Tyske gigantmøller kræver helt nye fundamenter i Nordsøen

22. december 2009 kl. 08:198
Tyske gigantmøller kræver helt nye fundamenter i Nordsøen
Illustration: Jan Oelker/Repower.
Det tyske elselskab RWE har fået 375 millioner kroner af EU til at opstille 48 møller på hele seks megawatt i Nordsøen. Der skal et helt nyt fundament til at bære møllerne.
Artiklen er ældre end 30 dage

Med møller på hele seks megawatt, dobbelt så store som Vestas' største havmølle, er det lykkedes det tyske elselskab RWE at få EU-støtte på 375 millioner kroner til en ny havmøllepark i Nordsøen.

I alt 48 af monstermøllerne skal stilles op i parken Nordsee Ost, der dermed bliver godt en tredjedel større end Horns Rev 2.

Støtten fra EU bliver givet som led i den samme krisepakke, som har sendt 1,5 milliarder kroner efter et nyt højspændingsnet, som skal forbinde en kommende havmøllepark på Kriegers Flak i Østersøen med Sverige, Danmark og Tyskland.

De første af Repowers seks-MW-møller, da de tidligere i år blev stillet op tæt på den danske grænse. (Foto: Jan Oelker/Repower) Illustration: Jan Oelker/Repower.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kæmpemøllerne skal leveres af tyske Repower, som er ejet af indiske Suzlon. Repower præsenterede sidste år en version af sin kendte fem-MW-mølle, som er opgraderet til seks MW. Den er beregnet til opstilling både på land og på havet.

Møllen har samme størrelse og bygger på samme design som udgaven med fem megawatt, det vil sige en højde på 100 meter til nacellen og en rotordiameter på 126 meter. Vingerne til de første møller af typen, som Repower opstillede tæt ved grænsen til Danmark, kom i øvrigt fra en dansk fabrik.

Repower har opstillet de første af sine fem-megawatt-møller offshore, og allerede sidste år oplyste selskabet, at ordrer på i alt 250 møller var på vej.

Kæmpemøller skal stå på miniudgave af olieboreplatform

Møllerne skal stå på cirka 25 meters dybde i Nordsøen, og danske Rambøll har deltaget i projekteringen af fundamenterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De bliver specielle, fordi det ifølge projektleder Klaus Andersen er umuligt eller i hvert fald meget dyrt at bruge samme type monopæl, som holder de fleste havmøller på plads. I stedet bliver der tale om en gitterkonstruktion med fire ben og en platform, der mest af alt minder om en olieboreplatform i miniformat.

»Den konstruktion er mere stiv og robust og bedre egnet til at stå under skrappe offshore-betingelser på dybt vand,« siger han.

Gitterkonstruktionen er ganske vist dyrere kilo for kilo, men til gengæld skal monopælen ifølge Klaus Andersen være så tyk i diameter for at holde den enorme, tyske mølle, at den bliver tungere.

Dobbelt størrelse giver ikke dobbelt pris

Rambøll har ifølge Klaus Andersen designet fundamenterne til 55 procent af al den vindkraft, der er i dag er installeret på havet.

Netop fundamenterne er årsag til, at der bliver stadig større efterspørgsel efter havmøller på fem og seks megawatt, forklarer direktør Birger T. Madsen fra konsulentfirmaet BTM Consult.

»Fundamenterne koster ikke det dobbelte, fordi de skal holde en dobbelt så stor mølle,« siger han.

Desuden er det billigere at servicere én kæmpemølle end to mindre.

Det lykkedes ikke at få en kommentar fra hverken RWE eller det hollandske elselskab Essent, som indledte projektet, men som blev købt af RWE tidligere i år.

Dokumentation

EU's meddelelse om støttede energiprojekter

8 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
8
28. december 2009 kl. 23:44

Efter at benovelsen (imponertheden!) over de 6 MW havde lagt sig, kastede jeg mig over narcellen, - men kun for at blive klogere. Faktisk sætter jeg stor pris på korrekt stavning og formulering, men jeg har aldrig selv brugt det ord, fordi jeg i 25 år har kaldt det møllehatten! Ordbøgerne afslørede ikke na(r)(c)(s)ellen, men det gjorde Google. - Så nu ved jeg, at det staves nacellen. Jeg er næsten mest imponeret over de nacelleopløftningskraner, der er nødvendige til montagen!

7
25. december 2009 kl. 15:42

Det med møllestørrelser er en svær ting, men det er altså forkert at sige at REpower møllen er dobbelt så stor som en Vestas. Generatoren er dobbelt så stor, men rotoren er kun 26% større end en V112 og 10% større end SWT 3.6/120, og det er altså rotoren der trækker energien ind. Hvis man sammenligner med Horns Rev 2, så har Horns Rev 2 faktisk et samlet bestrøget areal der er 3% større end de 48 REpower møller vil få. RWE parken vil få 1/3 større installeret effekt, men den vil så få en lavere capacitetsfaktor, og ikke komme til at producere 1/3 mere energi.

6
22. december 2009 kl. 20:33

Glemte lige, at fortælle hvor nogle af de vindmøller er at se fra. Det er ved Kammer Sluse, Havneby på Rømø, i god vejr Rømø dæmning.

De som kender byen Kampen på Sild/Syld tysk ø syd for Rømø har sådan nogen vindmøller, her ved er byen blevet noget magen til Samsø med hensyn til udledning af co² og kuldioxid.

5
22. december 2009 kl. 20:25

EU fandt en masse penge til COP15 møde, men desværre var der som hvor Statsminister sagde, der var nogen som forhalede hele forhandlingen, til denne resultat vi fik.

Derfor hæfter jeg med ved noget andet, her i denne smukke artikel, trods den har nogen stave og gramatisk fejl. Det er at det åbentbart, lader til at det som den Danske Stat en gang gjord med statsstøtte på vindmøller. Er nu noget som EU vil gøre åbentbart på samme måde, der blev grundlagt af Sven Arken.

Jeg vil tro, med Conni Hedegaard som EU kommiser, vil der komme gang i alternativ energiløsninger bl.a. Nu kan Vestas få gang på det Europæriske markede, men her kræves en god købmand "Allé Lars Larsen", ellers vil de tabe markedes andel ret stort. For Tyskland er disperat efter alternativ energi. Sorry jeg kan læse og tale flydende tysk, derfor jeg ved ting og sager.

4
22. december 2009 kl. 18:50

Jeg så godt trykfejlen under læsningen, men håbede dog ikke at nogen gad håne journalisten for en petitesse som denne. Men ak...

3
22. december 2009 kl. 14:41

I den grad HØRT ! ! !

2
22. december 2009 kl. 13:45

Hvad er der f.eks. galt med "narcelle" ? Det er da meget morsomt :-)

1
22. december 2009 kl. 12:24

lad en lille skare af udvalgte ing.dk-brugere (ikke mig) få adgang til nye artikler 10min før resten, så småfejl kan rettes inden offentliggørelse.