Ubådsforening giver Nautilus tilbage til Raket-Madsen: Ellers ville vi aldrig få fred
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ubådsforening giver Nautilus tilbage til Raket-Madsen: Ellers ville vi aldrig få fred

nautilus heat
Foto: Mathias Vejerslev

De 23 medlemmer af Ubådsforeningen UC3 Nautilus opgiver nu at renovere den ubåd, som raketbyggeren Peter Madsen søsatte i 2008.

På generalforsamlingen onsdag aften besluttede foreningen, at den vil overdrage ubåden til Peter Madsen eller en person, som han udpeger.

Det sker efter to måneders strid om ejerskab og retten til at besøge ubåden. Striden kulminerede i sidste uge, da ubådsforeningen ekskluderede Peter Madsen, som ellers var æresmedlem. Foreningen mente, at Peter Madsen modarbejdede dens formål, som er at få Nautilus ud at sejle igen.

Læs også: Raket-Madsen er smidt ud af sin egen ubåd

Det førte igen til en meget ophidset debat her på ing.dk i forbindelse med den blog, som Peter Madsen skrev om striden.

Læs også: Overlever du bare eller LEVER du - er du gærcelle eller Menneske ?

»Ubådsforeningen blev stiftet med en drøm om at sejle havene tynde med Nautilus. Vi har konstateret, at det kan ikke lade sig gøre i foreningens regi. Ingen havde forestillet sig – heller ikke jeg – at vi ville ende i en tvist i stedet for at renovere ubåd,« siger formand Jacob Larsen.

Ubådsforeningen er sikker på, at den juridisk har ejerskab til ubåden.

»Hvis vi havde valgt at holde den i hævd, så ville der aldrig blive fred,« siger Jacob Larsen.

Foreningen blev formelt stiftet for et år siden, men mange af medlemmerne har arbejdet med at renovere Nautilus i en længere periode. Jacob Larsen anslår, at der mangler cirka et års arbejde, inden ubåden sødygtig igen.

Nautilus' foreløbig sidste sejlads fandt sted i 2010, da den skubbede den flydende affyringsplatform Sputnik med raketten Heat1X frem til Bornholm. Dengang var Peter Madsen stadig med i Copenhagen Suborbitals, som stod bag det første forsøg på opsendelse af amatørraketten.

Ubådsforeningen har ikke nedlagt sig selv, men overvejer flere muligheder for at fortsætte. En af dem er, at medlemmer selv bygger en ubåd fra grunden.

Peter Madsen selv sammenligner med netop Copenhagen Suborbitals, som stadig bygger raketter på Refshaleøen i København, efter at han brød med foreningen.

Læs også: Raket-Madsen forlader Copenhagen Suborbitals

»Der var ikke nogen god måde at slutte det her på. Det var enten dårligt på den ene måde eller dårligt på den anden måde. Men jeg tror, at ubådsforeningen vil bygge sin egen undervandsbåd. Det minder om Copenhagen Suborbitals, som vil bygge sin egen raket. Og det er den bedst tænkelige løsning,« siger han.

Se det første dyk med Nautilus

Nu skal Nautilus flyttes 85 meter tilbage til Peter Madsen faciliteter på Refshaleøen, hvor den ifølge hans eget udsagn blev flyttet fra imod hans vilje.

Peter Madsen understreger flere gange i samtalen med Ingeniøren, at han har »stor respekt« for de folk, som har arbejdet med at renovere Nautilus.

»Derfor har jeg også garanteret dem, at de har brugsret til den i fremtiden. Hvis de har lyst til at sejle i den sammen med mig, så er de velkomne,« siger han.

Netop brugsret til Nautilus var, hvad Peter Madsen ifølge sin egen udgave af forløbet blev nægtet af ubådsforeningen.

Raketbyggeren mener, at han kan gøre Nautilus sejlklar igen i løbet af et år, hvis han ikke laver andet. Men da han også bygger raketter, ved han endnu ikke, hvordan han vil prioritere sin tid.

»Jeg skal samle stumperne op. Da Nautilus kom på land, var den meget tæt på at være sødygtig. Den trængte til sandblæsning og mindre forbedringer,« siger Peter Madsen.

Han henviser til, at ubådsforeningen både »flåede apteringen og kontrolrummet« ud af ubåden.

»Men der var slet ikke behov for at slå det kæmpe brød op. Den fungerede til at løse de opgaver, som jeg havde til Nautilus,« siger Peter Madsen.

Han tilføjer, at ubåden naturligvis kunne forbedres, og at han vil bevare mange af de forbedringer, som medlemmerne af ubådsforeningen har arbejdet på.

Kommentarer (57)

Kritisk journalistik er vist ikke Ingeniørens kop the når det gælder Peter Madsen. Hvorfor undlader man helt at nævne at han har gjort brug af alt fra manipulation til trusler over bagvaskelse til injurier og dokumentfalsk for på uretmæssig vis at få fingre i ubåden, når nu der er uomtvistelige beviser for det hele?

Prøv selv at læse hele indlægget og debattråden igennem: http://ing.dk/blog/farvel-og-rigtigt-rigti...

Det er ækel læsning!

  • 39
  • 11

Kan det her være rigtig?
»Jeg skal samle stumperne op. Da Nautilus kom på land, var den meget tæt på at være sødygtig. Den trængte til sandblæsning og mindre forbedringer,« siger Peter Madsen.

Han henviser til, at ubådsforeningen både »flåede apteringen og kontrolrummet« ud af ubåden.

»Men der var slet ikke behov for at slå det kæmpe brød op. Den fungerede til at løse de opgaver, som jeg havde til Nautilus,« siger Peter Madsen."

dvs at det ubådsforeningen har arbejdet på har været spild af tid og ikke nødvendigt? Det kan ikke passe. Igen får madsen sidste manipulerende ord.
C

  • 30
  • 5

Man kunne få den mistanke, at Hr. Madsen har indset at han ikke kan komme i mål med sine raketter (100 km op med en mand om bord) og derfor ønsker at vende tilbage til noget han havde succes med...

  • 22
  • 12