Udsivende hexan bag eksplosionsbrand på Århus Havn

Udsivende Hexan fra et kemikalielager på havnen i Århus slog klokken 01.50 i nat en 54-årig mand ihjel, da han opholdt sig lige uden for lokalet, hvor eksplosionen skete. Et betondække på 75 centimeter flækkede, muren på bygningen blev blæst ud, og flere etager styrtede sammen under den kraftige eksplosion, skriver Århus Stiftstidende.

Kælderen ejes af Århus Karlshamn, den tidligere Århus Oliemølle, og indeholder især vegetabilsk fedt og olie. Hexan er en brandbar væske, der blandt andet bruges til ekstraktion af fiskeolie, hvor flammepunktet er på minus 22 grader, og derfor er hexandampe ved stuetemperatur meget eksplosionsfarlige.

»Eksplosionen skyldes udstrømmende hexan. Det er en brændbar væske, der kan sammenlignes med benzin. På en eller anden måde bliver det antændt, og der forekommer en voldsom eksplosion. Det pågældende medarbejder blev dræbt på stedet,« siger bedredskabschef Jakob Andersen.

Eksplosionen på Århus Havn skete i kælderen i lokaler ejet af Aarhus Karlshamn, der producerer vegetbilsk fedt og olie. (Foto: Århus Karlshamn) Illustration: Århus Karlshamn

Århus Brandvæsen er i øjeblikket ved at have styr på branden, som har fået lov til at brænde gennem natten. Brandfolkene har bevidst afholdt sig fra at slukke branden helt, da de frygter, at hexandampe kan skabe nye eksplosioner.

Bygningen er også fyldt med brandslukkende skum fra et automatisk brandslukningsanlæg, der gik i gang efter eksplosionen.

I alt opholdt ti mennesker sig i eller i nærheden af bygningen, herunder to kollegaer til den dræbte, der nu modtager akut krisehjælp. Hele Århus Havn er afspærret for trafik, og mellem 30 og 40 mand fra Falck, brandvæsen og politi har arbejdet hele natten i flammernes skær.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten