Tyverialarmen bliver en del af det smarte hjem

En tyverialarm består ikke længere blot af en stribe fotosensorer og en basestation med en sirene. Stadig flere alarmsystemer har i dag videokameraer, elektroniske låse, termostater og brandalarmer.

Fra at have været kickstarterprojekter og dyrt udstyr for de særligt interesserede har enhederne til det intelligente hjem nu for alvor gjort deres indtog i blandt andet alarmselskabernes pakker.

Læs også: Tyve jammer trådløse alarmer med billigt udstyr købt på nettet

Blandt andre de to store danske alarmselskaber G4S og Verisure har lanceret systemer, der kan langt mere end at ringe efter hjælp ved indbrud. Alarmsystemerne indeholder blandt andet fjernkontrol af lys, aflæsning af temperatur og kameraer, der supplererer fotosensorerne og afslører om der er tale om fejl eller indbrud.

For bare få år siden var det funktioner, som man kun fandt i systemer som det populære enkelt-enheds-system Canary eller i det noget mere klassiske system iSmartAlarm.

Illustration: Canary
Det er blandt andet systemer som Canary, der melder alt fra luftkvalitet over temperatur og støj videre til brugeren på en smartphone-app. Illustration: Canary

Senest har også Google meldt sin ankomst på hjemmeovervågningsmarkedet med købet af kameravirksomheden Dropcam, der i dag er en del af Googles Smart Home-virksomhed Nest, der udover kameraer leverer digitale termostater og intelligente røgalarmer.

Læs også: Google lancerer smart city-firma

Mens der stadig er langt mellem de helt intelligente hjem i Danmark, har kamerateknologien hurtigt gjort sit indtog i de danske alarmsystemer, fortæller kommerciel direktør i G4S, Morten Holck Jæger.

»Videokameraer med både foto og video er blevet standard hos os. I dag er det over halvdelen af installationerne hos private, der har kameraer. Vi regner med at det udvikler sig til omkring 85 pct. over de kommende år. Det skyldes blandt andet, at priserne på båndbredde og kameraudstyr er kommet ned,« siger han.

Læs også: Tyverialarmer kan få hjertepatienter til at kollapse

Morten Holck Jæger peger dog på, at nogle få kunder fravælger kameraerne af privatlivsmæssige årsager. Privatlivsdiskussionen fylder dog hverken det store i debatten om hverken de danske eller udenlandske systemer. Dog har enkelte systemer en privatlivsfunktion, der slukker kameraet på kommando eller automatisk når ejeren kommer hjem.

Også klassiske alarmsystemer, som dette fra G4S har fået smart home-elementer såsom videostreaming. Illustration: G4S

I stedet for privatlivsbekymringerne fokuserer de fleste brugere dog på den ro i sindet, eksempelvis et kamera kan give, mener Morten Holck Jæger.

»Når detektoren også filmer indbruddet gør det risikoen anderledes for tyven. Derudover synes folk jo også, at det er bekvemt at se et billede af hjemmet. Kom hunden ind, er ungerne kommet hjem osv.,« fortsætter han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Problemet med alarmsystemerne er det samme som for gør-det-selv folket og kickstarter projekterne. De har fuldstændig misset pointen - det er fint man kan lave så mange features i et system, men så længe brugervenligheden ikke får et kæmpe skub, så bliver det aldrig særlig udbredt. Hvis det ikke kan klare konetesten, så kommer det ingen steder.

Jeg har rodet meget med hjemmeautomation de sidste par år, men jeg har endnu ikke fundet noget som min bedre halvdel kan finde ud af at lave noget som helst om på. Det nærmeste jeg er kommet er Philips Hue - men de baserer stadig hele deres interface på mobil apps. Og hvem gider lige slæbe sin telefon med rundt og finde den frem hver gang de skal ud i køkkenet eller på toilet kl 2 om natten.

  • 5
  • 0

Prøv at google Philips Hue Tap. Det løser problemet med at det kun er smartphones der kan betjene Hue. Hue Tap virker super godt, jeg har selv et par stykker.

  • 0
  • 0

Der er ikke nogen standarder, man har svært ved at tage sensorer fra en udbyder og bruge dem i andre systemer. Det sidste jeg læste var at Apple ikke ville bruge googles systemer i deres smarthome system. Jeg tror kun det bliver for enerne hvis man ikke bliver enige og standarder og grænseflader.

Nu forstår jeg Morten Dalsgård mener at gør det selv folket, skulle have mistet pointen? Nu kan jeg jo kun tale ud for mig selv, men jeg laver da ikke home automation, som ikke er skræddersyet til netop det jeg vil bruge det til! Modsat de kommercielle har jeg delt det op i mange systemer som er uafhængige af hinanden. Og mine systemer går ikke ud til datamining hos store virksomheder, det sørger for at jeg kan få status på mine ting fra internettet og ind til mine micro servere når jeg er borte fra mit hjem. Når jeg er hjemme bliver data på mit LAN. Jeg har et system der en kombination af trådløst og kabling. Og jeg bruger flere forskellige trådløse teknologier. Det er skarpt delt op i hvad der er vitalt og ikke skal kunne jammes her benyttes kabling.

Det der er fælles med alt hvad jeg laver er min Android mobil telefon er omdrejningspunktet af det hele. Og så den er koblet over mobildata eller WiFi mod mit Lan. Der er ting jeg slet ikke vil have ud i verden, for det er verden ligegyldig.

Nu har home automation eksisteret i mange år, men er ikke blevet til noget fordi alle der laver noget til det har lavet det proprietær. Og det ser ud til at fortsætte!

Jeg har set nogen af de systemer der beskrives i artiklen og jeg skulle aldrig have sådan et system ind i mit hus, de vil jo kunne jammes med sender som kan købes frit på nettet.

Når IoT kommer til at tage overhånd, tror jeg at et hav af producenter laver noget som er proprietær til en app til deres produkter såsom lys, køleskab, vaskemaskine og enormt meget mere. De kommer til at bruge min båndbredde!

En af grundene til jeg ikke vil have sådan noget udstyr ind i mit netværk, er at jeg ikke vil have sendt data ud over internettet eller mobilnettet som vedrører mit hjem og informationer som andre ikke behøver at vide.

Og da alt elektronik er blevet så billigt, bliver meget mekanik lavet om til processorstyrede ting. Og her er jeg bange for at producenterne ikke kan nære sig og giver udstyret en softwaremæssig levetid, der passer med deres forretnings model. Jeg kunne forstille mig at der kom serviceplaner som hvis man ikke overholdt dem så døde ens enheder o.s.v.

Jeg har en SmartPhone og er sådan set glad for den, men jeg er også IT-mand og kan se hvad den laver på mit netværk. Og jeg ved hvor forholdsvis let det er at lave små apper. Jeg har aldrig haft så meget aktivitet på mit netværk som jeg ikke ved hvad er og det er lukket land for mig, hvad der foregår, jeg kan kunne finde ud af hvor dataene sendes til. Jeg laver apper som der findes tusind af som som kun sender mig data og ikke fodre verden med dem.

Jeg er helt vild med automatisering, men jeg er ikke vild med store selskaber som vil have fingrene ned i mit adfærds mønster!

  • 2
  • 0

Jeg er enig i at det ikke skal ud til de store virksomheder, men det kræver at nogen går forrest og laver et samlet system. Jeg har skam også selv hjemmeautomation baseret på mange forskellige systemer. Men jeg har programmeret alt ind i et interface jeg selv har lavet og som kan styres fra en hvilken som helst browser. Jeg har bygget en række interface paneler baseret på en Raspberry Pi 2 med en 3,5" touch screen. De passer lige ind i et LK 1,5 modul så de kan side i væggen. Det giver et langt bedre interface og du behøver ikke din telefon for at bruge det. Jeg vil, i al beskedenhed påstå at jeg har det smarteste smart home jeg har set. Vi trykker på en knap een gang i døgnet, og det er når vi går i seng. Der aktiverer vi en godnat funktion, ellers så er huset klar over hvornår vi står op, hvornår vi laver mad, gør rent, lufter ud, hvornår der skal skrues ned for varmen fordi vi ikke har været hjemme i en given periode. Farvetemperaturen justeres dynamisk og følger om man ser film, almindeligt fjernsyn, gør rent laver mad, er på vej i seng. Selv min kæreste kan finde ud af at justere disse parametre, on-tider, slope tider på lysdæmpere osv. Osv. Det er simpelt og jeg har installeret det for mange andre, det eneste det kræver er en NUC og at man holder sig til systemer der har api'er til styring.

Men hele mit system er bygget op om et meget simpelt koncept: min kæreste skal kunne betjene det uden forklaring. Den controller der ligger bagved på z-wave kan hun slet ikke finde rundt i og Hue appen kan ikke styre andet. Man kan ganske simpelt koble de forskellige komponenter sammen på tværs af protokoller og lave forskellige funktioner.

Men det kan da ikke passe at jeg med mine ynkelige amatør PHP/XML/MySQL kundskaber kan skabe et system der i de communities jeg deltager i er mange der mener er bedre end noget de kan få fra en af de store fabrikanter?! Det viser at der er for mange hardware- og for få interface ingeniører i branchen - eller for mange nørder og for få kærester.

  • 2
  • 0

Jeg har selv brugt en hel del tid med at integrerer en PLC til husstandens forskellige systemer, der er nærmest uendelige muligheder, men det kræver nok at man ser projektet som en udfordring, og også har interesse for området.

Til at starte med ønsker man flest mulige valgmuligheder, og efterfølgende opdager man at det faktisk er mere smart hvis systemet nærmest passer sig selv og at der kun er få funktioner man skal tage stilling til.

I samme forbindelse fik jeg kendskab til et ganske smart alarmsystem (Jablotron JA100) der ud over at fungere som brand, tyverialarm og adgangskontrol f,eks også kan styre garageporten med en fjernbetjening i bilen, varmen og ventilationen i boligen og yderligere fungere som fuldautomatisk lys styresystem da pir sensorene kan programmeres til at styre effektrelæer. Og det bedste af det hele er at det er ganske let at betjene via f,eks programmerebare betjeningspaneler med tydelig statusvisning m.v.

Og nej, jeg har intet med leverandøren at gøre :-)

  • 0
  • 0

Det viser at der er for mange hardware- og for få interface ingeniører i branchen - eller for mange nørder og for få kærester.

Jeg er oprindelig programmør og har gået meget op i GUI'er. Så den side ville jeg ikke være så bange for. Men jeg vil indrømme, at jeg går ikke så meget op i det når det er noget jeg laver til mig selv og uden andre skal bruge det :) Jeg har også gang i Raspberry Pi's, Arduinoer og esp8266 m.m. Men da jeg er single, er det meget rettet mod mit store ego og mindre mod andre end mig selv :)

Jeg er helt klar over at hr. og fr. Almindelig kommer aldrig til at lave det jeg gør, men den verden med færdige systemer er jeg mange for bliver et blandet marked hvor alle holder kortene tæt ind til kroppen og man bliver fastlåst i deres systemer. Og det passer mig ret dårligt. Hvis der blev lavet systemer med hvor det er åbent med fast definerede grænseflader kunne jeg blive interesseret. Så jeg er helt enig med dig i åbne systemer.

  • 1
  • 0

En del af diskussionen herover handler om betjening - lad mig kalde det ease-of-use. Alle relevante personer i husstandens skal kunne betjene systemet - også dem uden teknologi-fasination.

Måske er problemets rod, at designeren (som sagtens kan være husets nørd) ikke gennemtænker behovet og den logiske anvendelse.

Lad mig tage et eksempel: hvem hader ikke TV med tilhørende VCR (optager). Måske er VCR erstattet af andet Idag, e.g. Play-on-Demand, men aligevel. Hvem har ikke, uanset teknologisk ståsted bandet over TO fjernbetjeninger, knapper og avisens TV-program for bare at optage ...... Nu har jeg en tablet, som viser TV-programmet, med forklaring og beskrivelse. TO klik, endog fra mit sommerhus, og programmet er planlagt til optagelse. Dette er bare et eksempel på, at der er skåret til benet og lavet en simpel, funktionel løsning - som enhver kan betjene.

Så hvis man har en overvågnings-, en låse- en ........-løsning, så skal der skæres ind til benet og laves en simpel, grafisk, løsning. Gør fabrikanterne det ? Nej, og DET er problemet.

Men start med noget så gammeldags som en kravsspecifikation. - varmen i sommerhusets tre zoner skal tændes og slukkes med med et klik på en hustegning...... Og så videre.

  • 0
  • 0

Enig - problemet er at fabrikanterne vil have alt for mange features og systemer der kan alt for meget. Det er ok med mange funktioner, men problemet er at de ikke er lette at anvende og intuitive. Jo flere features, jo højere er kravene til programmørens evner ud i GUI og integration, for ellers bliver det helt umuligt for den almindelige forbruger at betjene det... Og så ender det netop som en nørdet gimmick.

  • 1
  • 0

(Oplægget er af ældre dato, men udfordringen bliver vist ikke forældet - desværre)

Virker tyverialarmer i private hjem, forstået som: Holder tyvene væk?

Findes der noget statistik der viser færre indbrud i private hjem med tyverialarmer? Jeg har søgt, men ikke fundet, så enten er jeg ikke en ørn til det eller ......

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten