Uddannelses-besparelser sender Danmark ned ad innovations-rangliste
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Uddannelses-besparelser sender Danmark ned ad innovations-rangliste

Illustration: Global Innovation Index

Danmark klarer sig generelt godt på diverse ranglister for forskning, innovation osv.

Den type lister skal man have en naturlig skepsis over for, for ofte indgår der subjektive bedømmelser, eller der tages hensyn til objektive data, som ikke alle finder væsentlige.

Der er normalt ikke de store udsving fra år til år, men på Global Innovation Index 2018 er Danmark dog faldet fra sjettepladsen til ottendepladsen.

Man skal læse meget dybt i rapporten fra i år og sidste år for at finde hovedforklaringen på det danske fald, og når man finder den, er faldet måske slet ikke så kedeligt, som man umiddelbart skulle tro.

Her er de ti mest innovative lande i verden ifølge den nye opgørelse. Illustration: Global Innovation Index

Men først lidt om undersøgelsen og dens øvrige hovedkonklusioner.

Schweiz er igen i år nummer 1, mens Holland og Sverige har byttet rundt på de to næste pladser – nu med Holland som nr. 2. Danmark er i år overhalet af Singapore og Finland, og er derfor 'kun' nr. 8.

Hos Global Innovation Index, der er et samarbejde mellem Cornell University i USA, Insead i Frankrig og World Intellectual Property Organization under FN, fremhæver man dog, at den mest markante ændring i år er, at Kina er rykket ind i top-20 på en 17. plads.

Hvorfor er Danmark så faldet to pladser?

En sammenligning mellem bedømmelsen af Danmark i 2018 og 2017 viser, at den mest afgørende ændring er, at vi er faldet fra en tredjeplads til en sjetteplads inden for den kategori, der hedder Human capital & research, og det er især underpunktet, der opgør, hvor stor del af bruttonationalproduktet der anvendes til uddannelse, der er årsag til denne ændring.

På 2017-listen er Danmark anført at bruge 8,6 pct. af BNP – det var nr. 2 i verden. Det er faldet til 7,6 pct. på 2018-listen. Nu er vi ‘kun’ nr. 6.

Inden man straks råber vagt i gevær over dette fald, som er den væsentlig del af forklaringen på Danmarks samlede fald fra en sjetteplads til en ottendeplads, så er det værd at bemærke, at Finland, som vi ellers gerne vil sammenligne os med, når det gælder uddannelse på 2017-listen, er anført til 7,2 pct.

Hvem var det lige, der lå i top i 2017?

Botswana var nr. 1, Danmark som sagt nr. 2 og herefter fulgte Zimbabwe og Namibia. Det er ikke de lande, vi normalt sammenligner os med.

Så måske er der slet ikke en grund til bekymring. Bedømt ud fra andre lande ser det ud til, at man sagtens kan have en godt undervisningssystem med de økonomiske midler, som stilles til rådighed i Danmark – hvis de ellers bliver udnyttet på den rigtige måde. Men det bekymrer ranglister sig ikke om.