. De nuværende produktionsfaciliteter til batterier vil nok blive brugt i de billigste udgaver af bilerne (Standard Range+ etc). De har jo brugt enormt meget kapital på disse faciliteter, så de kommer helt sikkert til fortsat at producere de ‘gamle’ celler. Det er også muligt, at de rykker alle biler over på det nye celledesign og så bruger de gamle celler til deres storage-løsninger.

Jesper Østergaard

Der, hvor jeg nok ville sidde en anelse uroligt i sædet, hvis jeg sad i bestyrelseslokalet hos en af de store bilproducenter, var, da de berettede om deres fokus på produktion. Jeg så for nylig en video fra VW’s produktion af e-Golf, hvor VW-medarbejdere skubber rundt på komponenter og manuelt monterer delene. Der er en nærmest skræmmende forskel til Teslas Freemont-fabrik, der nu runder 10 år. Og for hver eneste nye fabrik, de bygger – lige p.t. er der tre undervejs – optimerer de på de enkelte processer, reducerer omkostninger og øger kapacitet. Analytikerne har nok bare vanskeligt ved at forstå omfanget af Teslas aktiviteter. Men det gode er jo, at Elon Musk ikke bekymrer sig voldsomt om, hvad analytikere og spekulanter tænker og foretager sig – han har fokus på at udvikle Tesla.

Il Bahnsen

Tesla viser igen og stadig vejen frem. Analytikere og producenter af biler med forbrændingsmotor fatter stadig ikke en brik. Bilproducenterne satser stadig på at tjene mest muligt på traditionelle biler og hybridbiler og planlægger kun elbiler i antal, der er nødvendige for at kunne opfylde de samlede emissionskrav. Og forbrugerne hopper stadig på markedsføringen (og politikernes lave afgifter på plugin-hybrider).

Søren Lund

Det blev nævnt, at målet er 20 millioner køretøjer pr. år i 2030. Så udover, at Tesla bliver verdens største bilproducent, så forventer de en lige så stor forretning (målt på batterikapacitet) inden for energi, parallelt med bilproduktionen. Hvis de når disse mål, vil Tesla sandsynligvis være verdens største virksomhed i 2030.

Søren Lund

Vi lærte også det interessante under Battery Day, at det allerede nu kun koster omkring 1/10 af omkostningerne ved minedrift at udvinde råvarer til battericeller ved recycling. Så enhver påstand om, at brugte elbil-batterier ender på fyldpladserne og skader miljøet, er det rene vås. Selv fuldt degraderede celler udgør værdifulde, letudvindelige materialer, som med tiden vil medvirke til at gøre elbil-batterier endnu billigere.

Jan Hervig Nielsen

Det er selvfølgelig supergodt, hvis Tesla kommer i mål med den supergode batteriteknologi, som de åbenbart snakkede om på Tesla Battery Day. Men det sker først om nogle år – hvis det overhovedet sker. Umiddelbart virker det, som om flere af tingene endnu ikke er færdigudviklet. Så var der særlig meget konkret?

Søren Lund

Det er afgørende, og ikke bare for Teslas fremtid, at de bliver i stand til at producere batterier på TWh-­skala. Dette præsenterede Tesla en konkret plan for.

Fortsæt gerne debatten under denne artikel.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det virker som om de europæiske bilproducenter, stadig satser på en stor markedsandel biler med ICE teknologi i årene 2025 til 2030.

I dag er der en årlig batteriproduktion på omkring 20GWh i EU. Hvad har European Battery Alliance lavet de sidste 3 år? De håber på en årlig produktion på 445GWh fra 16 fabrikker i 2030.

Vi får brug for over 20 Terawatt timer i 2030 til en fuldstændig omstilling, over 10 TWh til biler alene, ca 3 af dem vil komme fra Tesla, da de skal bruge ca 2TWh til 20.000.000 køretøjer. Asiaterne ekspanderer løbende. Hvem kommer til at mangle, og derfor betale alt for dyrt. (Nogle mener at 3TWh vil være nok i 2030, men det vil i så fald holde ICEV industrien i live)

Der kommer næppe noget der lige med et overhaler batterier her i de elektriske tyvere, de er allerede blevet en væsentlig faktor bl.a. i VE balancering.

  • 2
  • 3

Var i stand til at forstå omfanget af, mig selv inklusiv ? Nu kommer forståelsen drypvis, og det bekræftigiger at Tesla har joket speeder pedalen helt i bund, og vi bliver tilskuer til noget ganske revolutionerende i bil industrien.

Jeg var ret vild med måden at presentere teknikken og de udfordringer Tesla og alle andre ev fabrikanter står overfor. Og det lykkedes også for dem at tage mig med bukserne nede. Da de viste kurven for udvikling i kWh/$ prisen (som er fladet ud), tænkte jeg sku, okay hvad gør vi så!?. Også begyndte de at løse dette punkt for punkt og kom frem til de imponerende tal. Skide godt orkestreret. ,⭐ Hele verdenen stod i en forventning om at blive taget med bukserne nede ala cybertruck presentation (mig selv inklusiv). Derfor var det meget skuffende for de wall street analytiker der havde håbet på en cybertruck oplevelse. Deres analyser er allerede glemt og blevet til støv.

  • 4
  • 4

Det er de færreste der dagligt har brug for at køre med end 100 km i stræk (ja, jeg ved godt de findes ... der er bare ikke mange af dem). Alligevel er alle i gang med at efterligne benzin/diesel biler i range. Det er idiotisk fordi hvor det ingenting koster at fordoble tankkapaciteten på en benzin/diesel bil, så er det (også i fremtiden) stjernedyrt på en batteribil.

Hvis nu man i stedet gik efter at kunne oplade hurtigt og over det hele, sådan at turen til moster Oda i Østre Trunderup godt nok ville kræve en ekstra opladning undervej (fx. 10 min.). Skulle man besøge tante Olga i Flauenskjold (ville kræve 4 opladninger) hvis man kunne leje en bil med mere range når man en sjælden gang skulle langt. Så ville 100 km range være fint. Men der kræves "garanti" for at jeg altid kan få opladet min bil hurtigt.

Næste skridt er at få selvkørende biler. I så fald behøver jeg ikke eje en bil, men blot bestille den der har batterikapacitet til at fragte mig fra A til B. Man ville ikke engang behøve opfinde hurtigladende biler og da de fleste ture er korte kan de fleste abonnementsbiler holdes med kapacitet til 30 km. Fordelen vil så være at man aldrig skal spekulere på parkering eller opladning fordi det finder bilen selv ud af. Og hvis jeg ikke selv ejer den, så skal jeg heller ikke spekulere på reparationer, vinterdæk, mandags-biler, værditab, prestige, etc.

Alas, vi er ved at lave samme bil som vi altid har gjort. Bare med anderledes motor. Vi kunne have gentænket mobilitet i byer og på landet.

  • 1
  • 8

Nej.

Små batterier kan ikke hurtiglades i samme grad som større.

Der kan ikke hurtiglades den sidste del af batteriets kapacitet

Degraderingen vil hurtigere reducere bilen til "bybilsrækkevidde"

Der vil være mindre mulighed for at tilgodese batteriets natur, hvor livslængden falder med stress fra gentagne hurtigladninger, og brug i batteriets yderområder dagligt.

Der vil ikke være samme mulighed for at fravælge opladning ved dyr strøm/vindstille.

Man må aldrig vælge små batterier, de er netop BEVs akilleshæl

  • 7
  • 0

Il Bahnsen

Vi får brug for over 20 Terawatt timer i 2030 til en fuldstændig omstilling, over 10 TWh til biler alene, ca 3 af dem vil komme fra Tesla, da de skal bruge ca 2TWh til 20.000.000 køretøjer.

Der er en milliard personbiler, så hvis man kalkulerede en tiårig periode til udskiftning og 50kWh gennemsnits størrelse samt at peak car er nået og det totale antal biler falder 30%, så skal der (en milliard x 50kWh x 0.7)/10=3.5TWh til.

Hvis man tror at antallet af biler ikke falder uanset fremmarch for TAAS og at batteripakker stiger til fx 100kWh i gennemsnit, så skal der (en milliard x 100kWh x1)/10= 10TWh til hvert år i ti år.

Realistisk set er ca. 10TWh påkrævet til fuldstændig elektricificering af landtransport globalt fra elcykler til lastbiler.

Sidste år var den globale lithium ion produktionskapacitet på 285GWh og der blev totalt produceret 160GW, så i forhold til efterspørgslen i 2019, så skal der en 62.5 dobling til, hvis du accepterer min lidt mere beskedne fremskrivning af efterspørgslen, da jeg faktisk tror at andre anvendelser som fx elektronik, power tools, skibe etc. måske maksimalt vil fordobles.

Det udfordrer skalering af minedrift for de vigtigste mineraler Lithium og Nickel, der begge i mange år har haft stærkt stigende reserves og stærkt faldende omkostninger til udvinding, der faktisk ser ud til at blive yderligt markant billigere. Selve materialerne, der indgår i batterier er dog næsten uden betydning for prisen for batterier.

Derfor kommer batterier ikke til at falde specielt meget fordi materialerne bliver billigere, men ret meget fordi man bliver dygtigere til at producere dem.

Lithium kommer vi aldrig nogensinde til at kunne opbruge og pt. er der 600 års reserver af Nickel, men som sagt vokser reserverne meget hurtigere end vi bruger Nickel og flere gode batteri kemier bruger slet ikke Nickel.

  • 3
  • 0

Michael Cederberg

Alligevel er alle i gang med at efterligne benzin/diesel biler i range. Det er idiotisk fordi hvor det ingenting koster at fordoble tankkapaciteten på en benzin/diesel bil, så er det (også i fremtiden) stjernedyrt på en batteribil.

Der findes jo noget som hedder kunder og de ønsker hvad de nu engang ønsker og bestemmer om de vil betale.

Pt. er billigste batteri på packlevel $80/kWh og iflg. Tony Seba, der har været tættest på at have ret i pris udviklingen så falder det til $30-40/kWh i 2030.

Om en bil derfor har 100kWh eller 50kWh vil i 2030 give en prisdifference på $1500-2000 eller 9.466-12.266kroner.

Der ligger nogle muligheder for indtægter gemt i batterier, da V2X er gode muligheder.

Hvis de maksimalt 12.266 kroner skal tjenes ind over fx 10 år, så skal den daglige indtægt være 3.36kroner på at købe el billigt og sælge dyrt, og/eller du skal føle at din tid er tilstrækkelig vigtig til at du har lidt større batterier og/eller du skal værdsætte muligheden for samme rækevidde uden bøvl.

Personligt tror jeg at gennemsnits batteripakke størrelsen bliver omkring de 50kWh, men ikke i Danmark eller andre rige lande, men det er selvfølgeligt gætværk.

  • 3
  • 0

Hvis man tror at antallet af biler ikke falder uanset fremmarch for TAAS og at batteripakker stiger til fx 100kWh i gennemsnit, så skal der (en milliard x 100kWh x1)/10= 10TWh til hvert år i ti år

Der bliver solgt 90.000.000 biler årligt.

Efter alle biler er skiftet ud med BEV, vil der stadig skulle produceres/sælges nye BEV, med nye batterier, og det vil fortsætte med genbrug af mineraler fra brugte batterier når vi kommer så langt.

.

Antallet af solgte biler kan stige, efterhånden som flere i de fattigere lande får råd til biler, eller det kan falde hvis TaaS får godt fat, som bl.a. Tony Seba forudsiger.

Nogle siger så endda 12TWh behøves når lastbilerne tælles med, men læg så de 10-15TWh oveni der vil blive eftertragtede i alt fra lagring til folks private solceller, til balancering af store VE-energiforsyningsanlæg.

Under alle omstændigheder er det voldsomme mængder af batterier vi i fremtiden vil kunne bruge, og det virker som om nogen ikke vil forholde sig til dette, alene fordi de er blinde for mulighederne som moderne batterier har givet os.

Derfor kommer batterier ikke til at falde specielt meget fordi materialerne bliver billigere, men ret meget fordi man bliver dygtigere til at producere dem.

Det er nemlig humlen, og når Tesla nu har forklaret vejen til flere meget store besparelser i produktionen, vil andre (være nød til at) følge efter

  • 4
  • 0

...elbil.no Har det lidt svært med tests udført af FDM som i rigtig lang tid har, skal vi sige været noget forbeholdne overfor elbiler...... Der er ikke beskrevet hvordan tests er udført udover at der er kørt 110 km/t ? Hvorhenne? Topografi ? Temperatur ? Ting der har stor indflydelse på forbrug.....Nøjagtigt ligesom i en fossilbil ! Har alle biler kørt samme rute eller har de bare kørt 110 km/t på motorvej ?

Nå, hvis man går efter effektivitet i en elbil skal man nok lige smutte forbi elbil.no og læse tests hvor betingelser er meget nøje beskrevet !! Vigtigt.. Ikke overraskende er de store SUV elbiler storforbrugere af elektrisk energi. Ikke uventet :-) En mursten på et par ton er vel dyrere at fremdrive end en elbil med en rigtig god luftmodstandskoefficient. Det var et hint : Hvilken elbil har idag den bedste(laveste) cW-værdi ? Så er I nok optaget et stykke tid. Kan med det samme sige at man ikke skal kigge efter biler produceret (eller hjemmehørende i Europa) :-) Mvh Aksel

  • 2
  • 1

En mursten på et par ton er vel dyrere at fremdrive end en elbil med en rigtig god luftmodstandskoefficient

rent fysisk er det svært at (ind)se, at vægten skulle have den helt store betydning, specielt hvis det er muligt at genvinde (en del af) energien ifm. kørsel ned ad bakke. Luftmodstand(skoefficient)en betyder nok mere - men har intet med vægten at gøre (derimod en del med størrelsen (frontarealet)).

  • 1
  • 3

...du snakker udenom. Effektivitet ! Har du læst hvordan elbil.no tester ebiler ? Aksel

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten