Uforklarligt forseglede ventilationshuller til batterierne holdt Dreamliner på jorden

Problemerne er ikke overstået for Boeings 787 Dreamliner, selv om myndighederne har godkendt en ny batteripakke. Senest har det japanske flyselskabet JAL måttet holde et Dreamliner-fly på jorden. Det skyldtes fejl i en sensor, og at to huller på batteripakken, der skulle sørge for ventilationen, af ukendte årsager var forseglede. Det skriver den britiske avis The Telegraph, der citerer flere japanske medier.

Sensoren skal sørge for at registrere overophedning af batterier, og de to ventilationshuller er tilsyneladende blevet forseglede i forbindelse med opgraderingen af batteriet, men det er uklart hvorfor, skriver Telegraph.


Selv om fejlene ikke umiddelbart ville udgøre en sikkerhedsrisiko, valgte JAL at erstatte Dreamlineren med en Boeing 767 på ruten mellem Tokyo og Beijing.

Ved årets begyndelse blev flere Dreamlinere ramt af overophedning i batterierne, hvilket førte til stop for alle flyvninger med denne flytype.

Læs også: Farlige lithiumbatterier får USA til at grounde Dreamliner

Først for nyligt er flyvningerne genoptaget, efter at Boeing har omdesignet batteripakken.

Læs også: Grønt lys til at flyve med Dreamliners nydesignede lithium-ion-batterier

Siden flyvningerne med Dreamliner er blevet genoptaget, har der dog været flere rapporter om stærkt forøgede fejlmeddelelser fra flyets sensorer, der har tvunget flyselskaberne til at starte flyets motorer og computere op til tre timer før afgang for at kunne nå at håndtere alle fejlmeddelelser inden afgang.

Læs også: Det bimler og bamler med fejlmeldinger i Boeings prestigefly