Ubrugeligt vås eller guldkorn? Sig tak for andres kritik
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Ubrugeligt vås eller guldkorn? Sig tak for andres kritik

Hver gang Maj Bjerre holder foredrag om at give og modtage kritik, foretager hun sin egen lille statistiske undersøgelse: Først spørger hun, hvem der kan lide at få feedback; så rækker 20 ud af 20 deltagere som regel en arm i vejret. Når hun derefter spørger, hvem der kan lide at modtage kritik, er der normalt kun en enkelt, der rækker hånden op.

Resultatet er en smule paradoksalt, al den stund de to spørgsmål grundlæggende er ens, mener Maj Bjerre, der er strategisk rådgiver og coach og netop har skrevet bogen ‘Gaven i kritik’.

»Stort set alle kan lide feedback, fordi de forstår det som noget, der bliver sagt på en ordentlig måde. Udfordringen er blot, at mange giver noget, de selv opfatter som feedback, men som modtageren opfatter som kritik,« forklarer hun.

I virkeligheden burde vi tage imod kritik som en gave, fordi den giver os mulighed for at lære noget om os selv og om andre og for at løse opgaver bedre og mere effektivt. Men fordi vi hæfter os ved den klodsede indpakning, den ofte leveres i, går vi glip af værdifuld viden.

»Det er i virkeligheden en gave, fordi man får mulighed for at lære noget. Hvis alle var enige, ville vi bare gå og nikke til hinanden. Det er uenighed og konflikt, der skaber mulighed for andre løsninger og andre måder at anskue et emne på,« påpeger Maj Bjerre.

Andet end ubrugeligt vås

For at se på kritik som andet end irriterende og ubrugeligt vås, som man har lyst til at forsvare sig imod, må man lære at skelne indpakning fra indhold. Kan man ikke det, går man glip af en konstruktiv dialog.

Derfor er det vigtigt at huske på, at kritik sjældent skyldes onde hensigter eller et ønske om at tryne andre, men at vi oplever samme situation forskelligt. Vi har forskellige præferencer og opfattelser, fordi vi hver især ser verden igennem et filter af oplevelser og erfaringer:

»Problemet er, at vi tror, at andres kritik handler om os selv, men det gør den sjældent. Den handler om, at noget, du har gjort, bliver opfattet som dumt – set med andres øjne. Og den handler ofte om, at andre blot opfatter en situation anderledes.«

Når det er så vigtigt at kunne lytte til kritik uden at gå i forsvarsposi­tion, skyldes det ifølge Maj Bjerre, at vi alligevel ikke kan ændre på, hvordan andre afleverer deres kritik. Vi må holde os på vores egen banehalvdel, for så er vi ikke afhængige af, om andre har været på kursus eller har en dårlig dag.

»Kritik ender ofte i en diskus­sion om, hvem der har ret. Det skal vi væk fra og i stedet omsætte andres vurderinger til en dialog, som kan bane vej for samarbejde og bedre løsninger – uden at hænge fast i, hvem der har ret,« påpeger hun.

Maj Bjerre råder til, at man kortslutter automatreaktionen og i stedet stiller opklarende spørgsmål, hvis nogen begynder at kritisere en opgave, man har løst, eller et forslag, man kommer med:

»Spørg dem, hvad de specifikt synes fungerer dårligt og hvorfor. Det er for så vidt ligegyldigt, om noget er godt eller skidt – det er ofte en subjektiv vurdering. Det handler om, hvorvidt det fungerer i forhold til formålet.«

Selvom man skal betragte kritik som en gave, så er det ikke alle gaver, der er guld værd, men det ved man først, når indpakningen er taget af, og man kigger på indholdet.

»Problemet med kritik er, at vi løber væk fra det, og hvis vi gør det, kan vi ikke sortere i det og lægge det irrelevante væk. Finten er at få en tillidsfuld holdning til kritik, som gør os nysgerrige i stedet for bange,« siger Maj Bjerre.

Hun har holdt kurser i IDA-regi og oplever ikke, at ingeniører har hverken nemmere eller sværere ved at tage imod kritik end andre faggrupper:

»Måske har ingeniører en tendens til at være mere kritiske og ikke tænke så meget over indpakningen, fordi de er meget optaget af at løse problemet. Hvor god man er til at give kritik, handler i høj grad om miljø, arbejdspladskultur og personlige erfaringer, men at se gaven i andres kritik handler først og fremmest om, hvordan man modtager den,« understreger hun.