Tyske atomkraftejere skal betale staten 173 milliarder for at overtage atomaffald
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Tyske atomkraftejere skal betale staten 173 milliarder for at overtage atomaffald

Som restaurantgæster, der er ved at forlade en overdådig og langvarig middag, er ejerne af Tysklands dødsdømte atomkraftværker nu ved at opgøre og fordele regningen for festen.

I april vurderede den kommission, som regeringen har nedsat, at dekommissioneringen af de tyske atomkraftværker vil koste 354 mia. kr. Dertil kommer knap 10 mia. kr til at klare de sidste nedrivninger og slutlagring af brændsel, der ikke når at blive brugt. Begge beløb er 2014-priser

Den gamle jernmine Konrad bliver for tiden indrettet til slutlager for op til 303.000 m3 lav- og mellemaktivt atomaffald. Regningen for dette og yderligere slutlagre skal betales af energiselskaberne. En ny aftale vil lade staten overtage den fremtidige risiko ved anlæggenes drift. Illustration: Endlager Konrad

Læs også: Om igen: Tyskland leder på ny efter depot til atomaffald

Den tyske lovgivning bygger ligesom på den danske på et forureneren-betaler-princip. Så regningen skal betales af de energiselskaber, der ejer atomkraftværkerne. Men de tyske myndigheder har været bekymret for, at regningen vil kunne knække flere af energiselskaberne og dermed sende den samlede regning til de tyske skatteydere. Derfor var kommissionens opgave at finde en finansieringsmetode, ‘som gør det økonomisk muligt for de ansvarlige virksomheder at klare deres forpligtelser i relation til atomkraftdriften på langt sigt.’

285 mia. kr afsat i dag

Ifølge rapporten havde ejerne afsat 285 mia. kroner til at dekommissionere og nedrive atomkraftværkerne, pakke brændsel og affald, transportere det til slutlagre for henholdsvis lavaktivt og mellemaktivt affald og et andet for mellemaktivt og højaktivt. Desuden betaler ejerne for, at staten opfører lagrene.

Læs også: Tyske energiselskaber kræver milliarderstatning for atomstop

Størrelsen af den pose penge, som ejerne har afsat og den pose penge, som kommissionen har beregnet, bygger imidlertid på forventninger. Usikkerheden om, hvor meget ejerne i det lange løb kommer til at punge ud med, har fået kreditvurderingsbureauer til at sænke deres rating af energiselskaberne. Det presser deres økonomi, og derfor har selskaberne såvel som myndighederne, der er interesseret i at holde dem i live, været interesserede i at indgå en endelig aftale om regningen for at fjerne usikkerheden.

Risikotillæg på 35 procent

Kommissionen endte med at foreslå, at energiselskaberne fremover skal være ansvarlige for nedrivningen af atomkraftværkerne og for at pakke alt radioaktivt affald i tønder og containere. Anlæggelsen og driften af såvel mellemlager som slutlager overlades til myndighederne, men energiselskaberne skal betale for denne ydelse - inklusiv et risikotillæg på 35 procent. Med den beregning skal virksomhederne overføre 173 mia. kr. af deres reserverede midler til myndighederne inden et mellemlager står klart i 2022. Til gengæld er risikoen udelukkende myndighedernes.

Læs også: Atomaffald koster 1,5 milliarder kroner over 100 år

Ligesom det nogle gange sker ved restaurantbesøg, var der ikke enighed om opgørelsesmetoden. Eksempelvis skrev E.on på sin hjemmeside, at risikotillægget var for højt. Selskabet understregede dog, at man var klar til at forhandle videre for at finde en løsning.

Endelig aftale i løbet af 14 dage

Nu er parterne imidlertid ved at nærme sig hinanden. En løsning er ifølge avisen Börsen-Zeitung angiveligt så tæt på, at en endelig aftale kan underskrives inden udgangen af september. Derefter skal den behandles i Bundestag.

Bliver den godkendt der, skal den første indbetaling til fonden falde i 2017.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

De får penge for at opbevare det i nogle år. Når næste generation af kernekraftværker bliver bygget, kan de sælge det som brændsel til dem.

  • 6
  • 18

De får penge for at opbevare det i nogle år. Når næste generation af kernekraftværker bliver bygget, kan de sælge det som brændsel til dem

Om det er helt så udspekuleret har jeg ingen anelse om. Men i branchen tales der meget om hvor meget brændsel man på verdensplan kan udvinde. Et forsigtigt bud skulle være omkring 50 år til. Men det er også helt klart at teknikken bliver bedre og bedre, og det sker hurtigt. Så hurtigt, at man med fremtidig teknik skønner brændslet kan holde i 500 år endnu. Nogle taler om 1.000 år endnu. Det er uden medregnet genbrug af gammelt brændsel.

Holder det stik, vil tyskerne skulle vente meget længe på et afkast af deres lager af brugt brændsel. Som desuden efter blot 300 år vil have mistet størstedelen af sin effekt.

  • 4
  • 7

Nu har debattens berømte stok af akrafteksperter i årevis belært os lægfolk om at industrien fuldt ud vil dække omkostningerne ved dekommissionering. Men det gælder måske ikke i Tyskland. Nå, men de fik jo heller ikke lov til at køre så længe. Det må være derfor.

  • 15
  • 0

Brugt brændsel kan allerede i dag oparbejdes til MOX brændsel. Problemet er bare at MOX brændsel er dyrere end Uran brændsel udvundet af nyt malm. En stor del af forklaringen på det er at brændslet har en meget høj dosishastighed når det kommer ud af reaktoren, og derfor skal man bruge betydelige sikkrehedstiltag for at håndtere det. Rent Uran har derimod kun en beskeden dosishastighed og er derfor relativt simpelt at håndtere. Det brugte brændsel er desuden en risko i forhold til både spredning af atomvåben og terrorangreb og derfor er der streng kontrol med det.

Man kunne forestille sig at man i fremtiden vil kunne automatisere processerne til genanvendelse af brændsel, men elektronik er ikke glad for at bo i et stærkt strålingsfelt, så man vil stadig skulle bruge tykke afskærmninger, og samtidig vil man skulle bekymre sig om reparationer og udskiftninger af de tekniske installationer, så selv med automatisering vil håndtering af brugt brændsel forblive et vanskeligt arbejde. Dermed er der heller ikke noget der tyder på at det bliver økonomisk fordelagtigt i sig selv at genanvende brugt brændsel inden for nogen forudsigelig fremtid.

Hvis man venter til Cs-137 er henfaldet, hvilket vil sige i omegnen af 300 år vil der ikke være nogen betydelig gammastråling fra det brugte brændsel, og dermed vil det være meget nemmere at håndtere. Problemet med at vente så længe er blot at der kan ske meget i den mellemliggende periode og derfor er det gængs praksis at bringe brugt brændsel på en stabil form inden det pakkes til lagring. Det mest almindelige er at vitrificere det hvorved det bliver integreret i en glasmatrix, og de fissile kerner bliver bundet så stærkt i glasstrukturen at det er nemmere at udvinde nyt Uran fra malm end at give sig til at genudvinde Uran, Plutonium og evt. Thorium fra det vitrificerede brugte brændsel.

Alt i alt er ideen om at genanvende brugt brændsel fra dagens atomkraftværker mere en drøm end en gennemtænkt plan. Hvis man vil genbruge brændsel i fremtiden skal man starte med at tænke brændselsets vej igennem helt fra minedrift til det punkt hvor man ikke kan genbruge det mere. Problemet med sådan et system er at det kan tage mange hundrede år at gå fra start til slut og det dermed bliver meget svært at sikre sig at processen ikke bliver afbrudt under vejs af krig, naturkatastrofer eller lignende så man aldrig når at færdiggøre behandlingen af brændslet. Hvis det sker vil man have noget brændsel stående et sted i en venteposition ala. Fukushima, og når det begynder at sprede sig til omgivelserne vil man lige pludslig have en større forureningssag på halsen.

Mennesker er generelt dårlige til at håndtere problemer der rækker ud over en genereation og derfor vil det altid være forbundet med større risici at påbegynde et projekt der forventes at være under vejs i hundrevis af år end at gøre det brugte brændsel langtidsstabilt så tidligt som muligt efter det har været brugt og det kan endda være svært nok at gennemføre, se bare på hvordan den danske proces for slutdeponering af vores eget atomaffald trækker i langdrag.

  • 12
  • 0

Som restaurantgæster, der er ved at forlade en overdådig og langvarig middag, er ejerne af Tysklands dødsdømte atomkraftværker nu ved at opgøre og fordele regningen for festen.

Gider slet ikke læse en artikel der indledes med så tåbelig og tendentiel en tirade. De graver brunkul i stor stil i Tyskland, og brænder russisk gas af til den helt store medalje. Det leder CO2 ud i atmosfæren. Er det så ikke bedre at have noget koncentreret atomaffald, som man kan forsegle?

  • 3
  • 13

Læs ordentlige artikler om ingeniørfaglige emner her: http://www.ingenieur.de.

Ing.dk er tendentiel og tjener visse skribenters behov for at udbasunere deres personlige holdninger. PHK oplyser os om at en engelsk politiker har en 'stor kæft', artiklens forfatter her mener tyske atomkraftværker som har kørt stabilt i årtier og leveret CO2 neutral el til tysk industri er 'dødsdømte'. Poul Nyrup agtige udfald som udstiller venstreorienteret afmagt.

  • 4
  • 15

Jeg er ligeledes ærgelig over at læse tirader som de der henvises til her (omend jeg ikke vil tilskrive dem specifik politisk obervans fremfor en forfalden og respektløs tilgang til at formidle budskaber til offentligheden), som fra tid til anden giver indtrykket af at man har fået fat i Teknikkens Ekstrablad. Artiklen indledes med en flagrende og værdiladet afsnit, og kører derefter sensationsstilen udi at des større tal man kan smide på, des tungere en kioskbasker har man. 173 milliarder. Astronomisk!

Det synes dog ikke at falde nogen ind at se historien igennem det objektiv at dette enorme tal dækker over at (pr. Merkels dekret gennemført ved brug af en populistisk opildnet frygt for AE i kølvandet på Fukushima) hele A-kraftværkslinien skal lukkes og slukkes i 2020. Dette fører så til noget tilsvarende en øjebliksomkostning af enorme proportioner, fremfor en løbende og væsentlig mere moderat serie omkostninger der indfinder sig efterhånden som værkerne lukkes og nedrives i fremtiden.

Iøvrigt er det påfaldende at det ydmyge første indlæg i kommentarsporet bliver bombet ned med 13 minus-stemmer.

  • 4
  • 10

Har Greenpeace et al. beregnet hvor meget en tilsvarende mængde brunkul skylder i miljøbanken ?
Personligt tror jeg det er meget højere men det er bedre at regne end at føle/tro.

  • 1
  • 6

Tyskland har lavet ca 5200 milliarder kWh CO2fri og uden partikler ved hjælp af KK.
DVS ca 3 øre per kWh i affaldsomkostning.Det man kan frygte er at velfærdsstaten bruger pengene til andre ting og så opbevarer affaldet uforsvarligt.
Fossilsiden af samme regnestykke/sammenligning?

  • 2
  • 2

Alt i alt er ideen om at genanvende brugt brændsel fra dagens atomkraftværker mere en drøm end en gennemtænkt plan. Hvis man vil genbruge brændsel i fremtiden skal man starte med at tænke brændselsets vej igennem helt fra minedrift til det punkt hvor man ikke kan genbruge det mere.


MOX-brændsler anvendes allerede nu i ældre værker. De nyere værker bygges selvfølgelig med bedre afskærmning og mere simple refuelling sytemer, så det er langt nemmere og hurtigere at håndtere gamma-stråling fra nyt brændsel. Fremtiden for letvandsreaktorer stopper ikke ved MOX, det er også muligt at genanvende MOX-brændsel ved reprocessere og herefter tilsætte nyt fissilt uran. På den måde genanvendes alt bestrålet uran.
http://www.rosatom.ru/en/press-centre/indu...

  • 3
  • 0

Meget spændende læsning.
Kan det tænkes at det værste af Risøs kan recycles mod en ringere betaling til Rusland end til EU entreprenører, der støber beton?


Risø har kun meget lidt bestrålet brændsel, så Danmark ville bestemt være godt tjent med at sende det udenlands i stedet for at fejlklassificere det som ILW. Med REMIX-konceptet er det muligt at uran og plutonium kan genanvendes 100%. Hvis det herefter kontinuerligt anvendes som REMIX-brændsel i en letvandsreaktor kan det næppe kaldes dansk affald længere.

Uran og plutonium udvindes typisk med PUREX-separation, derfor ville vi stadig have en rest tilbage. Fissionsprodukter og minor actinides skulle stadig håndteres, men her er mængderne gram, ikke kilo.

  • 3
  • 0

Først skulle bankerne hjælpes af staterne og nu efterfølgende er vi først lige begyndt at betale regningen på den tåbelige bankstruktur vi har.
Er det lykkes Atomkraft lobbyister at tøre regningen af skatteborgene af frygt for at de løber fra ansvaret de har for atomaffald og fjernelse af værkerne når det skal ske ?

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten