Udspil til nyt forskningsbudget for EU skuffer
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Udspil til nyt forskningsbudget for EU skuffer

EU holder fast i Horizon-navnet for sine forskningsprogrammer, men skifter fra det nuværende Horizon 2020 til Horizon Europe, når et nyt EU-budget bliver gældende fra 2021. Illustration: EU

I EU-Kommisssionens udspil til et nyt budget for perioden 2021-2027 er afsat 100 mia. euro til forskningsprogram kaldet Horizon Europe.

Selv om det er en pæn stigning i forhold til det nuværende forskningsprogram Horizon 2020 for perioden 2014-2020, som havde et budget på 77 mia. euro, skuffer udspillet alligevel mange.

EU-Parlamentets komité for industri, forskning og energi (ITRE) har anbefalet et budget på 120 mia. euro og har meddelt, at det vil arbejde for, at budgettet blive øget i forhold til kommissionens udspil.

Samme beløb har den tidligere generaldirektør for forskning, Robert-Jan Smits, også advokeret for.

En række organisationer som European University Association (EUA), der også har de danske universiteter som medlemmer, har anbefalet et forskningsbudget på 160 mia. euro.

Selv om ønskerne og kravene altså går ud over det, som kommissionen har foreslået, er der ingen garanti for, at det fører til et højere forskningsbudget.

I forbindelse med Horizon 2020 var forslaget fra kommissionen oprindeligt på 80 mia. euro, og parlamentet krævede 100 mia. euro. Det endte med 77 mia. euro.

Denne gang er sagen yderligere kompliceret af Storbritanniens udtræden, som kan gøre det endnu vanskeligere at finde penge.

Storbritannien har dog mulighed for ligesom Norge og Schweiz at blive associeret medlem af Horizon Europe og dermed bidrage økonomisk til budgettet.