Det er umuligt at overdrive omfanget af den skandale om brugen af teledata, som i øjeblikket hærger de danske domstole, politiet og Justitsministeriet. Mistænkte forbrydere bliver løsladt, andre mistænkte må forblive varetægtsfængslet i månedsvis pga. udsatte retssager, mens mindst 10.000 og sandsynligvis langt flere sager, hvori der er fældet dom, skal gennemgås for at finde ud af, om der kan være tale om justitsmord.
I mands minde har vi – gudskelov – ikke haft sådanne tilstande i kernen af vores retssamfund. Det hele bygger på en komplet mangel på forståelse for, hvad indsamlede data kan bruges til, parret med en usædvanlig mangel på rettighed omhu.
Lad os først minde om, at de data, som sagen omhandler, er indsamlet ulovligt. Det strider mod EU-chartrets ret til privatliv at overvåge borgerne på det niveau, som teleselskaberne er forpligtet til, og som gør det muligt for politi og efterretningstjenester at få udleveret data om, hvor vi befinder os, og hvem vi kommunikerer med. Det har EU-Domstolen fastslået for snart tre år siden, men alligevel har skiftende danske justitsministre opretholdt reglerne.
Det er en skandale i sig selv, ligesom det er stærkt kritisabelt, at der end ikke findes en statistik over, hvor ofte politiet stikker snablen i de enorme databaser. Vi ved kun, at selve politiet (og altså ikke efterretningstjenesten) fik dommerkendelser til at se, hvem godt 3.000 mistænkte kommunikerede med sidste år. Men i hvor mange sager der er udleveret positionsdata, aner ingen, for de data udleveres i enhver straffesag, helt ned til cykeltyverier, i det omfang, de bliver efterforsket.
Den nye teleskandale handler imidlertid ikke om indsamlingen af data, men om omfanget af, hvor meget politiet har klokket rundt i de selvsamme data. Den har været gal med den software, som politiet bruger for at skabe sig overblik over de lange regneark, som teleselskaberne udleverer. Softwaren har ganske enkelt smidt nogle data helt væk, så ikke alle opkald og sms’er er blevet præsenteret for forsvarere, dommere og politiets egne efterforskere. Desuden har softwaren placeret nogle af masterne forkert og dermed indført en fejl i, hvor de mistænkte har befundet sig.
I sig selv nærmest utilgiveligt dumt, men så kunne Rigspolitiet have erkendt fejlen på stedet, igangsat en undersøgelse og suspenderet brugen af den fejlbehæftede software. Sådan gik det langtfra. De første advarsler om fejl kom fra menige efterforskere allerede sidste år. I marts indså Rigspolitiet, at noget var galt, men vi skulle på den anden side af et folketingsvalg, inden ministeriet blev orienteret. Derefter nedsatte en forståeligt bestyrtet justitsminister en undersøgelseskommission til at finde rundt i den retspolitiske del af skandalen. Imidlertid nåede politiet først frem til, at det nok er en god idé at analysere selve softwarefejlen, i sidste uge, altså næsten et halvt år efter, at fejlen blev kendt.
Som om den sendrægtighed ikke var tilstrækkeligt, har politiet i de seneste uger i stadigt stigende omfang forsøgt at henvise til, at der også er fejl i de data, som teleselskaberne leverer, vel at mærke før de bliver kørt igennem politiets egen, fejlramte software. Et par mindre eksempler med udenlandske telefoner har politiet fremhævet, men det forbliver et mysterium, hvorfor hverken selskaber eller politiet har fanget, hvis der var tale om systematiske, og ikke enkelte eller menneskelige, fejl.
Mest af alt virker det derfor, som om politiet ganske usmageligt forsøger at tørre en del af en historisk møgsag af på dem, der nu er mulighed for. Næsten værre er, at det selv i de seneste orienteringer lader til, at politiet og Justitsministeriet mangler en helt grundlæggende forståelse af, hvad data er, og med hvilke forbehold de bør behandles. F.eks. giver de formuleringer, som politiet senest har udsendt, grund til at spørge, om ordensmagten er klar over, at man kan sende en sms fra en telefon, uden at man behøver at sidde med den i hånden.
Dommerne og forsvarerne har også forsøgt at fralægge sig ethvert ansvar. Repræsentanter for begge har f.eks. udtalt, at de aldrig var blevet informeret eller advaret om de usikkerheder, der er, når teledata bliver brugt som bevismateriale. Det vidner om et behov for, at også de forholder sig langt mere skeptisk til databeviser og f.eks. spørger, hvor repræsentative, pålidelige og sikre data er. Ellers har politiet for let spil, og teleskandalen viser, at det ikke er en retsstat værdigt.
/mbr
Lederen udtrykker Ingeniørens holdning, der fastlægges af vores lederkollegium.
