Udskældt metode til gasudvinding skal bruges i Danmark
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Udskældt metode til gasudvinding skal bruges i Danmark

De amerikanske olieselskaber Devon Energy Oil og Schuepbach Energi er i færd med at planlægge prøveboringer i Nordjylland, på Nordsjælland og sydvest for Køge med henblik på udvinding af olie og gas ved hjælp af såkaldt hydrofracking.

Det er en kendt metode, som siden 1992 er blevet videreudviklet til brug i skiferlag med stor effektivitet.

De to firmaer fik i sommer en seks-årig licens til indvinding fra den danske undergrund. Men hydrofracking-metoden er udsat for heftig kritik i USA, fordi den har givet drikkevandforureninger.

Et boreanlæg til vandret boring efter skiferlag med gas eller olie. (Foto: Wikipedia/Meredithw) Illustration: Wikipedia/Meredithw

Læs også: Se hvordan hydraulisk frakturering udvinder skifergas

Geolog Tarjei Haaland fra Greenpeace Danmark siger:

»Som geolog kender jeg godt teknikken. Jeg bliver forskrækket over at høre det her. Uden at kende detaljerne lyder det dybt problematisk. Alene det, at de begynder at efterforske i undergrunden betyder formentlig, at de allerede er i gang at bore. Det er dybt problematisk. Jeg havde gerne set, at man havde lavet en VVM-undersøgelse på forkant, især når det foregår på land og så tæt på folk, som det kommer til her,« siger han og fortsætter:

»Både i Nordjylland og på Sjælland har vi jo begrænsede grundvandsressourcer, som vi har problemer nok med. Danmark et jo et af de få lande i verden, som bruger urenset drikkevand. Det gør jo denne form for olieaktivitet ekstra problematisk i forhold til, hvad vi gør for at beskytte vores grundvand,« siger han.

I staten Pensylvania måtte olieselskabet Cabot Oil & Gas Corporation holde en længere pause med at udvinde gas fra en gigantisk, underjordisk gasformation med milliarder af kubikmeter naturgas, fordi lokale beboere i byen Dimock fik gas og olie i deres drikkevand, skrev nyhedsbureauet CNN i september i år.

Klippesprækker udvides med højt tryk

Metoden går i den klassiske udgave ud på at bore et hul ned i undergrunden, og under højt tryk pumpe en blanding af vand, kemikalier og sand under stort tryk, flere tusinde psi.

Trykket får revner og sprækker til at udvide sig, og sandet trænger ind i revnerne og holder dem åbne, så gassen kan sive ud. Navnet hydrofracking er et populært udtryk - den korrekte betegnelse er hydraulisk fracturing, altså revnedannelse ved hjælp af hydraulisk pres.

Men i den nye udgave bliver der også boret vandrette boringer, tættere ved overfladen. Fra disse boringer kan man gå lodret ned flere steder og knække klippeformationerne.

Den forbedrede metode har fået en stor betydning for udnyttelsen af gasforekomster i USA, hvor skifergas nu udgør cirka halvdelen af landets gasreserver. Så der er mange penge i sagen, og boringerne rykker tættere og tættere på befolkede landområder.

Cabot har investeret 2,5 milliarder kroner i boringer omkring Dimock, og olieselskabet Exxon har for nylig købt et firma, som specialiserer sig i teknikken, for 200 milliarder kroner.

I juni i år eksploderede en gaskilde i Clearfield kommune i Pensylvania og sendte henved 100.000 liter giftig frakturvæske op i luften og ud over den nærmeste skov.

Kilden var frembragt ved hydrofracking. Pennsylvanias miljøbeskyttelsesmyndigheder har forbudt det borende olieselskab EOG Resoruces, at foretage flere prøveboringer. Det skrev Pittsburgh Business Times 9. juni i år.

Forureningsproblemerne ved skifergasudvinding er beskrevet i den prisbelønnede dokumentarfilm Gasland fra sidste år. I filmen ses, hvordan private mennesker, som har solgt boringsrettighederne under deres jord, pludselig oplever, at deres vand fra vandhanen kan brænde, hvis man holder en lighter hen til vandstrålen.

Filmen viser også mennesker, som er blevet syge, og som mener, sygdommen skyldes vandforureningen fra hydrofracking.

Ingen grund til bekymring

Der er imidlertid ikke grund til at bekymre sig om i Danmark, mener reservoirgeolog Niels Schovsbo fra GEUS.

Han deltager i en stor europæisk kortlægning af de mulige gasudvindingssteder i Europas underjordiske skiferlag:

»Der er da ingen tvivl om, at udvinding af skifergas er en teknologi, der kan give miljøproblemer ligesom al anden olieudvinding. Men der er jo ikke nogen, der siger, at den gør det. Det er ikke en mere forurenende teknologi end så mange andre. Men der kan altid ske uheld. Myndighederne må stille de nødvendige krav, og vi har jo en meget stram miljølov i Danmark,« siger han og påpeger, at der endnu ikke er gang i borearbejdet i herhjemme.

»Jeg er rimelig sikker på, at de to amerikanske firmaer ikke er i gang med at bore endnu. Foreløbig indsamler de informationer, så de kan beslutte, om de skal lave flere seismiske undersøgelser eller eventuelt indlede en prøveboring. De skal igennem en høringsfase, før de borer, så det foregår ikke i stilhed,« siger han.

Derimod er olieselskabet Shell i gang med boringer i Skåne i den samme slags skifer som i Danmark.

»Mig bekendt har Shell ikke forurenet i Skåne. Her er der jo meget stor modvilje blandt nogle grupper i Sverige, så der bliver holdt øje med Shell. Man kan jo samle alt op og retablere, og jeg kender ikke til, at der skulle have været problemer. Man ville også skulle rydde op efter en eventuel boring i Danmark,« siger Niels Schovsbo fra GEUS.

Han kender ikke detaljerne fra forureningssagerne fra Pennsylvania, men oplyser, at der kan være lokale, geologiske årsager til et uheld.

»I USA findes nogle meget højtliggende skiferlag, omkring cirka 400 meters dybde. Hvis det er i forbindelse med sådan et lag, de har forurenet, så er det, fordi det ligger højere oppe, og så vokser sandsynligheden for, at noget slipper op til overfladen. Men i Danmark vil man gå efter nogle mere dybtliggende skiferlag i flere kilometers dybde, så det er meget lidt sandsynligt, at der kan ske uheld under de danske forhold,« siger han.

Han fortæller endvidere, at der ikke er noget nyt i at bruge hydraulisk frakturering i vandrette boringer i Danmark, da man også gør det i Nordsøen. Det nye er, at metoden skal bruges på land og i en anden bjergart end tidligere.

Der skal flere tilladelser til

Prøveboringerne i Danmark sker med en seks-årig efterforsknings- og indvindingslicens fra Energistyrelsen, for i Danmark er det kun staten, som har retten til undergrunden. Devon Energy Oil har efterfølgende solgt sit datterselskab, som havde den danske udvindingslicens, til olieselskabet Total.

Borepladserne skal i forbindelse med borearbejdet have miljøgodkendelse efter undergrundsloven. Geofysiske boringer skal ifølge Energistyrelsen også godkendes.

Hvis firmaerne faktisk finder olie- eller gasmængder, der betaler sig at udnytte, så skal de have en miljøgodkendelse inklusive en VVM-undersøgelse og en indvindingstilladelse, før de kan fortsætte. Det vil sige hos det lokale miljøcenter. I Nordjylland vil det blive Miljøcenter Aalborg, som får ansvaret.

Grundvand ligger efter Ingeniørens oplysninger sjældent under 300 meters dybde i Danmark, mens de interessante skiferlag ligger betydeligt længere nede.

Men i USA, hvor man normalt også går efter gasforekomster i flere kilometers dybde, er der set flere eksempler på, at frakturvæske og gas siver op i vandførende lag. Eksempelvis i Pensylvania som nævnt først i artiklen.

Erhvervshemmeligheder

Grundvandet i USA er normalt beskyttet af den såkaldte Safe Drinking Water Act, men i 2005 underskrev præsident George W. Bush en anden lov, Energy Policy Act, som fritog olieselskaber fra at bekymre sig om vandbeskyttelsesloven. Samtidig fik olieselskaberne skattefrihed og lånegarantier for udvindingsaktiviteter.

Siden sommeren 2009 har der ligget et nyt lovforslag klar til behandling med navnet FRAC Act. Den kræver netop ansvarlighed under arbejde med hydraulisk fracturing. Men denne lov er ikke i kraft og har svært ved at blive vedtaget i det nuværende politiske klima i USA.

Lovforslaget FRAC Act vil ifølge den amerikanske avis The Nation kræve, at olieselskaberne afslører sammensætningen af den giftige frakturvæske, de bruger, men det modarbejder olieelskaberne med henvisning til, at der er tale om erhvervshemmeligheder.

Se i videoen, hvordan hydraulisk frakturering fungerer.

Dokumentation

Artikel fra CNN
Artikel fra New York Daily News
Artikel i Pittsburgh Times
Artikel i The Nation
Olie- og gaskoncessioner i Danmark (GIS)
Skifergas forekomster i verden (Wikipedia)
(http://www.youtube.com/watch?v=73mv-Wl5cgg)

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Dokumentarfilmen "GasLand" giver et indblik i hvad "fracking" har haft af konsekvenser visse steder i USA.

  • 0
  • 0

Verdens dokumenterede reserver af råolie er på cirka 1200 milliarder tønder og for naturgas er de på 6300 trillioner kubik fod hvilket svarer energimæssigt til 1100 milliarder tønder råolie. Men der er et enormt potentiale i at udvinde naturgas fra skifferlag som først er blevet teknologisk muligt fra omkring 1992 og først de sidste 3 til 4 år er blevet alment kendt i oli og gas industrien. En rapport fra J.P. Morgan fra 2010 siger at der er potentiale til at udvinde 8000 trillioner kubik fod naturgas alene fra skifferlag i USA eller hvad der svare til 1400 milliarder tønder olie. Det er tankevækkende da resten af verden også har masser af skifferlag i undergrunden.

Hvis der er noget seriøst om snakken så kan naturgas tage over ikke blot for olie men også for kul da der er masser af det. Jeg tror der er noget om snakken. USA øgede produktionen af naturgas fra skiffergas fra 1000 milliarder kubik fod i 2007 fod til 2000 milliarder kubik fod i 2008 og til 3100 milliader kubik fod i 2009 der er de senest tilgængelige data, se kilder nedenfor. Det er en enorm vækstrate. Skiffergas er på bare to år gået fra at være 5% af USA's samlede gasproduktion til at være 15%. De 3100 milliarder kubik fod svare i øvrigt til en olieproduktion på 548 millioner tønder olie eller cirka 1.5 million tønder olie om dagen. USA har derfor på bare 24 måneder øget produktionen af skiffergas via fraktioneringsteknikken med hvad der svarer til 1 million tønder olie om dagen!


http://www.eia.gov/pub/oil_gas/natural_gas...

http://www.eia.doe.gov/emeu/international/...

http://www.huffingtonpost.com/t-boone-pick...

http://www.eia.doe.gov/pub/oil_gas/natural...

  • 0
  • 0

Vort første og vigtigste mål må være at bevare det rene vand i Danmark.

Derfor bekymrer de følgende sætninger mig.
"Der er da ingen tvivl om, at udvinding af skifergas.....kan give miljøproblemer..... Men der er jo ikke nogen, der siger, at den gør det.
"Det er ikke en mere forurenende teknologi end så mange andre."
"Men der kan altid ske uheld."
"Jeg er rimelig sikker på, at de .... ikke er i gang med at bore"
"Mig bekendt har Shell ikke forurenet"

Mon ikke det var nu vi skulle stoppe denne proces - mens de ENDNU ikke har lavet ulykker. For mig lyder det som nogle folk der vil sælge "deres" firmametode for at tjene penge, og om det så går ud over det danske vand, tja. pyt med det - det er jo Danskernes problem.

Jeg siger - STOP dem, jo før desto bedre. Inden de ødelægger noget.
Rent vand er vigtigere end noget andet.

  • 0
  • 0

I sidste måned, blev der på tysk tv vist, hvor stort problemet reelt er! Der blev fortalt, at der er 2 bestemte stoffer der ikke må komme i forbindelse med vand af klasse 3. Den ene stofs kemiske navn er på mere ind 10 bogstave og tegn og tal. Den anden var langt længere.

Men det korte og det lange, var de kunne bevise, at der er områder på størrelse med Øen Fyn der i dag har ekstremt giftigt jordbundsforhold. De steder er nu menneske tomme og landbruget der er gået bankerot.

Der blev i dette program tilmed vist en område med samme befolkningstæthed, som den der er i København, de lokal sygehuse, kunne der rapportere, at efter Schuepbach Energi var starte i dette område 12 år tidliger, er der sket en vækst med kræftsygdom på over 60 % hvoraf de 45 % med garanti skyldes det ene stof er kommet langt hurtiger i drikkevandet, ind hvad det er beskrive i firmaets VVM

  • 0
  • 0

Én ting er methan, ozon og andre gode sager der er set eksempler på siver op ad jorden. En anden ting er ødelagt drikkevand fordi når man sprænger sprækker i jorden, er det umuligt at forudse hvor man flækker hen.

Men det værste er de helt enorme mængder fracking fluid som ganske vist er hovedsageligt vand og sand, men som bl.a. indeholder kerosene, benzene, toluene, xylene, naphthalen og formaldehyde (wiki) sammen med berium, bly og kviksølv (Gasland) som bliver pumpet direkte ned i undergrunden uden at have nogen anelse om hvor det havner. Ca. halvdelen bliver pumpet op igen.

Det er simpelthen en massiv forurening som ganske vist er gemt godt væk i undergrunden, men som på ingen måde er isoleret.
Forstår ikke det kan lade sig gøre.
Håber da ved gud ikke det er rigtigt, at andre udvindingsmetoder sviner ligeså meget, for så er vi da godt nok på skideren.

  • 0
  • 0

Har vi intet lært af Grindstedværket , man kan ikke bare blive ved med at hælde diverse kemikalier ud i naturen og når de så til ligemed skal pumpes ned under højt tryk kan de rigtig brede sig, det kan da godt være der ikke er sket nogle uheld i Sverige enu. Vilket er meget fint men der skal kun ske et uheld også er vandet fourenet for altid.

  • 0
  • 0

Danmark priser gerne sig selv (højlydt og længe) for at være helt i front med grøn teknologi, og besparelser på CO2-udledning.

For lidt siden så vi Grønland (som stadig er en del af rigsfællesskabet) dele nye konsessioner ud på olieudvinding, og nu ser vi så dette vanvid.

Er det slet ikke gået op for politikerne, at olie og gas som hentes op fra undergrunden, som regel ender med at blive brændt af ?

Tror man virkelig på tesen, om at fordi vi her til lands kan afbrænde olie og gas en anelse mere effektivt end andre steder, så går det nok alt sammen ? I så fald, lad mig blot orientere om, at mængden af olie og gas på denne planet er begrænset, og den dag det hele er brændt af, betyder det ikke en døjt for klimaet og det er foregået effektivt eller ej !

Hvis den danske regering overhovedet mente noget med "fossilfrit" samfund, skulle man hellere gå den anden vej: Et totalt stop for alle nye boringer efter olie og gas.

Så kan man bagefter overveje, om ikke man skulle sætte slutmuffer på borebrøndene i nordsøen, og forsegle brøndene for tid og evighed.

Og ja, det kommer til at gøre ondt hvis vi helt stopper afbrænding af fossiler. Spørgsmålet er kun hvor længe vi har råd til at trække pinen ud.

  • 0
  • 0

Ifølge nedenstående rapport vil man kun kunne anvende 0,2% af landområder til fracking og derved er der faktisk ikke nogen brugbare forekomster. Men desværre vil man i borevandet og trykvand kunne forefinde de kræftfremkaldende kemikalier benzol og formaldehyd. Altså nu må i stoppe med disse vanvittige ideer der kun gavner total og andre firmaer !!!!
http://www.bund.net/fileadmin/bundnet/publ...

mvh. erik petersen

  • 1
  • 1