Udtjente vindmøllevinger bliver til støjdæmpere på motorvej
Vinger fra vindmøller har hidtil være svære at genanvende. Oftest er de blevet benyttet i cementproduktion eller brændt, når de har udtjent deres værnepligt på møllen.
Men ingeniør Jakob W. Nielsen har nu patenteret en løsning, hvor han genbruger brugte vindmøller til støjdæmpning og isolering. Det skriver Børsen.
»Jeg har udviklet en metode, så man kan genbruge glasfiber. I dag bliver det bare brændt eller brugt i cementproduktion, men med min teknik er man i stand til at bruge det til andre ting,« siger iværksætteren.
Jakob W. Nielsen har satset, hvad der svarer til 1 mio. kr. af sin personlige økonomi for at virkeliggøre projektet, hvor han også er blevet støttet af Miljøstyrelsen og Risø.
Jakob W. Nielsen genbruger glasfiberen til støjdæmpning til motorveje, og han er nu klar til at opstille den første pilotmodel ved en motorvej ved Lyngby.
»Jeg forstår det i grunden ikke, men der er ingen, der har gjort det her før, og det er lykkedes at tage et dansk patent på det,« siger Jakob W. Nielsen til Børsen.
Han oplyser, at han også er ved at søge globalt patent på ideen.
Hidtil har det været svært at genbruge vindmøllernes vinger.
»Vinger fra vindmøller er stort set umulige at genbruge. De kan kun knuses med en kværn, der er ekstremt stærk. Derfor har det været svært for nogen at finde en løsning,« siger han til Børsen.
Men indtil videre er han kun på et stadie, hvor han har eksperimenteret og lavet et produkt.
»Jeg har brug for partnere til at bringe det her op i en skala, der gør, at det kan blive til noget. Min plan er at indlede serieproduktion i år, men det kræver et samarbejde, for jeg kan ikke ene mand bygge en hel fabrik,« siger han til Børsen.
Genindvindingsselskabet HJ Hansen har hjulpet Jakob W. Nielsen med at få hans idé gjort til virkelighed, bl.a. ved at knuse glasfiberen.
»Det er en god idé at forsøge at finde genanvendelse for glasfiber. I dag bliver det stort set kun brugt som brændsel i kraftværkerne. Og lykkes det for ham at skabe et reelt produkt ud af det, er det meget positivt,« siger dirketør Jens Hempel-Hansen.
Også Dansk Vindmølleindustri forsøger at finde genanvendelser af glasfibervingerne.
»Genanvendelse af vinger en af de store udfordringer i vores bæredygtighedsprogram – og for industrien i det hele taget. Det er noget, vi har været opmærksomme på i mange år, og vi har støttet masser af projekter og entreprenører i tidens løb i håbet om at man kunne finde en kommercielt bæredygtig løsning,« siger Lene Mi Ran Kristiansen, pressechef i LM Windpower til Børsen.
Projektet hedder Genvind, og her forsøger vindmølleselskaber som Vestas, Siemens og LM Wind Power i samarbejde med DTU, Force Technology, Risø og nogle universiteter at finde en løsning, som dog er lidt bredere end Jakob W. Nielsens projekt. De forsøger at genanvende alle mulige varianter af glasfiber og kompositter.
