Udlandet giver Danmark baghjul på bæredygtige byer

Danmark halter langt efter udlandet, når det gælder bæredygtig byudvikling. Nye og renoverede bydele er skudt op i raketfart de seneste fem år, blandt andet i Odense, Århus, København og Ørestad, men arkitekter, ingeniører og bygherrer har ladet hånt om at sikre bæredygtighed i form af for eksempel ultralavt energiforbrug, mindre pendling og biogasproduktion af eget affald.

»De markante projekter har vi ikke mange af herhjemme. Når folk for eksempel kommer til København for at se Ørestaden, sender vi dem til Malmø i stedet,« siger seniorkonsulent Lars Gemzøe, Gehl Architects.

Bydelen Västre Hamnen i Malmø har vakt international opmærksomhed, blandt andet fordi den får al sin energi fra vedvarende energikilder, genbruger affaldet til biogas og anvender avanceret teknologi til at sikre et meget lavt energiforbrug på kun 105 kWh pr. kvadratmeter pr. år.

Indtrykket af København er stik modsat. Richard Bengtsson, der er projektleder i Västre Hamnen, føler sig sat tilbage til 1970'erne, når han kommer til Ørestad.

»Ørestaden er forfærdelig. Det er selve planlægningen, der er gået helt galt,« siger han.

Miljøagentur: Danmark bagud med byplanlægning

Der findes ikke en samlet opgørelse af, hvor langt man er med bæredygtig byudvikling internationalt, men ud af 18 ambitiøse projekter i forskellige EU-lande, som er omtalt i en ny rapport fra EU's miljøagentur, kan Danmark kun prale af sine mange cyklister.

»Danmark er langt fremme på blød trafik, men sammenhængen i byplanlægningen mangler stadig,« siger Lars Gemzøe.

Ingeniør og projektleder Reto H. Hummelshøj, Cowi, der arbejder med bæredygtighed i byggeriet, er enig.

»Bæredygtighed har ikke tidligere været tilstrækkeligt på dagsordenen. De nye bydele er mest blevet planlagt ud fra økonomiske betragtninger,« siger han.

Det er ikke nok at lave grønne tage, CO2-neutrale bygninger og regnvandsopsamling, hvis man samtidig kører i bil på arbejde, eller når man skal købe ind. Derfor er det vigtigt at få blandet erhverv og boliger, som folk ikke søger væk fra, lyder det fra ingeniøren.

»Hvis folk arbejder hjemme eller lokalt, sparer man transport, men det kræver, at den sociale dimension er på plads. Det karakteristiske ved bymiljøer, der fungerer, er, at de enkelte bygninger har blandede funktioner; for eksempel butikker i stueetagen, erhverv på første sal og boliger øverst,« siger Reto H. Hummelshøj.

Ingen målbare mål for bæredygtighed

Både Odense, Århus og København har nye bydele på vej, som på papiret skal være bæredygtige. Men de målbare mål udebliver. Ud af 15 målsætninger i Odenses nye kommuneplan 2009-2021 er der kun et målbart krav til genvinding af regnvand. I Århus er der heller ikke opstillet faste energi- og miljøkrav til byudviklingen på godsbanearealet.

En undtagelse fra tendensen kan blive de nye bydele på Carlsberggrunden i Valby og Københavns Nordhavn, der skal stå klar i henholdsvis 2035 og 2050. Her er der for eksempel et mål om, at der kun må være fem minutter til fods til institutioner, arbejdspladser og forretninger.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kommunerne eller KL. Men eksperterne mener, at der skal stilles tydelige krav til bygherrerne. Ellers kommer der ikke gang i den bæredygtige byudvikling.

»Kommunerne skal definere kravene, og de skal være målbare og skærpede,« siger Lone Wiggers, der er arkitekt og partner i arkitektfirmaet C.F. Møller.

Dokumentation

Rapport fra EEA

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Da der ikke er de store fordele i Danmark ved at lave regnvands opsamling til toiletskyl, forvask i vaskemaskinen eller til rengøring er der heller ikke mange der vil ofre de penge på at lave det.

Derudover er gamle huse dyre, at købe i forhold til at bygge nyt. Men da man skal have en grund før man kan bygge nyt, er det heller ikke nemt.

Hvad angår solpaneler, er priserne stadigvæk så høje, at de ikke kan betale sig selv hjem endnu. Her tænkes der kun i penge!!

  • 0
  • 0

Der er sågar tilskud til dem der vælger den længste transportvej (transportfradrag). Var det ikke bedre med tilskud til dem der er villige til at flytte hen hvor de arbejder?

  • 0
  • 0

De er mange plusser ved den nye Carlsberg-bydel, men transporten er ikke ét af dem. Således for-spildtes muligheden for at metrobetjene bydelen fordi transportminsiterens partifælle - Frederiks-bergs borgmester og næstformand i det Konserva-tive Folkeparti, sagde nej. Skulle der anlægges en metrostation på Carlsberg, så ville det tage 1½-2 min. længere at køre fra Fr.berg til København H. Og det "argument" bøjede ministeren sig for. Nu vil i stedet se, at Carlsberg oversvømmes af biler, nøjagtig som det skete på Holmen. Også her havde man mulighed for at skabe en bydel med få biler, og hvor transporten primært var baseret på cykler, busser, havnefærger, og med tiden evt. letbaner eller en metrofinger fra Lergraven til Holmen og under hvanen til Nordhavn og Østerport. I stedet kommer der nu en havnetunnel til ikke under 20 mia kr., og som vil have den effekt, at der kommer endnu flere biler ind i byen. Med hensyn til Nordhavnen, så har skiftende trans-portminsitre afvist, at stille krav om enhver form for bæredygtighed, både når det gælder valg af byplandesign, anvendelse af materialer eller trans- portmuligheder. Som sædvanlig skal det hele ordnes af markedet, og med mindst mulig indblanding fra off. myndigheder. Smart og dyrt skal det være, men bæredygtigt? Rend og hop!

  • 0
  • 0

Det der virkelig kan undre, er at miljøvenlige skraldesorteringer ikke er mere udbredt.

Komposterbart brændbart evt. plaster metaller

ud over det nu typisk brugte:

affald papir pap

Det er de færreste steder hvor dette ville forsage store problemer at indføre.

Svenske erfaringer på området, viser at brugerne hurtigt lære at sorter og at den almene miljøbevidstheden vokser hos brugerne, til gavn for yderligere miljø tiltag.

Og så man kan endda tjene penge på det.

At indføre det på landsplan burde ikke tage livet af de folkevalgte, deres ministrer og embedsmænd.

  • 0
  • 0

ja og så alle de ting som bliver smidt ud.. mangler også personligt eks til plastgenbrug.. og ting som fungere skulle kunne gives væk i stedet for og blive destrueret..

og nu er menneskelig transport nok ikke det værste.. synes også det underligt man ikke foreskriver at nye huse skal være lavenergi huse.. altså passiv.. hvis man vil have hyggelige huse kan man jo købe et gammelt.. Jeg ville til en hver tid foretrække et som var tæt og hvor man ikke skulle bruge bunker af penge på opvarmning.. tænker også tit på hvorfor vi har så meget lastbil transport, hvorfor ikke udnytte de tomme tog i stedet og kører med gods?

  • 0
  • 0

"Luften i Danmark er beskidt og farlig"

"Luften i Danmark er flere steder så fyldt med skadelige partikler, at EU nu slår alarm. Luftforureningen dræber, og derfor skal Danmark sikre renere luft, advarer EU-Kommissionen... ...Luftforurening kommer især fra industri, trafik og boligopvarmning og er både skyld i astma, hjertekarsygdomme, lungekræft og for tidlig død."

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/11/2...

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten