Tysk-produceret Tesla til jul: Giga-fabrik gør klar til åbning

Illustration: Tesla

At bygge en fabrik, der kan producere op imod 10.000 biler ugentligt, virker måske som et projekt, der kan tage lidt tid at sætte i søen. Alligevel skulle der kun gå to år, før Teslas nye Gigafactory 4 nu står klar. Fabrikken, der ligger i Brandenburg nær Berlin, skal producere op mod en halv million elbiler om året og kan, hvis alt forløber efter planen, sætte gang i produktionen allerede næste måned. Det betyder, at man som privatkunde allerede fra december kan få fingrene i de første tysk-producerede Tesla-biler.

Læs også: Tesla vil teste biler på gigantisk fabrik lige syd for grænsen

Tesla fejrede åbningen d. 9. oktober ved at invitere til mini-festival ved den nye fabrik med pariserhjul, musikindslag og rundvisning på faciliteterne. Ni tusind gæster – inklusiv en superfan, der havde kørt fra Milton Keynes i England til fabrikken i Berlin – dukkede op. Tesla-stifter Elon Musk var også en af attraktionerne, man kunne opleve ved festivalen, og han glædede sig over åbningen, men slog fast, at der venter et længere arbejde med at få gang i produktionen:
»Opskaleringen af produktionen er den svære del. Det kommer til at tage længere tid at nå, end det har gjort at bygge fabrikken,« siger Elon Musk til Bloomberg.

Han forventer, at produktionen går i gang til november og håber på, at man på længere sigt kan nå at producere »forhåbentligt 10.000« biler om ugen med dertilhørende batterier.

Ny fabrik skal være testcentral for Tesla

Selvom planen er, at den nye Gigafactory-fabrik skal spytte over en halv mio. biler ud om året, bliver den volumenmæssigt ikke den største i verden. Taler man i stedet produktionsteknologi, så bliver den formentlig den mest eksperimenterende og ambitiøse af slagsen. Teslas plan er nemlig, at den kommende fabrik bliver centrum for deres test af nye teknologier, både i elbilerne og i de produktionsmetoder, der anvendes på fabrikken. Det indebærer alt fra sprøjtemaling af bilerne til batteriudvikling og støbning af karosseri.
Som Ingeniøren tidligere kunne fortælle, var Teslas oprindelige idé, at hovedparten af materialer og færdige biler skulle transporteres til og fra fabrikken med tog. Men den infrastruktur nåede ikke at blive klar til åbningen, og derfor forventes det, at 460 lastbiler skal køre ind og ud af fabrikken hver dag det næste år.

Kaprer medarbejdere fra VW

Analytikere peger på to primære årsager til valget af Berlin. For det første er det et forsøg på at kapre medarbejdere fra direkte VW, Mercedes-Benz, BMW, Audi, ligesom Tyskland har et forgrenet netværk af underleverandører til bilindustrien. For det andet er Berlin blevet en dominerende europæisk tech-by med mange iværksættervirksomheder med fokus på it og software. Dem vil Tesla også gerne have kontakt med.

Læs også: PODCAST: Tesla bygger gigafabrik på rekordtid

»Enhver ved, at tysk ingeniørkundskab er enestående. Uden tvivl. Det er en af årsagerne til, at vi placerer Gigafactory Europe i Tyskland,« sagde Elon Musk, da placeringen blev annonceret i 2019.

Sidste tilladelse mangler fortsat

Det er dog ikke kun festivallignende tilstande i forbindelse med åbningen af den nye Tesla-fabrik. Fabrikken skulle faktisk være åbnet i juli måned, og den amerikanske bilproducent afventer fortsat den endelige tilladelse fra det tyske miljøministerie, før produktionen kan begynde.

Forsinkelsen er sket i kølvandet på, at en række miljøbevægelser, samt borgere fra lokalområdet, har rejst bekymringer om fabrikkens vandforbrug og rydning af skov i lokalområdet i forbindelse med konstruktionsarbejdet. Derfor har man fra de tyske myndigheders side igangsat en større undersøgelse af fabrikkens miljømæssige påvirkning, som afsluttes d. 14. oktober.
Elon Musk har tidligere udtrykt sin irritation over det, han opfatter som unødigt bureaukrati i det tyske retssystem. Han skrev i et brev til de tyske myndigheder tilbage i april, at landets omfattende krav til planlægning og lange behandlingstid gik stik imod behovet for akut handling på klimaområdet.

Tesla har også været under pres fra de tyske fagforeninger, som forlanger, at firmaet lever op til tyske standarder for kontrakter. Og indtil videre er det kun lykkedes at besætte mellem 800 – 1200 af de 12.000 jobs, fabrikken skal op på for at nå de langsigtede produktionsmål, ifølge den tyske fagforening IG Metall and Steinbach.
»Tesla skal overholde miljøbeskyttelseslovene, byggelovene og så selvfølgelig arbejds- og fagforeningslovene,« siger Birgit Dietze fra IG Metall til Reuters.

Det fremgik tidligere af artiklen, at Tesla-fabrikken skulle producere 10.000 biler om dagen. Dette er rettet til 10.000 biler om ugen.

Emner : Elbiler
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Bare lige for at rette, så har dette ikke noget med åbning at gøre, det var mere for at vise naboerne og tvivlerne hvad fabrikken gik ud på. Den er bestemt ikke åben.

Og vil de ikke producere 10.000 biler Dagligt, der er det ugentlige tal. Og det er hvis der er 75% udnyttelse af kapisiteten.

En produktion på 10.000 biler dagligt giver ca 3,6 mio biler årligt.

  • 23
  • 0

Det kommer, Elon Musk har lovet det flere gange. Husk fabrikken stadig ikke er færdig. Elon Musk fortalte lørdag til åbningen at de også overvejer solceller på jordarealer omkring fabrikken.

  • 29
  • 3

Bare lige for at rette, så har dette ikke noget med åbning at gøre, det var mere for at vise naboerne og tvivlerne hvad fabrikken gik ud på. Den er bestemt ikke åben.

Fabrikken bliver (efter planen) godkendt i November. Derefter kan de producere biler.

Betingelsen er så striks, at alle de robotter, inklusiv stansemaskinen, vi så i aktion, var fodret med dele, importeret fra Kina, da de ikke må stanse så meget som en forskærm, før godkendelsen er på plads.

Men derfor kan man jo godt markere åbningen officielt forud, som man gjorde i Weekenden, da der jo ikke er tid til pariserhjul og Tesla-coils, når først tilladelsen er givet.

Selvfølgelig bliver der hverken tale 10.000 om dagen eller ugen (10.000 om ugen er målet for ultimo 2022), men man kan sagtens forestille sig en oprampning fra 0 til 3.000 Model Y om ugen i løbet af December, for de har jo allerede gjort det 2 gange før i Fremont og Shanghai.

  • 15
  • 1

Det kommer, Elon Musk har lovet det flere gange. Husk fabrikken stadig ikke er færdig. Elon Musk fortalte lørdag til åbningen at de også overvejer solceller på jordarealer omkring fabrikken.

De har stadig ikke fået solceller på andet end et mindre areal på den oprindelige Gigafactory i Nevada. Hvorfor begriber man ikke. Det giver dog anledning til lidt skepsis omkring påstanden om solceller på andre fabrikker.

  • 13
  • 8

De har stadig ikke fået solceller på andet end et mindre areal på den oprindelige Gigafactory i Nevada. Hvorfor begriber man ikke.

Tesla har en nærmest bundløs efterspørgsel på elbiler, batterier og solceller, som de bruger alle ressourcer på at forsøge at indhente.

Det giver meget mere mening, også ud fra et grønt synspunkt, at holde fokus på det, og så lade forsyningsselskabet om at installere solcellefarme, frem for at installere solceller på deres fabrikstage, som jo ikke er andet end symbolik ift hvad der opnås ved at tonse green-tech ud til kunderne.

  • 23
  • 5

Det giver meget mere mening, også ud fra et grønt synspunkt, at holde fokus på det, og så lade forsyningsselskabet om at installere solcellefarme, frem for at installere solceller på deres fabrikstage, som jo ikke er andet end symbolik ift hvad der opnås ved at tonse green-tech ud til kunderne.

Fabrikken er jo ikke åbnet siger i, så hvorfor ikke bruge tiden på at installere solcellerne nu? Solcellerne på Tesla egne tage, er vel ligeså meget green tech, som hos kunderne? Skyldes det i virkeligheden at Tesla er ligeglad med green tech og bare vil tjene penge på bilerne. Eller skyldes det at de har et stort behov for at producere noget, som de kan fakturere?

  • 5
  • 14

Det er vel heller ikke særligt grønt, at rydde et kæmpestort areal med skov over et ferskvandsområde. Brandenburg blev valgt p.g.a. stattilskud i milliardklassen, men Berlin lyder flottere i reklamer.

  • 5
  • 17

Er der nogen der kender betingelserne for fabrikken? Altså hvor meget har tyskerne givet i forskellige rabatter etc. for at lande fabrikken?

  • 5
  • 0

Nu er Giga Nevada ikke blevet større pga. manglede arbejdskraft i området. Måske det 140 x 90 meter store solcelletag allerede dækker deres forbrug. Min simple udregning giver anlægget en kapacitet på lige under 2 MW.

Ellers har jeg det ligesom Søren, synes også det er bedre forbrugerne får deres solceller end at Tesla har dem på deres tage. Har længe håbet at Tesla kunne opskalere deres solcelleproduktion nok til at der kom overskud til at få det på alle Tesla bygningers tage, men der er vi desværre ikke endnu.

  • 7
  • 1

Iflg. ZDF Frontals prisbelønnede udsendelse er der fjernet træer på 92 ha skov. Fabrikken koster 5,8 mia. Euro. Tilskud fra staten til bilfabrikken 400 mio. Euro og lovet tilskud på 1 mia. Euro til ny batterifabrik. google ZDF.de - Suche: Turbo Tempo Tesla. Vises også i engelsk version. Så kan man bedømme reklameværdien for Tesla.

  • 2
  • 0

Det er vel heller ikke særligt grønt, at rydde et kæmpestort areal med skov over et ferskvandsområde. Brandenburg blev valgt p.g.a. stattilskud i milliardklassen, men Berlin lyder flottere i reklamer.

Nu er det et areal som var så fyldt med miner og ikke detonerede bomber efter 2. verdenskrig at man efter krigen valgte ikke at rydde op, men i stedet plante træer og aflukke området. Det er et kæmpe areal som i meget store dele er plantet som de værste monokultur plantager i Danmark. Narturværdien har derfor været begrænset - særligt i et biodiversitetssynspunkt.

Som en del af aftalen om fabrikken har Tesla måtte bekoste en oprydning i den lille del af arealet som fabrikken og de tilliggende områder dækker. Tesla har skullet rydde den tilbageværende ammunition op, for at kunne bygge fabrikken.

Så skov! ja, men ikke en særligt bevaringsværdig skov i sig selv. Jeg synes ligeledes at det klingerlidthult at høre om bekymringer for vandreserverne i undergrunden, når tyskerne selv ikke har fundet tid/kræfter/ressourcer til at rydde for gammel ammunition i området tidligere. Tilsvarende for oprydning i de resterende 90% af "skoven" i Naturschutzgebiet Löcknitztal som Tesla ikke dækker.

Man kommer til at tænke på om betingelserne fra de tyske myndigheder ville være de samme hvis det var VW, Daimler eller BMW som ville anlægge en fabrik på arealerne.

  • 20
  • 2

om betingelserne fra de tyske myndigheder ville være de samme hvis det var VW, Daimler eller BMW som ville anlægge en fabrik på arealerne

formentlig ja, men det kan man se i papir-arkiverne fra år 2000 hvor BMW ville lægge en bilfabrik præcis dér. Tesla brugte nogle af BMWs undersøgelser.

Nogle af modstanderne fra dengang er såmænd også aktive nu - de har et lille hyggeligt hjørne af landet som de ikke vil have ændret, på godt og ondt. Der er altid ulemper ved store byggerier, og alt skal afvejes med alternativer. Bortset fra brugen af russisk gas, så virker beliggenheden her nu ret god. Nordstream1+2 er blandt de store indfødninger i det gasnet der går nogle få kilometer fra fabrikken.

Der skal ryddes 170 hektar granbeplantning, og plantes 300 hektar blandet skov.

  • 3
  • 1

Hvorfor er der ikke solceller på sådan et nyt stort tagareal? Endda hos en elbilproducent, det giver ikke meget mening.

Omkring halvdelen af fabrikken i Nevada har nu solarpaneler installeret, men det går kun langsomt fremad. Problemet er vel at Tesla ønsker at fremvise et overskud økonomisk hvert kvartal, så det vil tage en del år inden de har installeret solarpaneler på de fabrikker der er konstrueret til at bære den eksta vægt.

  • 3
  • 1

Selvfølgelig bliver der hverken tale 10.000 om dagen eller ugen (10.000 om ugen er målet for ultimo 2022),

Det er omkring målet når fabrikken er oppe på fuld kapacitet. Målet er at en bil skal være færdig hvert 45 sekunder, eller sagt på en anden måde 80 biler i timen. Nu skal man huske at i Tyskland søndags arbejde ikke velset, for om søndagen skal folk gå i kirke, selvom tyskerne nok ikke adskiller sig meget fra Danmark når man ser på den procentdel der går i kirke.

  • 0
  • 2

Nu skal man huske at i Tyskland søndags arbejde ikke velset, for om søndagen skal folk gå i kirke, selvom tyskerne nok ikke adskiller sig meget fra Danmark når man ser på den procentdel der går i kirke.

Der arbejdes dog 24/7 på byggepladsen, har jeg set, men jeg læste også at Tesla regner med 75% oppetid, når fabrikken er fuldt oprampet.

Hvilket passer meget godt med 80 biler i timen x 7 x 24 x 75% = 10.080 biler om ugen = 524.000 biler om året.

  • 4
  • 2

Hej Karsten

Vi skriver også kun, at de gør klar til åbning. Mht antallet er det rettet. Fejlen er kommet med fra Reuters og er rettet alverdens steder. Skriv gerne direkte til journalisten, når du ser den slags.

mvh Henrik Heide

  • 5
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten