Tyskerne dumpede 20-40.000 tons sprængstof i Kalø Vig
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Tyskerne dumpede 20-40.000 tons sprængstof i Kalø Vig

Efter devisen "Havet sletter alle spor" gav englænderne umiddelbart efter 2. Verdenskrig tyskerne besked på at dumpe, hvad de havde af granater, gamle miner, våben og ammunition i Danmarks søer og farvande.

Dertil kommer alle de kemiske gasser, der også blev dumpet i Østersøen og Skagerak. På to felter ligger der 21 sænkede skibe fyldt med krigsgasser.

Dumpningen foregik overalt og ikke efter noget specielt mønster. På Skallingen, ved Blåvandshuk, Gilleleje og Kalø Vig for at nævne et par stykker.

Kalø Vig set fra trehøje i Mols Bjerge; forrest Knebel Vig, og til venstre Skødshoved. I baggrunden Studstrupværket. (Foto: Wikipedia) Illustration: Wikipedia

Selv om meget er efterhånden er fisket op, vurderer orlogskaptajn Lars Møller, der er chef for minerydderne i Frømandskorpset, at der stadig befinder sig mellem 20.000 og 40.000 tons ammunition og sprængstof i Kalø Vig, der var et de store dumpningssteder.

»Der var ikke noget hemmeligt ved det. Overhovedet ikke. Hele vigen ved Kalø blev fyldt med gamle miner, granater, håndvåben og ammunition,« siger Lars Møller, hvis skøn dels er baseret på de tyske, meget nøjagtige optegnelser over, hvor meget og præcis hvor, de dumpede krigens sprængfarlige efterladenskaber, dels på hans viden om, hvor meget der er fisket op, siden Studstrupværket blev opført i midten af 60'erne.

"Der skulle banes en sejlrende til værket, der ligger ud for Kalø Vig, for der lå både 1000 punds bomber og elefantminer på 3½ tons sprængstof. Og skibene, der transporterede kul til værket, var tunge. Tanken om hvad der ville ske, hvis de gik på grund eller smed anker, fik dem til at tænke "oj",« siger Lars Møller.

Men efter nogle år, hvor skruevand får havbunden til at arbejde, kommer der igen granater til syne, som stikker en halv meter op i sejlrenden.

»Det sker, fordi der er så store koncentrationer. Det er farligt, når de store skibe sejler forbi, for de bruger af og til drivankre til at tage lidt af farten, og de kan risikere at gå i bunden. Derfor arbejder vi for Studstrupværket på at sikre en dybde på 14,5 meter, først i sejlrenden og dernæst i et 200 meter bredt sikkerhedsområde,« forklarer Lars Møller om arbejdet, der først forventes fuldendt om flere år.

»Det gode er, at ammunitionen ikke har været afskudt, så set med vores minedykkerøjne er det ikke så følsomt, som hvis det havde været afskudt. Men de gamle sprængstoffer er stadig intakte og livsfarlige, hvis de ved et uheld bliver aktiveret.

Den dårlige nyhed er, at der også ligger omkring 8.000 miner, som både tyskere og englændere fra luften har kastet i de indre danske farvande. Oprindelig var der 40.000, men fra krigens tid og frem til omkring 1970 blev alle farvande minestrøget. Derefter var vurderingen, at de fleste mekanismer var ødelagt, så det nu næsten var ufarligt at sejle.

Advarsel til fritidsdykkere

»Men når sprængstof ligger i vand, taber det ikke effekt. Over 60 år har det bare tabt 10 procent af sin kraft. Det er småting, når vi taler bomber på 250 kg,« påpeger Lars Møller.

»Vi ved fra de fiskere, der fanger miner ude i Skagerak, at når det kommer op og udsættes for sollys et par dage, har de fået en konsistens, hvor sprængstoffet er krystalliseret og blevet ustabilt,« siger Lars Møller.

På den baggrund advarer han fritidsdykkere, som skønt de er informeret om faren, insísterer på at svømme ud og tage fundne aluminiumsbeholdere med granater med hjem.

»Det er vi lidt kede af, for i det øjeblik sprængstoffet kommer op og bliver udsat for lys og temperatursvingninger, sker krystalliseringen uden at man egentlig lægger mærke til det. Det er noget rigtig snavs,« synes Lars Møller, der selv er blandt de 10 dykkere, som passer deres farlige job på havets bund.

Men faren er ikke det, han tænker mest over for tiden. Mere temperaturen. Det er hundekoldt.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Er ikke patroner men granater med et brandrør og en tændsats.

Når ammunitionen afskydes knækker der et brandrør med syre der ætser sikringen til tændmekanismen(slagstiften) der aktiveres og så tænder når granaten rammer et eller andet.

Det dykkerne tænker på, er om slagstiften kan komme til at ramme tændsatsen når de rører den afsikrede afskudte ammuniton på havbunden.

  • 0
  • 0

Jeg mindes noget om, at visse granater er forsynet med en centrifugalsikring, der først slår fra, når de har været en tur gennem kanonens riffelgang. Men de var måske ikke opfundet dengang?

Jeg mener også, at nogle sprængbobmer først blev endeligt afsikrede, når en propel havde snurret; drevet af fartvinden, når de faldt.

Gad vide om der ikke er mulighed for at den slags sikringer - og andre, jeg ikke kender, holder lidt på skytset?

MVH
Jan

  • 0
  • 0

Knaldkviksølv er et primær sprængstof og vil detonere hvis det afskydes i en riffel.
Det trick som gør projektilet "eksplosivt" er at fylde en udboring i projektilet med kviksølv. Når projektilet rammet målet sker der en kraftig de-acceleration af projektilet.Kviksølvet vil fortsætte sin bevægelse og på grund af den større massefylde og bevægelses energien give projektilet et slag nr 2 og udvide projektilet inde fra og skabe en "dum-dum" effekt. Ulempen er at projektilet ændre " ballistisk" på grund af det ændrede tyngdepunkt.

  • 0
  • 0