Tyskland dropper købet af kæmpedrone
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Tyskland dropper købet af kæmpedrone

Tyskland er ramt af en skandale. For en uge siden meddelte forsvarsminister Thomas de Maizière, at Tyskland vil springe fra købet af fem Global Hawk-droner, i den tyske version kaldet Euro Hawk.

Dronerne er under udvikling af et joint venture bestående af amerikanske Northrop Grumman, der bygger selve dronen, og det tyske selskab Cassidian, der er en del af megakoncernen EADS. Her udvikler man en række særlige kommunikationssystemer (Sigint), der adskiller Euro Hawk fra den oprindelige version, som er en overvågningsdrone

Tyskernes plan var at købe fem droner til at afløse ældre, bemandede fly, men problemer med at få certificeret dronerne til at flyve i civilt luftrum har været omfattende og får nu tyskerne til at trække stikket.

Den tyske regering har allerede betalt godt fire milliarder kroner til projektet og har modtaget én prototype. Nu vil regeringen droppe købet af de fire nye droner med tilhørende systemer for yderligere fem milliarder kroner.

I Berlin frygter man, at man ikke vil kunne opnå certificering af dronerne af de europæiske luftfartsmyndigheder, og at det i givet fald vil koste yderligere nogle milliarder, hvis det overhovedet bliver muligt. Med andre ord kan Tyskland ende med at eje fem store droner, men ikke kunne flyve med dem.

Nu begynder balladen så om, hvem der vidste hvad og hvornår. Stolen brænder allerede under Thomas de Maiziere, der er under beskyldning for både at have tilbageholdt information om, at Euro Hawk ikke kunne godkendes i Europa.

Også industriens rolle undersøges. Cassidian, der var medudvikler på en række delsystemer til det ubemandede fly, sender aben videre til USA og siger, at man ikke har haft fuldt kendskab til Global Hawks komponenter, men kun skulle stå for udviklingen af specifikke tyske delsystemer.

Eksperter kalder beslutningen om at droppe dronerne forhastet. Problemet er, at der mangler regler for, hvordan Europa skal håndtere brugen af droner i civilt luftrum, men det vil komme, selv om det kan tage lang tid, påpeger blandt andre den tyske sikkerhedekspert Christian Mölling over for Deutsche Welle. Derfor virker det uoverlagt at droppe projektet, lyder forklaringen.

Godkendt i USA

Global Hawk er godkendt i USA uden anti-kollisionssystem, skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung. Ingen andre droner er ifølge avisen udstyret med Sense and Avoid-systemer. Det skyldes blandt andet Euro Hawks specielle flyvemønster

Euro Hawk er en såkaldt HALE-drone (High Altitude Long Endurance). Når det ubemandede fly anvendes, vil det starte og lande i en spiral fra militære luftbaser. Det flyver i en højde af godt 18 kilometer i op til 30 timer, hvilket er højere end den civile lufttrafik, og er dermed umiddelbart uden for risiko for kollision.

Global Hawk-systemet har været anvendt af USA i Irak og Afghanistan. Canada har et projekt baseret på dronen til brug i sine arktiske områder kaldet Polar Hawk, og også Danmark har interesser i det amerikanske program. Det sker som partner i Natos projekt Alliance Ground Surveillance (AGS), hvor 14 Nato-lande går sammen om at købe fem droner.

Tyskerne står nu med en drone, de ikke kan bruge til ret meget. Internationale medier spekulerer derfor allerede på, om tyskerne vil overdrage deres Euro Hawk til AGS-projektet. Tyskerne er allerede partner og skulle betale til projektet med flyvetimer.

Se video med den tyske Euro Hawk

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten