Tyv gav 800 kg sjældne sten tilbage: 'Den er god nok. Det er dem,' jubler mineraloger

Efter flere måneder valgte tyven af 800 kg sjældne sten at aflevere dem tilbage til mineraloger. Illustration: Benjamin Stender/EDC Frederiksberg

»Det er helt uvirkeligt. Jeg havde mistet troen på, de ville dukke op. Men her er de. Den er god nok. Det er sgu dem.«

Normalt får folk ikke lov at bande i Ingeniøren, men i sagen om de forsvundne kryolit-sten, gør vi en undtagelse. For historien er allerede så langt fra normalen. En mærkværdighed. En undtagelse.

Og ordet »sgu« kommer fra den danske amatør-mineralog Tom Weidner, der tilbage i maj fortalt den triste historie om, hvordan 800 kg sten forsvandt sporløst.

En måned forinden havde han sammen med kollegaen Henrik Friis sorteret 15 ton sten i et dødsbo på Frederiksberg ejet af eneboeren og civilingeniøren Steen Ahrenkiel, der i øvrigt var ivrig debattør på Ingeniøren. Iblandt de 15 ton sten fandt mineralogerne 800 kilogram yderst sjældne kryolit-sten, som skulle bruges til en udstilling og to ph.d.-projekter, der skulle opklare et mysterium om, hvorfor den eneste større forekomst af kryolit befandt sig i en cylinderformet formation under isen på Grønland.

Stenene var Sten Ahrenkiels dyrebare, hans precious, som han havde testamenteret til de to mineraloger, som han over 10 år havde haft på besøg ved flere lejligheder for at diskutere mysteriet på Grønland.

Men i dagene efter Tom og Henrik havde slæbt stenene ud til opmagasinering i husets carport, blev de stjålet. Sagen førte til en politiefterforskning, en dusør på 5000 kroner, og skriverier i Ingeniøren, Københavnerliv, Berlingske og senest Zetland, der i øvrigt har lavet lang og grundig artikel om sagen og Steen Ahrenkiel.

»Undskyld«

Og for knap en måned siden skete der så noget. Et brev blev skubbet ind gennem brevsprækken på et EDC´s ejendomsmæglerkontor på Gammel Kongevej. Det kontor, som stod for salget af huset på Frederiksberg.

På sedlen stod med blokbogstaver i versaler:
“Vigtigt, angående sten på Poul Møllers Vej 7. “HASTER!”

“De flotte hvide sten, som var på Poul Møllers Vej 7, står nu til afhentning på parkeringspladsen ved Vedbæk Kirke, Enrumvej 30, Vedbæk. Undskyld, jeg troede, at de skulle smides ud.”

Ejendomsmægleren kendte udmærket sagen og mailede straks til bestyrer af dødsboet, advokat Bent-Ove Feldung, der var fuld af begejstring:

»Det var en glædelig nyhed, især på afdødes vegne. Men også for forskerne, som jeg havde set slæbe sten ud af huset over fire dage. Det var et kæmpe arbejde. Men på det tidspunkt vidste jeg jo reelt ikke, om det var de rigtige sten.«

Så Tom Weidner blev ringet op af advokaten, og han kørte fra straks til Vedbæk. Og ganske rigtigt. Der på parkeringspladsen foran kirken stod stenene pakket i mælkekasser med sorte plastsække over sig og reb omkring:

»Tyven havde anstrengt sig for at pakke pakke dem pænt ind, og de var meget fint stablet,« siger Tom Weidner, der nu har fragtet stenene til et sikkert sted.

Nu skal sten analyseres i Norge

Hvem der har taget stenene er endnu et uløst mysterium, men både Bent-Ove Feldung og Tom Weidner mener, at det må have været en person med kendskab til Steen Ahrenkiel, og eventuelt havde en viden om, at stenene repræsenterede en værdi på mellem 200.000 og 500.000 kroner.

»Stenene lå jo under en presenning i mælkekasser i carporten, så det var ikke lige til at se, hvad det var. Så jeg tænker, at det må være en med kendskab til afdøde, måske en i hans omgangskreds, der har fået dårlig samvittighed og mærket ånde i nakken på grund af politiet og skriverier,« siger Bent-Ove Feldung.

Stykkerne af kryolit, stjålet fra dødsboet på Frederiksberg, var meget forskellige. Nogle stykker var ren kryolit, som det hvide på billedet. Andre var mere farvede, da der var tale om kryolit i randzonene af kryolit-forekomsten. Illustration: Tom Weidner

Men uanset om tyven nogensinde bliver fundet, så er der nu håb om, at mysteriet på Grønland bliver løst, og snart bliver de første sten sendt til Norge, hvor lektor og mineralog Henrik Friis arbejder. På Norges Naturhistoriske Museum har de nemlig udstyr til at analysere stenene nærmere og så begynder jagten.

Stenen kommer nemlig fra randzonerne i en cylinderformet forekomst under overfladen ved Ivittuut i Arsukfjorden i det sydvestlige Grønland. Netop randzonen kan måske give svar på, hvordan stenene er dannet netop her.

Lommerne fulde af sten

Hvordan de mange sten er endt i en villa på Frederiksberg er endnu et mysterium i denne historie, men kryolitten blev i Steen Ahrenkiels ungdom udvundet og sejlet på skib til Kryolitfabrikken på Strandboulevarden på Østerbro og brugt til produktion af soda og aluminium. Og ifølge Tom Weidner må afdøde have skaffet sig sten ved de leverancer.

Steen Ahrenkiel har måske selv givet en del af svaret i et af de utallige indlæg han skrev på danske nyhedsmedier. For på Videnskab.dk kan men nemlig, ifølge Zetland-artiklen, finde et indlæg fra afdøde, der fortæller, hvordan han i sine yngre dage blev hårdt kvæstet af et fald fra seks meter ude i Nordhavn.

Og hans lommer ...ja, de var fulde af sten.

Emner : Geologi
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Et mysterium er måske så meget sagt. Dengang Kryolitten stadig fandtes kunne man nemt finde kryolit både på selve grunden og det sted i Nordhavnen hvor skibene blev aflæsset. Jeg har selv som ganske ung i slutningen af 80'erne fundet masser af relativt store kryolit og grejsen stykker. Men det er en god nyhed at de værdifulde sten er tilbage hos rette ejermand.

  • 8
  • 0

Vel egentlig ikke et rigtigt tyveri. (Som det jo også fremgår af sedlen)

Jeg oplever, at ting jeg har sat ud til storskrald bliver afhentet af privatpersoner. Nogle spørger først om de må tage dem.

Jeg satte, for nogle år siden, et par billedrørsfjernsyn ud. Jeg lagde fjernbetjeningerne ved dem, og klistrede en seddel med "virker" på skærmene.

Der gik kun et par timer før de var væk. :-)

Rar måde at kassere noget.

  • 13
  • 3

Som der står i teksten lå stenene i mælkekasser under en pressening i carporten..... Der er noget forskel på at tage ting der tydeligt er stillet til storskrald og ting der står under en pressening i en carport. Så jo det var tyveri.

  • 20
  • 0

Tyveri er generelt noget, der kan få mig helt op i det røde felt, for hvor er det dog belastende, at nogen ikke kan lade andres ting være i frem.

Men, når det nu er en, der afleverer tingene tilbage pænt stablet og tilmeld skriver undskyld - så vender sagen sig helt om for mig - og så får jeg pludselig enorm sympati for mennesket.

Det er pudsigt med de følelser man kan have for andre, hvordan de lynhurtigt kan flippe rundt..

  • 9
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten