Udenrigsministeriet mørklagde historier om isby med atomreaktor

Datidens mest kendte nyhedsvært og journalist, Walter Cronkite, misser med øjnene.

Han befinder sig pakket ind i en enorm parkacoat stående på Grønlands indlandsis nogenlunde midtvejs imellem Washington og Moskva.

Året er 1960. I et indslag til det populære aktualitetsprogram 60 Minutes beretter Cronkite om, hvordan det amerikanske ingeniørkorps er ved at anlægge Camp Century, en by og forskningslejr under isen.

Byen, som amerikanerne i 1959 begyndte at bygge i tunneler under indlandsisen 225 km fra Thule, skal have sin energiforsyning fra en 1,5 MW atomreaktor og huse alverdens moderne bekvemmeligheder til beboerne. Dem kan der være 200 af under isen.

»De vil blive pionerer ved en af verdens sidste frontlinjer,« fortæller Cronkite seerne.

Læs også: Den glemte atomreaktor

I indslaget interviewer Walter Cronkite basens kommandant, kaptajn Tom Evans. Militærmanden udlægger formålet med Camp Century som udelukkende værende et stort eksperimentelt forsknings- og udviklingsprojekt.

»Det første formål er at teste et antal nye, lovende koncepter for konstruktion i polare områder. Det andet er at levere en virkelig praktisk afprøvning på stedet af dette nye atomkraftværk. Og endelig bygger vi Camp Century for at sikre en god base her i det indre af Grønland, hvor forskerne kan foretage deres forskningsaktiviteter,« fortæller Tom Evans.

Cronkite udspørger spagfærdigt, hvorvidt der er nogen forsvarsmæssige aspekter af Camp Century?

Dette afviser Tom Evans, og den kendte reporter undlader opfølgende spørgsmål eller anden kritisk kulegravning af USA militære intentioner under indlandsisen.

I dag ved vi, at Tom Evans' afvisning var en lodret løgn.

Camp Century var led i project Iceworm – en plan, der omfattede placeringen af 600 nukleare missiler, der skulle flyttes rundt på et over 3.000 kilometer langt skinnenet med mobile affyringsramper under isen for herfra at kunne udslette 80 procent af en række definerede mål i Østeuropa og Sovjetunionen.

Illustration: arkiv

Vi ved også, at Danmarks udenrigsministerium har haft grund til at både ærgre sig og glæde sig over indslaget i 60 Minutes. Ærgre sig, fordi indslaget i første omgang overhovedet så dagens lys. Og glæde sig, fordi der blev lagt låg både på konsekvenserne af en atomreaktor under indlandsisen og ambitionerne om atomvåben samme sted.

»USA og Danmark havde diametralt modsatte interesser med pressedækningen af Camp Century. Danmarks regering udøvede blød censur,« siger Henry Nielsen, videnskabshistoriker og lektor emeritus ved Aarhus Universitet.

Sammen med Kristian Hvidtfelt Nielsen fra Aarhus Universitet står han bag bogen 'Camp Century – Koldkrigsbyen under Grønlands indlandsis'. Udgivelsen er den første samlede fremstilling af Camp Centurys fødsel, liv, død og mulige genopstandelse i en ikke fjern fremtid.

Fra 1960 til 1963 blev elektriciteten på Camp Century leveret af verdens første mobile atomreaktorer, 'Alco PM-2A'. Oversigtsfotoet viser, hvordan den amerikanske hærs ingeniørkorps er i færd med at transportere de forskellige dele af atomreaktoren ned i tunnelen ind i til lejren under isen. Illustration: US Army

Camp Century var kun i drift i seks år. Resterne af lejren ligger nu begravet under et tykt lag is og sne, men basen er ikke desto mindre aktuel igen. For hvis den globale opvarmning fortsætter i det nuværende tempo, vil affald fra den lukkede amerikanske base i Grønland kunne frigives til omgivelserne om 70-90 år.

Det påpegede en forskergruppe i en artikel i Geophysical Research Letters sidste år. Affaldet fra Camp Century og dens mini-atomreaktor omfatter fysisk udstyr i form af jernbaner og bygninger med en vægt på ca. 9.000 ton. Kemisk affald i form af dieselolie og polyklorerede bifenyler (PCB) udgør ca. 200.000 liter. Samt biologisk affald i form af 24 millioner liter urenset vand.

Krævede forhåndsvisning af historier

At Danmarks udenrigsministerium foretrak mindst mulig omtale af Camp Century skyldtes særligt tre faktorer:

  • at sikre sig imod forkerte ordvalg i tilknytning det følsomme forhold til Grønland,

  • at mindske en uligevægt og inddæmme en nyhedhedsstrøm fra det hjørne af Grønland, så der ikke udelukkende var tale om informationer stammende fra amerikanske mediefolk,

  • at nedtone den amerikanske militære tilstedeværelse herunder særligt brugen af en atomreaktor og planerne om nukleare missiler.

Konkret forsøgte Danmark indledningsvist at styre informationsstrømmen via en forsvarsaftale fra 1951 mellem USA og Danmark om Grønland. I forlængelse af denne var Udenrigsministeriet og USA's State Departement blevet enige om, at amerikanske journalister som besøgte og rapporterede om Grønland, skulle indvillige i at sende deres materiale til København, hvor de danske myndigheder ville kommentere på materialet inden udgivelse og foreslå ændringer.

Læs også: VIDEO: Bog undersøger dansk dobbeltspil om grønlandsk atomreaktor

I 1960 blev dikteringen om en forhåndsvisning til et mere udførligt klausul, som alle tilrejsende journalister skulle underskrive. Men de danske intentioner om så få linjer og så lidt æterplads om Camp Century som muligt blev modarbejdet fra den anden side af Atlanten.

Amerikanerne slog på tromme og inviterede journalister på besøg til Thule Basen og Camp Century. De amerikanske journalister skrev om, hvordan »arktiske tunnelklynger kan huse raketbatterier, der kan nedskyde fjendtlige bombemaskiner og interkontinentale missiler på vej hen over Nordpolen mod De Forenede Stater«.

Mens danske politikere ønskede så lidt omtale af Camp Century-projektet som muligt, fortalte amerikanerne gerne medierne om den storslåede virkeliggørelse af hærens ressourcer og ingeniørernes viden. Tidsskriftet National Geographics' illustration præsenterer Camp Century som en science fiction-agtig by og viser, hvordan den får sin energi fra en 1,5 MW atomreaktor med 20 kg uran-235, så mandskabet kan nyde »varme brusebade under storme af orkanstyrke og temperaturer under -50 °C«. Illustration: National Geographics

USA's massive pr-strategi skyldtes især, at landet ønskede at vise, at skatteydernes penge gjorde nytte til forsvaret, at Camp Century skulle afskrække Røde Ivan og hans allierede, samt at der var en hård positionering om budgetterne internt imellem de forskelige grene af USA's militær.

Det amerikanske ingeniørkorps og fodtusse-afdelingen i militæret konkurrerede således imod andre ambitiøse missilprojekter: US Air Forces’ Minuteman-projekt og US Navys Polaris-projekt.

Særligt i kølvandet på besøget fra CBS' Walter Cronkite i sommeren 1960 steg omtalen af Camp Century i udenlandske og danske medier. Dog er næsten alle artikler og udsendelser vinklede på det fredelige formål med Camp Century og potentialet med a-kraft i Arktis. Eksempelvis berettede New York Times om de lovende muligheder ved at forsyne de små og isolerede grønlandske bygder og byer med elektricitet fra små, transportable atomreaktorer.

I dette mediespil forsøgte det danske udenrigsministerium at censurere med finfølelse, idet man heller ikke ønskede at lægge sig ud med US Army og dermed USA, som jo ønskede så megen positiv omtale af atombyen under den grønlandske indlandsis som overhovedet muligt.

Oversigtskort over Camp Century Illustration: US Army

I nogle tilfælde gik ministeriet dog langt i bestræbelserne på at standse informationer, der blev anset for farlige for helt basale elementer i dansk sikkerhedspolitik, for eksempel at man ikke ville have atomvåben på dansk område i fredstid.

Eksempelvis besøgte den amerikanske journalist Walter Wager Camp Century i det tidlige forår 1960. Besøget udmøntede sig i en seks sider lang illustreret artikel med titlen 'Life Inside a Glacier',
publiceret i The Saturday Evening Post 10. september samme år.

Læserne fik dog aldrig at vide, at det danske udenrigsministerium, efter konsultationer med Forsvarsministeriet og Grønlandsministeriet, havde anbefalet Wager en række ændringer. Særligt i hans hårdtslående og detaljemættede indledende beskrivelse af Camp Century. Den forklarede, at lejren først og fremmest var en militær lejr af stor sikkerheds- og geopolitisk betydning.

»In the future, similar Arctic tunnel-clusters may house rocket batteries to knock down enemy bombers and ICBMs heading over the North Pole towards the United States; they may also house planes and paratroopers of crack airborne teams assigned to wreck launching pads and H-bomb depots in aggressor territory, or American long range missiles ready for instant retaliation. Invisible to both aerial and radar reconnaissance but constantly cocked like an ever-ready Sunday punch, they could seriously discourage any power-crazed foreign regime considering another Pearl Harbor. Some optimists feel their existence may even prevent World War III,« skrev Walter Wager i det udkast til en artikel, som Udenrigsministeriet oprindeligt modtog.

Dette afsnit fremkaldte flere kommentarer fra de danske myndigheder, og afsnittet blev aldrig trykt. I stedet fik læserne leveret en mere nedtonet fåmælt beskrivelse af Camp Century. Det lød således:

»In the future, lessons learned at Camp Century could be applied to other regions of the Arctic if the need ever arose to build additional early-warning or air-defense facilities at locations where extensive operation is now impossible.«

USA's militær var flittige med at filme tilblivelsen af Camp Century som led i en storstilet pr-offensiv. Se hærens egen video, hvor de forklarer om udfordringer med at bygge en by og opstille en atomreaktor under isen.

Rettede sig efter anvisninger

Wager var ikke den eneste journalist, der kom ud for noget, som lignede censur fra dansk side. Et andet eksempel er journalisten Luigi Romersa, der skrev for det italienske magasin Il Tempo Illustrato.

Romersa var i Grønland i efteråret 1961, og hans manuskript er dateret november samme år.

Romersa indledte artiklen med at skrive, at der lå flere amerikanske militære baser spredt i Grønland samt at Camp Century var en »gigantic anti-atomic fortress, dug deeply like a catacomb below the ice, near the Pole.«

Læs også: Radioaktivt og kemisk affald under indlandsisen kan frigives i dette århundrede

Årsagen til, at Camp Century og dermed også Project Iceworm blev skrottet i 1966 er aldrig officielt blevet oplyst af USA. Formenligt var det isens uforudsete bevægelser, der gjorde en ende på projektet samt at andre missil-systemer var mere gunstige og billige. Eksempelvis måtte op til 120 ton is hver måned fjernes fra tunnelerne i Camp Century. Illustration: Frank J. Leskovitz

Grønlandsministeriet og Udenrigsministeriet anbefalede Romersa at udelade oplysninger om flere militære baser samt ikke at give udtryk for, at Camp Century kunne betegnes som en betydelig militær befæstning.

»Også her rettede forfatteren sig efter de danske anvisninger, men det var ikke altid tilfældet – eller rettere: de danske myndigheder fik ikke altid mulighed for at give deres besyv med,« skriver Henry Nielsen og Kristian Hvidtfelt Nielsen i deres artikel 'Inddæmning og tilbagerulning' publiceret i det historiske tidsskrift temp tilbage i 2013.

Denne artikel fik ikke megen omtale ved publiceringen. Bortset fra en artikel i det grønlandske medie KNR i begyndelsen af året, er de to videnskabshistorikeres bog om Camp Century således den første større almene formidling i en bredere offentlighed af Danmarks forsøg på censurering af pressen under den kolde krig.

Procedurerne om forhåndsgranskning fra de danske myndigheder ebbede i øvrigt ud af sig selv omkring 1963.

Dels havde de mange artikler om Camp Century vist sig umulige at kontrollere; dels betød afspændingen mellem de to supermagter efter Cuba-krisen, at Danmark ikke behøvede at udvise samme diplomatiske forsigtighed i forhold til Sovjet, dels var Danmarks suverænitet over Grønland ikke udfordret af afkoloniseringsprocessen i samme grad som i 1950'erne.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ja det var et meget langt skinnenet de havde planlagt under isen! Men hvis man skal kunne transportere ICBM'er rundt så andre (læs USSR) ikke ved hvor de på et givet tidspunkt hvis de vil tage dem ud med egne missiler, så skal de kunne være over et meget stort areal.

Det er præcist derfor at USA, Rusland og UK stadig har missilubåde, da de let og elegant kan gøre det samme som (og bedre end) 4000+ km jernbane under isen ved at kunne levere et 'guaranteed second-strike capability'.

  • 5
  • 0

Mr. Trump, clean this mess up

Er vel det mest passende. Men det skal gå hurtigt. Man må da formode at der allerede er meget af den forurening som er spredt og ikke kan renses op.

  • 1
  • 4

200 tons olie affald og 24.000 tons "toilet vand" har de frygtelige USarmy folk efterladt. Det vil naturligvis udrydde alt liv i Arktis, og er jo en faktor 0,01 gange udslippet fra skibe i arktiske farvande. Skibe som fx. Krydstogtsskibe som jo har et meget nødvendigt ærinde i arktiske vande, mellem isbjerge og ikke kortlagte skær og rev.

Men det værste er dog efterladenskaberne fra atomreaktoren, som vil give 3 øjede fisk og blå isbjørne, i de næste mange årtusinder!

<seriøs mode>

Selvfølgelig bør USA rydde op efter sig, men mon ikke oprydningen vil svine mere og gøre mere skade end gavn, i betragtning af de små mængder "affald" der er tale om?

  • 5
  • 4

En aftale fra 1962 dikterer i teorien, hvem der skal/bør rydde op. Men aftalen rummer så mange vage formuleringer, at Danmark i dag - på vegne af Grønland - kan få svært ved at gøre et egentlig retsligt krav gældende over for USA.

Det skriver grønlandske KNR i det mest grundige og aktuelle oprids, jeg har set af dette spørgsmål: http://knr.gl/da/nyheder/historisk-dokumen...

Mvh Mads

  • 4
  • 0

En aftale fra 1962 dikterer i teorien, hvem der skal/bør rydde op. Men aftalen rummer så mange vage formuleringer, at Danmark i dag - på vegne af Grønland - kan få svært ved at gøre et egentlig retsligt krav gældende over for USA.

Det skriver grønlandske KNR i det mest grundige og aktuelle oprids, jeg har set af dette spørgsmål: http://knr.gl/da/nyheder/historisk-dokumen...

Mvh Mads

  • 1
  • 1

Journalister boltrer sig i fine ord og vendinger - som er fup og blålys.

Citat: "..... gøre et egentlig retsligt krav gældende ...."

Der eksisterer ikke retslige magtmidler udenfor landegrænserne (mellem lande). Så uanset aftalens formuleringer, så ville et krav aldrig kunne gennemføres - vi kunne gå i krig ? eller ? Det nærmeste lande kan komme til at gennemføre krav er derfor sanktioner af forskellig art: handel, visum, diplomatisk udvisning, ........, spot og spe ?

Det er som med klimaaftalerne: i sidste ende så findes der ikke mellem-statslige magtmidler som er sammenlignelige med det, som findes i national ret.

Begrebet "juridisk bindende" er mellem stater ren fiktion og politisk spin.

  • 3
  • 0

I dette område smelter Isen ikke, men falder ud over kanten som isbjerge. Der må derfor gå mange århundrede før Camp Century falder i havet.

  • 0
  • 1

@Peter Ole, Helt enig. Lejren ligger nu over 30 m under sneens overflade, og der akkumuleres indtil videre omkring 1 m sne ovenpå den hvert år. Hvis den skal smelte, så er der rigtigt meget anden sne der også skal smelte, på 100 år. Som navnet siger ligger Camp Century 100 miles (160 km) fra kanten af indlandsisen. Hvis den skal nå at flyde ud til kanten, skal den flyde med ca. 1,5 km om året for at være der om 100 år. Det virker som om den brugte model for beregning af risiko er 'lidt vægtet'.

  • 1
  • 1

http://www.dtic.mil/dtic/tr/fulltext/u2/47...

Under oversigten Waste Disposal på side 50 står

“'Radioactive liquid waste which was discharged into the Greenland Ice Cap. Danish-American agreement permits up to 50 millicuries per year of radioactive liquid waste disposal in the ice cap. In accordance with this agreement all solid waste must be removed from Greenland and disposed of in accordance with AEC regulations, i.e., placed in concrete casks and dumped into designated locations in the ocean or buried in one of the designated land area burial grounds in the United States.”

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten