Udenlandske bilfabrikanter størst i USA

Når amerikanerne smider pick-up´en i en parkeringsbås, er der ikke længere størst sandsynlighed for, at øserne ved siden af ligeledes er svejset og samlet i Guds eget land.

I juli skete det for første gang nogensinde i USA, at andelen af biler af ikke-amerikansk fabrikant udgjorde 51,8 procent af det totale antal solgte biler.

For et år siden var det omvendt, skriver internetavisen realtid.se. Dengang var det bilbyen Detroits kendte bilmærker som General Motors (GM), Ford og Chrysler, der tilsammen stod for 52 procent af de solgte biler.

Det er de højere benzinpriser, der anses for at være årsagen til, at balancen mellem de amerikanske bilproducenter og de udenlandske er blevet forskudt.

Allerede i år 2000 overhalede de udenlandske virksomheder faktisk Detroit-holdet, når det kom til personbiler. Men amerikanernes forkærlighed for benzinslugere som pick-ups, lette lastbiler og de såkaldte SUVs, Sport Utility Vehicles, som for eksempel de såkaldte Hummers, gav dem stadig førerpositionen totalt set. Men det tyder altså på at være slut nu til fordel for især de japanske bilproducenter.

Således er GM endnu størst i USA, men japanske Toyota har skubbet Ford ned fra andenpladsen.

»Vi voksede alle op med storheden hos GM, og virksomheden syntes ufejlbarlig. Det er andre tider i dag,« siger Ron Pirelli, vicedirektør for statistikvirksomheden Autodata til New York Times.