Tyskland finder MRSA-bakterier i svinekød til grillen

11. august 2014 kl. 14:158
Tysk undersøgelse finder resistente stafylokokbakterier i 14 procent af prøverne af svinekød. Herhjemme tester vi ikke.
Artiklen er ældre end 30 dage

Et tilfældigt udvalg af svinekød beregnet til sommerens grillfester er blevet testet for antibiotikaresistente MRSA-bakterier, skriver det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel.

Det tyske politiske parti De Grønne har været i forskellige supermarkeder i 13 byer i Tyskland for at købe svinekød til grillen. De sendte dog først indkøbene til undersøgelse og fandt MRSA-bakterier på produkter som marinerede svinekoteletter og svinekam. Samlet var bakterien at finde på 14 procent af det indkøbte kød.

Læs også: Politiker: Ministeren vildleder om svinebakterier

Selvom undersøgelsen kun omfattede et fåtal af prøver, får testresultaterne alligevel partiet til at kritisere den tyske regerings indsats mod overforbrug af antibiotika i landbruget. De Grønnes landbrugspolitiske ordfører, Friedrich Ostendorff, siger til Der Spiegel, at udbredelsen af resistente bakterier er en tikkende bombe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tidligere i år havde partiet sat en lignende undersøgelse i gang blandt pølseprodukter og fandt der resistente ESBL-bakterier på 11 ud af 63 pølser.

Herhjemme fandt Fødevarestyrelsen også MRSA-bakterier på fersk svinekød, da de i 2011 senest var på kontrol. Prøver fra slagterier påviste desuden i 2012 MRSA-bakterier i 77 procent af svinekødet.

Læs også: Svinefarme i nabolaget mangedobler risiko for smitte med svine MRSA

Ifølge specialkonsulent Gitte Ortved Bjerager fra Fødevarestyrelsen kontrollerer Danmark ikke længere kød for MRSA-bakterier, da de ikke anser det for at udgøre nogen risiko for forbrugeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Når alle, der spiser svinekød, ikke bliver smittet med bakterien, må vi gå ud fra, at MRSA ikke smitter ved, at man spiser inficeret kød,« siger hun og henviser til Statens Serum Instituts rapport Danmap, der giver den samme vurdering.

Brian Kristensen, der er fagchef ved afdeling for Mikrobiologi og Infektionskontrol på Statens Serum Institut, mener heller ikke, at der skulle være nogen fare ved at røre ved inficeret kød og på den måde blive smittet ved at sætte bakterien af på sin hud eller i en åben rift.

Læs også: Tre gange så mange danskere smittet med svine-MRSA på kun ét år

»Så ville der simpelthen være flere, der er smittet særligt i byområder, hvor folk ikke normalt kan blive smittet af kontakt med levende svin,« forklarer fagchefen.

Det er dog ifølge Fødevarestyrelsen og Brian Kristensen ikke undersøgt eller videnskabeligt bevist, at man ikke kan blive smittet af MRSA ved at spise eller røre ved inficeret kød.

Læs også: Overlæge i vidneskranken: Nu er de første danskere døde af resistent svine-MRSA

Læs også: Smitsom levervirus fundet i danske svin

8 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
8
12. august 2014 kl. 17:17

Enig! Prøv eventuelt Facon, kosher bacon erstatning lavet af ko, smagen er den samme, eller næsten. Til vegetarer: Røget Tofu.

7
12. august 2014 kl. 10:57

det er alt for dyrt - meget dyrere end en begravelse, som folk jo alligevel skal betale selv.

6
12. august 2014 kl. 08:51
  • det hele er meget simpelt: Spis ikke svinekød
5
11. august 2014 kl. 21:52

Man kunne jo også bare vælge sit kød med omtanke for egen sundhed istedet for at fylde indkøbsvognen med kød fra diverse producenter som tænker mere på umiddelbar profit fremfor at bruge hovedet og øge indtjeningen langsigtet på bæredygtig svineavl.

4
11. august 2014 kl. 18:40

Men jeg har det lidt hårdt, med at skulle undvære mit bacon :)

3
11. august 2014 kl. 18:39

Det er sikkert ikke bedre herhjemme, vi har bare alle været opdraget med at kød (og i særdeleshed svinekød), skal gennemsteges.

2
11. august 2014 kl. 17:13

Myndigheder og landbruget er tilsyneladende ligeglade med resistens. Det eneste de vil reagere på, er hvis vi som forbrugere kan organisere en boykot af svinekød, indtil problemet er løst.

1
11. august 2014 kl. 14:26

»Når alle, der spiser svinekød, ikke bliver smittet med bakterien, må vi gå ud fra, at MRSA ikke smitter ved, at man spiser inficeret kød,«

Den skal jeg huske næste gang fødevarekontrollen kommer og spørg "har du risikovurderet dette?" Så kan jeg svare "ja -halv delen af Danskerne er ikke døde".