Tysk tunnelboremaskine druknet i 10.500 m3 beton efter uheld
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Tysk tunnelboremaskine druknet i 10.500 m3 beton efter uheld

Deutsche Bahn Rastatt tunnel TBM
Foto: Deutsche Bahn AG / Armin Skierlo

Lammet godstogstrafik, forsinkelser, store ekstraomkostninger og en tunnelboremaskine til en værdi af 134 mio. kr. Det er den foreløbige pris for et uheld opstået under boringen af en tunnel under banen mellem Frankfurt og Basel.

Deutsche Bahn er i gang med et stort sporfornyelses- og ombygningsprojekt, der skulle øge kapaciteten og hastigheden på strækningen, der er en del af Europas vigtigste banegodsstrækning, der går fra Rotterdam over Køln, Basel og Milano til Genova.

En del af projektet var at bore den dobbeltsporede bane ned på en 4,3 km lang strækning under byen Rastatt. På det meste af strækningen ville de to tunnelboremaskiner befinde sig omkring 20 meter under jordoverfladen. Men på en kort strækning, hvor tunnelen skulle gå under den eksisterende bane, var der kun fem meter mellem tunnelboremaskinernes top og jordoverfladen. Her besluttede Deutsche Bahn derfor at fryse jorden, så den var stabil, mens tunnelboremaskinerne gnavede plads til de to 9,6 meter brede tunnelrør.

Jord og vand væltede ind

Men 12. august væltede det pludselig ind med jord og vand over en 40 meter lang strækning i det ene tunnelrør, fordi tunnelelementerne havde forskubbet sig. Det fortæller Deutsche Bahn på sin hjemmeside. Sætningerne kunne tydeligt ses på jordoverfladen, hvor spor og sveller nogle steder svævede frit i luften. Togtrafikken blev omgående stoppet.

Tunnelboremaskinen var kun få meter fra at bryde igennem til den næste boreskakt, da nogle af tunnelementerne bag maskinen forskubbede sig, så vand og jord trængte ind. For at stoppe sætningerne var entreprenøren nødt til at støbe en prop i tunnelrøret og derefter fylde det med 10.500 m3 beton. Foto: Deutsche Bahn AG / PRpetuum

Pumpede 10.500 m3 beton ned i tunnel

For at stabilisere tunnellen, besluttede Deutsche Bahn sammen med sine rådgivere og entreprenører at pumpe den uheldsramte tunnel - inklusive den 134 mio. kr. dyre tunnelboremaskine fuld af beton. I alt blev der pumpet 10.500 m3 beton, svarende til 1.300 lastbillæs, ned i tunnellen. Derfor er nu ikke de store forhåbninger om, at maskinen kan reddes.

»Du kan jo selv forestille dig, hvilken tilstand, maskinen er i,« sagde en talsmand således til avisen General-Anzeiger.

Siden har Deutsche Bahn og deres entreprenører arbejdet på, hvordan trafikken på strækningen kan genetableres. Foreløbigt erstattes persontogsafgange med busser, og godstrafikken dirigeres ad andre baner både inden- og udenfor Tyskland.

Deutsche Bahn er nu i gang med at støbe en 120 meter lang og cirka en meter tyk armeret betonplade over det område, hvor der var sætninger. Når pladen er hærdet tilstrækkeligt tre uger efter støbningen, kan Deutsche Bahn lægge spor og rejse master og trække ledninger til kørestrøm igen. Forventningen er, at banen kan genåbne 7. oktober 2017. Foto: Deutsche Bahn AG / PRpetuum

Bane lukket til oktober

Foreløbigt har Deutsche Bahn fået fjernet luftledninger, skinner, sveller og ballast på en 150 meter lang strækning og fået kørt jord på for at kompensere for sætningerne. Planen er at støbe en omkring 120 meter lang og en meter tyk armeret betonplade for at forhindre yderligere sætninger. Derefter reetableres spor og luftledninger.

Forventningen er, at togtrafikken kan genoptages 7. oktober.

Den uskadte tunnelboremaskine i den parallelle tunnel kører nu videre mod sit bestemmelsessted, men Deutsche Bahn har endnu ikke nogen plan for, hvordan de vil komme videre med den nu ødelagte og betonfyldte tunnel.

»Lige nu koncentrerer vi os om at genopbygge de skadede spor så hurtigt som muligt, og vores eksperter er stadig i gang med at finde ud af, hvordan vi kommer videre med tunnellen,« skriver en talsmand fra Deutsche Bahn i en email til Ingeniøren.

Kommentarer (19)

Når man ser krigsfilm, så har de altid nogle midlertidige broer man sætter ud over floder og som erstatning for bort-bombede småbroer, så tanks igen kan køre over.

Da Nordhavnsvejen blev anlagt, blev noget lignende brugt nordvest for Svanemøllen station, så Kystbanens tog og S-togene kunne køre over det hul hvor tunnelen blev støbt.

Har man ikke sådanne nogle i reserve til en eventuel krigssituation man ville kunne bruge?

Så ville tunnelboremaskinen være reddet og arbejdet i øvrigt kunne fortsætte.

Bare en tanke, nogle der ved noget om det?

  • 3
  • 8

Nu ved jeg ikke hvad man taber på lukningen, men det lyder som lidt af en panikløsning at fylde maskineri for 130 mio kr med beton frem for at bakke den ud før man stabiliserer jorden. Men det kan være at omkostninger og tab er så store at det er billigere bare at opgive maskinen og bore udenom? Eller endda måske lige igennem.

  • 5
  • 6